Johannesevangeliet 13:18-30
Johannesevangeliet 13:18-30 Danske Bibel 1871/1907 (DA1871)
Jeg taler ikke om eder alle; jeg ved, hvilke jeg har udvalgt; men Skriften maatte opfyldes: Den, som æder Brødet med mig, har opløftet sin Hæl imod mig. Fra nu af siger jeg eder det, førend det sker, for at I, naar det er sket, skulle tro, at det er mig. Sandelig, sandelig, siger jeg eder, den, som modtager, hvem jeg sender, modtager mig; men den, som modtager mig, modtager ham, som har sendt mig.“ Da Jesus havde sagt dette, blev han heftigt bevæget i Aanden og vidnede og sagde: „Sandelig, sandelig, siger jeg eder, en af eder vil forraade mig.“ Da saa Disciplene paa hverandre, tvivlraadige om, hvem han talte om. Men der var en iblandt hans Disciple, som sad til Bords ved Jesu Side, han, hvem Jesus elskede. Til denne nikker da Simon Peter og siger til ham: „Sig, hvem det er, han taler om?“ Men denne bøjer sig op til Jesu Bryst og siger til ham: „Herre! hvem er det?“ Jesus svarer: „Det er den, hvem jeg giver det Stykke Brød, som jeg dypper.“ Saa dypper han Stykket og tager og giver det til Judas, Simons Søn, Iskariot. Og efter at han havde faaet Stykket, da gik Satan ind i ham. Saa siger Jesus til ham: „Hvad du gør, gør det snart!“ Men ingen af dem, som sade til Bords, forstod, hvorfor han sagde ham dette. Thi nogle mente, efterdi Judas havde Pungen, at Jesus sagde til ham: „Køb, hvad vi have nødig til Højtiden;“ eller at han skulde give noget til de fattige. Da han nu havde faaet Stykket, gik han straks ud. Men det var Nat.
Johannesevangeliet 13:18-30 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)
Hvad jeg siger, gælder ikke jer alle, for jeg ved, hvem jeg har udvalgt. Skriften siger: ‚En af dem, der spiser sammen med mig, bekæmper mig.’ Det går snart i opfyldelse. Jeg siger det allerede nu, for at I kan tro på mig, når det sker. Det siger jeg jer: Den, der tager imod dem, jeg sender ud, tager imod mig – og den, der tager imod mig, tager imod Faderen, som sendte mig.” Derefter blev Jesus stærkt bevæget i sin ånd og sagde: „Det siger jeg jer: En af jer vil forråde mig!” Disciplene så spørgende på hinanden. Ingen vidste, hvem han hentydede til. Den discipel, som Jesus holdt særlig meget af, lå til bords ved siden af Jesus. Derfor nikkede Simon Peter til ham over bordet for at få ham til at spørge Jesus, hvem det kunne være. Den anden discipel lænede så hovedet tilbage mod Jesu bryst og spurgte: „Hvem er det, Herre?” „Det er ham, som jeg giver det stykke brød, jeg nu dypper i skålen,” svarede Jesus. Så dyppede han et stykke brød og gav det til Judas Iskariot. Så snart Judas havde fået brødet, kom Satan ind i ham, og Jesus sagde: „Gør det, du har i sinde – men gør det snart!” Ingen af de andre ved bordet forstod, hvorfor han sagde det til ham. Nogle troede, at Jesus bad Judas købe ind til højtiden eller give nogle penge til de fattige. Det var nemlig ham, der gik rundt med pengepungen. Judas tog nu brødet, rejste sig og gik. Det var nat.