Johannesevangeliet 15:1-5
Johannesevangeliet 15:1-5 Danske Bibel 1871/1907 (DA1871)
„Jeg er det sande Vintræ, og min Fader er Vingaardsmanden. Hver Gren paa mig, som ikke bærer Frugt, den borttager han, og hver den, som bærer Frugt, renser han, for at den skal bære mere Frugt. I ere allerede rene paa Grund af det Ord, som jeg har talt til eder. Bliver i mig, da bliver ogsaa jeg i eder. Ligesom Grenen ikke kan bære Frugt af sig selv, uden den bliver paa Vintræet, saaledes kunne I ikke heller, uden I blive i mig. Jeg er Vintræet, I ere Grenene. Den, som bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen Frugt; thi uden mig kunne I slet intet gøre.
Johannesevangeliet 15:1-5 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)
Mens de gik, fortsatte Jesus med at tale til disciplene: „Jeg er den sande vinstok, og min Far er ejeren. Enhver gren på mig, som ikke bærer frugt, den fjerner han, og enhver gren, som bærer frugt, den renser han, for at den kan bære mere frugt. I er allerede blevet renset gennem det, I har lært af mig. Afbryd ikke forbindelsen til mig, så vil jeg heller ikke afbryde forbindelsen til jer! Ligesom grenene på en vinstok kun kan bære frugt, hvis de bliver på stokken, sådan kan I kun bære frugt, hvis I bliver i mig og henter jeres kraft fra mig. De, der bliver i mig, bærer megen frugt, men uden mig kan I intet udrette.