Johannesevangeliet 4:27-30
Johannesevangeliet 4:27-30 Danske Bibel 1871/1907 (DA1871)
Og i det samme kom hans Disciple, og de undrede sig over, at han talte med en Kvinde; dog sagde ingen: „Hvad søger du?“ eller: „Hvorfor taler du med hende?“ Da lod Kvinden sin Vandkrukke staa og gik bort til Byen og siger til Menneskene der: „Kommer og ser en Mand, som har sagt mig alt det, jeg har gjort; mon han skulde være Kristus?“ De gik ud af Byen og kom gaaende til ham.
Johannesevangeliet 4:27-30 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)
I det samme kom disciplene tilbage. De blev overraskede over, at han talte med en kvinde, men ingen af dem spurgte ham, hvorfor han gjorde det, eller hvad han ville hende. Kvinden lod nu sin vandkrukke stå ved brønden og løb tilbage til byen. „Kom og se en mand, som har fortalt mig alt, hvad jeg har gjort!” råbte hun. „Mon ikke han er Messias?” Straks løb en masse mennesker ud for at se, hvem det var, hun snakkede om.