Jobs Bog 33:13-29
Jobs Bog 33:13-29 Danske Bibel 1871/1907 (DA1871)
Hvorfor har du trættet med ham, fordi han ikke gør dig Regnskab for nogen af sine Gerninger? Men Gud taler een Gang og anden Gang; man agter ikke derpaa. I Drøm, i Syn om Natten, naar den dybe Søvn falder paa Folk, naar de slumre paa Sengen, da aabner han Menneskenes Øren, og besegler Formaningen til dem for at bortdrage Mennesket fra hans Idrætter og for at fjerne Hovmodet fra Manden, for at spare hans Sjæl fra Graven og hans Liv fra at omkomme ved Sværd. Han straffes ogsaa med Pine paa sit Leje og med vedholdende Uro i hans Ben, saa at hans Liv væmmes ved Brød og hans Sjæl ved lækker Mad; hans Kød fortæres, saa man ikke kan se det, og hans Ben hensmuldre og ses ikke; og hans Sjæl kommer nær til Graven og hans Liv nær til de dræbende Magter. Dersom der da er en Engel, en Talsmand, hos ham, en af de tusinde, til at kundgøre Mennesket hans rette Vej: Saa skal Gud forbarme sig over ham og sige: Befri ham, at han ikke farer ned i Graven; jeg har faaet Løsepenge; da skal hans Kød blive kraftigt mere end i den unge Alder; sin Ungdoms Dage skal han faa igen. Han skal bede til Gud, og denne skal være ham naadig, og han skal se hans Ansigt med Frydeskrig, og han skal gengive Mennesket hans Retfærdighed. Han skal synge for Mennesker og sige: Jeg har syndet og forvendt Retten; men det er ikke blevet mig gengældt. Han har befriet min Sjæl, at den ikke farer ned i Graven, og mit Liv skal se paa Lyset. Se, alle disse Ting gør Gud to, tre Gange ved en Mand
Jobs Bog 33:13-29 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)
Hvilken ret har du til at påstå, at han ikke svarer på dine spørgsmål? Gud taler på mange måder, men tit hører vi ikke, hvad han siger. Han taler gennem drømme og syner, mens vi ligger i vores senge om natten. Han hvisker os formaninger i øret, viser os skræmmende billeder, så vi ikke skal komme på gale veje eller blive stolte og hovmodige. Han ønsker nemlig at advare os, så vi ikke går i dødens fælde. Andre gange straffes et menneske med smerter, så han ligger bundet til sengen i konstant pine. Så mister han fuldstændig appetitten og har ikke engang lyst til lækker mad. Han taber sig og bliver en skygge af sig selv, ender som det rene skind og ben. Han hører dødens kalden og nærmer sig gravens rand. Men hvis en engel går i forbøn for ham, hvis et af Guds tusinde sendebud fortæller ham, hvad han bør gøre, og hvis Gud derefter er nådig imod ham og siger: ‚Løs ham! Han skal ikke dø, for jeg har modtaget en løsesum,’ da får han sit helbred igen, han får sin ungdoms styrke tilbage. For når han beder Gud om nåde, bliver han også taget til nåde. Så bliver han forsonet med Gud og kan igen tænke på ham med glæde. Derefter kan han fortælle sine venner: ‚Jeg syndede og gjorde oprør mod Gud, men han var nådig imod mig. Han betalte løsesummen og reddede mig fra døden, så nu kan jeg atter glædes ved livet.’ Ja, sådan gør Gud ofte: Han giver os en chance til.