Johannesevangeliet 4:27-36
Johannesevangeliet 4:27-36 Danske Bibel 1871/1907 (DA1871)
Og i det samme kom hans Disciple, og de undrede sig over, at han talte med en Kvinde; dog sagde ingen: „Hvad søger du?“ eller: „Hvorfor taler du med hende?“ Da lod Kvinden sin Vandkrukke staa og gik bort til Byen og siger til Menneskene der: „Kommer og ser en Mand, som har sagt mig alt det, jeg har gjort; mon han skulde være Kristus?“ De gik ud af Byen og kom gaaende til ham. Imidlertid bade Disciplene ham og sagde: „Rabbi, spis!“ Men han sagde til dem: „Jeg har Mad at spise, som I ikke kende.“ Da sagde Disciplene til hverandre: „Mon nogen har bragt ham noget at spise?“ Jesus siger til dem: „Min Mad er, at jeg gør hans Villie, som udsendte mig, og fuldbyrder hans Gerning. Sige I ikke: Der er endnu fire Maaneder, saa kommer Høsten? Se, jeg siger eder, opløfter eders Øjne og ser Markerne; de ere allerede hvide til Høsten. Den, som høster, faar Løn og samler Frugt til et evigt Liv, saa at de kunne glæde sig tilsammen, baade den, som saar, og den, som høster.
Johannesevangeliet 4:27-36 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)
I det samme kom disciplene tilbage. De blev overraskede over, at han talte med en kvinde, men ingen af dem spurgte ham, hvorfor han gjorde det, eller hvad han ville hende. Kvinden lod nu sin vandkrukke stå ved brønden og løb tilbage til byen. „Kom og se en mand, som har fortalt mig alt, hvad jeg har gjort!” råbte hun. „Mon ikke han er Messias?” Straks løb en masse mennesker ud for at se, hvem det var, hun snakkede om. Da kvinden var gået, sagde disciplene til Jesus: „Mester, kom og få noget at spise.” Men Jesus svarede: „Jeg har mad at spise, som I ikke kender til.” Disciplene spurgte hinanden: „Hvem kan være kommet med mad til ham?” Jesus svarede: „ Min mad er at gøre hans vilje, som sendte mig, og at fuldføre den opgave, han gav mig. I siger nok: ‚Der er stadig fire måneder, til høsten begynder.’ Men jeg siger jer: Luk øjnene op! ‚Markerne’ er hvide og parate til at blive høstet! Høstfolkene er allerede begyndt at arbejde og få deres løn. De samler afgrøde ind til evigt liv. Den, som sår, skal glæde sig sammen med den, som høster