Johannesevangeliet 8:1-20
Johannesevangeliet 8:1-20 Danske Bibel 1871/1907 (DA1871)
[Men Jesus gik til Oliebjerget. Og aarle om Morgenen kom han igen i Helligdommen, og hele Folket kom til ham; og han satte sig og lærte dem. Men de skriftkloge og Farisæerne føre en Kvinde til ham, greben i Hor, og stille hende frem i Midten. Og de sige til ham: „Mester! denne Kvinde er greben i Hor paa fersk Gerning. Men Moses bød os i Loven, at saadanne skulle stenes; hvad siger nu du?“ Men dette sagde de for at friste ham, for at de kunde have noget at anklage ham for. Men Jesus bøjede sig ned og skrev med Fingeren paa Jorden. Men da de bleve ved at spørge ham, rettede han sig op og sagde til dem: „Den iblandt eder, som er uden Synd, kaste først Stenen paa hende!“ Og han bøjede sig atter ned og skrev paa Jorden. Men da de hørte det, gik de bort, den ene efter den anden, fra de ældste til de yngste, og Jesus blev alene tilbage med Kvinden, som stod der i Midten. Men da Jesus rettede sig op og ingen saa uden Kvinden, sagde han til hende: „Kvinde! hvor ere de henne? Var der ingen, som fordømte dig?“ Men hun sagde: „Herre! ingen.“ Da sagde Jesus: „Heller ikke jeg fordømmer dig; gaa bort, og synd ikke mere!“] Jesus talte da atter til dem og sagde: „Jeg er Verdens Lys; den, som følger mig, skal ikke vandre i Mørket, men have Livets Lys.“ Da sagde Farisæerne til ham: „Du vidner om dig selv; dit Vidnesbyrd er ikke sandt.“ Jesus svarede og sagde til dem: „Om jeg end vidner om mig selv, er mit Vidnesbyrd sandt; thi jeg ved, hvorfra jeg kom, og hvor jeg gaar hen; men I vide ikke, hvorfra jeg kommer, og hvor jeg gaar hen. I dømme efter Kødet; jeg dømmer ingen. Men om jeg ogsaa dømmer, er min Dom sand; thi det er ikke mig alene, men mig og Faderen, han, som sendte mig. Men ogsaa i eders Lov er der skrevet, at to Menneskers Vidnesbyrd er sandt. Jeg er den, der vidner om mig selv, og Faderen, som sendte mig, vidner om mig.“ Derfor sagde de til ham: „Hvor er din Fader?“ Jesus svarede: „I kende hverken mig eller min Fader; dersom I kendte mig, kendte I ogsaa min Fader.“ Disse Ord talte Jesus ved Tempelblokken, da han lærte i Helligdommen; og ingen greb ham, fordi hans Time endnu ikke var kommen.
Johannesevangeliet 8:1-20 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)
men Jesus gik ud til Olivenbjerget. Tidligt næste morgen vendte han tilbage til templet. Snart var en mængde mennesker samlet, og han satte sig ned for at undervise dem. En gruppe skriftlærde og farisæere kom nu med en kvinde, der var grebet på fersk gerning i utroskab. De stillede hende foran Jesus og sagde: „Mester! Kvinden her er grebet på fersk gerning i ægteskabsbrud. Toraen siger, at sådanne kvinder skal stenes ihjel. Hvad siger du?” De var ude på at få ham til at sige noget, som de bagefter kunne bruge imod ham, men Jesus bøjede sig forover, som han sad der, og skrev med fingeren i støvet. Da de blev ved med at presse på med deres spørgsmål, rettede han sig op og sagde: „Den af jer, som er uden synd, skal være den første til at kaste en sten.” Så bøjede han sig igen forover og fortsatte med at skrive på jorden. Da de, der var kommet med kvinden, fik den besked, luskede de bort, den ene efter den anden – de ældste først. Til sidst var Jesus alene tilbage med kvinden midt i folkemængden. Da rettede han sig op og så sig omkring. „Hvor blev de af?” spurgte han kvinden. „Var der ingen, der fordømte dig?” „Nej, Herre,” svarede hun. „Det gør jeg heller ikke,” sagde Jesus. „Gå du blot, men synd fra nu af ikke mere.” Jesus fortsatte med at tale til folkeskaren: „Jeg er verdens lys. Den, der følger mig, kommer ikke til at vandre i mørket, men får livets lys.” Farisæerne protesterede: „Nu taler du igen om dig selv. Den slags vidneudsagn er ikke gyldige.” Jesus svarede: „Selv om jeg taler om mig selv, er det dog et gyldigt og sandt vidnesbyrd, for jeg ved, hvorfra jeg er kommet, og jeg ved, hvor jeg går hen. Men det ved I ikke. I dømmer mig ud fra jeres menneskelige forudsætninger, men jeg dømmer ingen. Og hvis jeg endelig afsiger en dom, så er min dom gyldig, for jeg er ikke alene om den. Min Far, som sendte mig, står bag mig. Og står der ikke skrevet i den lov, I kender så godt, at når to vidner siger det samme, så er sagen afgjort? Jeg vidner altså om mig selv, og det andet vidne er min Far, som har sendt mig.” „Hvor er din far da henne?” spurgte de. „I kender hverken mig eller min Far,” svarede Jesus. „Hvis I var klar over, hvem jeg er, ville I også være klar over, hvem min Far er.” Jesus sagde disse ord, mens han sad og underviste ved den store indsamlingsbøsse i templet. Han blev imidlertid ikke arresteret, for ifølge Guds plan var tiden endnu ikke inde til det.