Jobs Bog 39:1-30
Jobs Bog 39:1-30 Danske Bibel 1871/1907 (DA1871)
Kan du jage Rov til Løvinden og fylde de unge Løvers Graadighed, naar de lægge sig ned i deres Boliger og blive i Skjul for at lure? Hvo skaffer Ravnen dens Føde, naar dens Unger skrige til Gud, naar de fare hid og did, fordi de intet have at æde? Ved du Tiden, naar Stengederne føde? har du taget Vare paa, naar Hinderne ville føde? Tæller du de Maaneder, som de fylde, eller ved du Tiden, naar de føde? De bøje sig sammen, de føde deres Unger og kaste deres Byrde. Deres Unger blive stærke, de blive store paa Marken, de gaa ud og komme ikke tilbage til dem. Hvo har ladet Vildæselet ud i det frie? og hvo løste Skovæselets Baand, hvilket jeg har givet den slette Mark til dets Hjem og Saltørkenen til dets Bo. Det ler ad Stadens Tummel; det hører ikke Driverens Buldren. Hvad det opsporer paa Bjergene, er dets Føde, og det søger efter alt det grønne. Mon Enhjørningen har Lyst til at trælle for dig? mon den vil blive Natten over ved din Krybbe? Kan du tvinge Enhjørningen ved dens Reb til at holde Furen? mon den vil harve Dalene efter dig? Kan du forlade dig paa den, fordi dens Kraft er stor? og kan du overlade den dit Arbejde? Kan du tro den til, at den vil føre dig din Sæd hjem og samle den hen til din Tærskeplads? Strudsenes Vinge svinger sig lystigt; mon det er Storkens Vinge og Fjer? Nej, den overlader sine Æg til Jorden og lader dem varmes i Støvet, og den glemmer, at en Fod kunde trykke dem i Stykker, og et vildt Dyr paa Marken søndertræde dem. Den handler haardt med sine Unger, som vare de ikke dens egne; er dens Møje end forgæves, er den uden Frygt. Thi Gud har ladet den glemme Visdom og har ikke givet den Del i Forstand. Paa den Tid, naar den svinger sig i Højden, da beler den Hesten og den, der rider paa den. Kan du give Hesten Styrke eller klæde dens Hals med flagrende Manke? Kan du gøre, at den springer som Græshoppen? dens prægtige Prusten er forfærdelig. Den skraber i Dalen og fryder sig i Kraft; den farer frem imod den, som bærer Rustning Den ler ad Frygt og forskrækkes ikke og vender ikke tilbage for Sværdets Skyld. Pilekoggeret klirrer over den, ja, det blinkende Jern paa Spyd og Glavind. Med Bulder og Fnysen sluger den Vejen og bliver ikke staaende stille, naar Trompetens Lyd høres. Saa snart Trompeten lyder, siger den: Hui! og lugter Krigen i det fjerne, Fyrsternes Raab og Krigstummelen. Er det efter din Forstand, at Spurvehøgen flyver, udbreder sine Vinger imod Sønden? Eller er det efter din Befaling, at Ørnen flyver højt og bygger sin Rede i det høje?
Jobs Bog 39:1-30 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)
Er du der, når bjerggeden føder sine kid, eller når rådyret får unger? Ved du, hvor længe de går drægtige, hvornår tiden kommer, hvor de føder deres unger? De lægger sig og føder uden din hjælp, de regner ikke veerne for noget. Ungerne trives og vokser op og forlader deres mor, når tiden er inde. Hvem gav vildæslet sin frihed, så det ikke skulle trælle for mennesket? Jeg gav det vildmarken til bolig, den salte slette blev dets hjem. Det holder sig borte fra byens larm, ingen mennesker driver dem af sted. Dets føde vokser på bjergene, dér finder det alle slags urter. Er bøflen villig til at arbejde for dig? Giver du den korn ved din krybbe? Kan du få den til at pløje dine marker, kan du tæmme dens vældige kræfter, så den gør det hårde arbejde for dig? Vil den bringe din høst i hus og trække dit korn til tærskepladsen? Strudsen skriger op og basker fornøjet med vingerne, men har ingen svingfjer som den omsorgsfulde stork. Den lægger sine æg på jorden og lader det varme sand ruge dem ud. Den ænser ikke, at et menneske kunne træde på dem, eller at et vildt dyr kunne ødelægge dem. Den er hård ved sine unger, som om de ikke var dens egne, den bekymrer sig ikke, om de lever eller dør, for Gud gav den ikke visdom, hverken forstand eller fornuft. Når den rejser sig for at løbe, ler den af både hest og rytter. Var det dig, der gav hesten dens kræfter, klædte dens nakke med en flagrende manke? Lærte du den at springe som en græshoppe? Dens prusten og vrinsken indjager skræk. Den stamper i jorden for at vise sin styrke, den er klar til at gå i kamp mod fjendens hær. Den går frygtløs i krig, vender ikke om, når den står over for et sværd. Pilekoggeret rasler, lanser og spyd glimter i solen. Når signalhornet kalder til kamp, farer den af sted i strakt galop, for den hører krigslarmen på lang afstand og opfanger de fjerne kommandoråb. Har du lært høgen at flyve, at ride på vinden, når den trækker mod syd? Befalede du ørnen at stige så højt og bygge sin rede på klippens top? Dens hjem er på bjergets tinde, på det solide klippefremspring, hvorfra den spejder langt omkring, til den får øje på sit bytte. Den lever af dræbte dyr, dens unger æder det blodige kød.”