Johannesevangeliet 19:16-30
Johannesevangeliet 19:16-30 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)
Så udleverede Pilatus Jesus til at blive korsfæstet, og soldaterne førte ham bort. Jesus bar selv sit kors til det sted, der kaldtes „Hovedskalsstedet”, på hebraisk „Golgata”. Dér korsfæstede de ham. Samtidig korsfæstede de to andre mænd, og deres kors blev rejst, et på hver sin side af Jesu kors. Pilatus havde fået lavet et skilt med teksten: „Jesus fra Nazaret – jødernes konge”, og det blev anbragt på korset. Teksten var skrevet på hebraisk, latin og græsk, og skiltet blev læst af mange mennesker, for stedet, hvor Jesus blev korsfæstet, lå tæt ved byen. Men ypperstepræsterne henvendte sig til Pilatus og sagde: „Du må ændre teksten på det skilt. I stedet for ordene ‚jødernes konge’ skal du skrive: ‚Denne mand påstod at være jødernes konge.’ ” „Hvad jeg skrev, det skrev jeg!” svarede Pilatus kort. Da soldaterne havde korsfæstet Jesus, fordelte de fire af hans fem klædningsstykker imellem sig – et stykke til hver. Men Jesu kjortel var uden sammensyninger, vævet i ét stykke fra øverst til nederst. Da sagde de: „Det er en skam at rive den i stykker. Lad os hellere kaste lod om, hvem der skal have den.” Da soldaterne gjorde det, gik endnu et skriftord i opfyldelse: „De delte mine klæder imellem sig og trak lod om min kjortel.” Imens det foregik, stod Jesu mor og hans moster i nærheden af korset. Den Maria, som var gift med Klopas, og Maria Magdalene var der også. Da Jesus så sin mor stå ved siden af den discipel, som han holdt særlig meget af, sagde han til hende: „Han skal være din søn.” Og til disciplen sagde han: „Hun skal være din mor.” Fra da af tog den discipel sig af hende. Jesus vidste, at alt nu var fuldført. Så sagde han: „Jeg er tørstig.” Det blev opfyldelsen af endnu et skriftord. Nu stod der en beholder med billig, sur vin i nærheden. En af de tilstedeværende soldater dyppede en svamp i vinen, satte den på en stang og rakte den op til Jesus. Da han havde smagt på den sure vin, sagde han: „Det er fuldbragt!” og han bøjede hovedet og udåndede.
Johannesevangeliet 19:16-30 Danske Bibel 1871/1907 (DA1871)
Saa overgav han ham da til dem til at korsfæstes. De toge nu Jesus; og han bar selv sit Kors og gik ud til det saakaldte „Hovedskalsted“, som hedder paa Hebraisk Golgatha, hvor de korsfæstede ham og to andre med ham, en paa hver Side, men Jesus midt imellem. Men Pilatus havde ogsaa skrevet en Overskrift og sat den paa Korset. Men der var skrevet: „Jesus af Nazareth, Jødernes Konge.“ Denne Overskrift læste da mange af Jøderne; thi det Sted, hvor Jesus blev korsfæstet, var nær ved Staden; og den var skreven paa Hebraisk, Latin og Græsk. Da sagde Jødernes Ypperstepræster til Pilatus: „Skriv ikke: Jødernes Konge, men: Han sagde: Jeg er Jødernes Konge.“ Pilatus svarede: „Hvad jeg skrev, det skrev jeg.“ Da nu Stridsmændene havde korsfæstet Jesus, toge de hans Klæder og gjorde fire Dele, een Del for hver Stridsmand, og ligeledes Kjortelen; men Kjortelen var usyet, vævet fra øverst helt igennem. Da sagde de til hverandre: „Lader os ikke sønderskære den, men kaste Lod om den, hvis den skal være;“ for at Skriften skulde opfyldes, som siger: „De delte mine Klæder imellem sig og kastede Lod om mit Klædebon.“ Dette gjorde da Stridsmændene. Men ved Jesu Kors stod hans Moder og hans Moders Søster, Maria, Klopas's Hustru, og Maria Magdalene. Da Jesus nu saa sin Moder og den Discipel, han elskede, staa hos, siger han til sin Moder: „Kvinde! se, det er din Søn.“ Derefter siger han til Discipelen: „Se, det er din Moder.“ Og fra den Time tog Discipelen hende hjem til sit. Derefter, da Jesus vidste, at alting nu var fuldbragt, for at Skriften skulde opfyldes, siger han: „Jeg tørster.“ Der stod et Kar fuldt af Eddike; de satte da en Svamp fuld af Eddike paa en Isopstængel og holdt den til hans Mund. Da nu Jesus havde taget Eddiken, sagde han: „Det er fuldbragt;“ og han bøjede Hovedet og opgav Aanden.