Johannesevangeliet 12:12-16
Johannesevangeliet 12:12-16 Danske Bibel 1871/1907 (DA1871)
Den følgende Dag, da den store Skare, som var kommen til Højtiden, hørte, at Jesus kom til Jerusalem, toge de Palmegrene og gik ud imod ham og raabte: „Hosanna! velsignet være den, som kommer, i Herrens Navn, Israels Konge!“ Men Jesus fandt et ungt Æsel og satte sig derpaa, som der er skrevet: „Frygt ikke, Zions Datter! se, din Konge kommer, siddende paa en Asenindes Føl.“ Dette forstode hans Disciple ikke først; men da Jesus var herliggjort, da kom de i Hu, at dette var skrevet om ham, og at de havde gjort dette for ham.
Johannesevangeliet 12:12-16 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)
Næste morgen gik det som en løbeild gennem Jerusalem, at Jesus nu var på vej. En masse mennesker var kommet til byen på grund af påskefesten, og mange gik ham i møde med palmegrene i hænderne og råbte: „Hoshana! Velsignet er den, som kommer i Herrens navn – Israels konge!” Jesus fik fat i et æselføl og satte sig op for at ride på det. Derved blev det skriftord opfyldt, som siger: „Frygt ikke, Jerusalem! Se, din konge er på vej, og han rider på et æselføl.” Hans disciple forstod ikke på det tidspunkt, at det, der skete, var en opfyldelse af Skriftens profetier. Først efter at Jesus var vendt tilbage til sin herlighed i Himlen, gik det op for dem, hvor mange af Skriftens forudsigelser, der var gået i opfyldelse for øjnene af dem.