Johannesevangeliet 11:2-45
Johannesevangeliet 11:2-45 Danske Bibel 1871/1907 (DA1871)
Men Maria var den, som salvede Herren med Salve og tørrede hans Fødder med sit Haar; hendes Broder Lazarus var syg. Da sendte Søstrene Bud til ham og lod sige: „Herre! se, den, du elsker, er syg.“ Men da Jesus hørte dette, sagde han: „Denne Sygdom er ikke til Døden, men for Guds Herligheds Skyld, for at Guds Søn skal herliggøres ved den.“ Men Jesus elskede Martha og hendes Søster og Lazarus. Da han nu hørte, at han var syg, blev han dog to Dage paa det Sted, hvor han var. Derefter siger han saa til Disciplene: „Lader os gaa til Judæa igen!“ Disciplene sige til ham: „Rabbi! nylig søgte Jøderne at stene dig, og du drager atter derhen?“ Jesus svarede: „Har Dagen ikke tolv Timer? Vandrer nogen om Dagen, da støder han ikke an; thi han ser denne Verdens Lys. Men vandrer nogen om Natten, da støder han an; thi Lyset er ikke i ham.“ Dette sagde han, og derefter siger han til dem: „Lazarus, vor Ven, er sovet ind; men jeg gaar hen for at vække ham af Søvne.“ Da sagde Disciplene til ham: „Herre! sover han, da bliver han helbredet.“ Men Jesus havde talt om hans Død; de derimod mente, at han talte om Søvnens Hvile. Derfor sagde da Jesus dem rent ud: „Lazarus er død! Og for eders Skyld er jeg glad over, at jeg ikke var der, for at I skulle tro; men lader os gaa til ham!“ Da sagde Thomas (hvilket betyder Tvilling), til sine Meddisciple: „Lader os ogsaa gaa, for at vi kunne dø med ham!“ Da Jesus nu kom, fandt han, at han havde ligget i Graven allerede fire Dage. Men Bethania var nær ved Jerusalem, omtrent femten Stadier derfra. Og mange af Jøderne vare komne til Martha og Maria for at trøste dem over deres Broder. Da Martha nu hørte, at Jesus kom, gik hun ham i Møde; men Maria blev siddende i Huset. Da sagde Martha til Jesus: „Herre! havde du været her, da var min Broder ikke død. Men ogsaa nu ved jeg, at hvad som helst du beder Gud om, vil Gud give dig.“ Jesus siger til hende: „Din Broder skal opstaa.“ Martha siger til ham: „Jeg ved, at han skal opstaa i Opstandelsen paa den yderste Dag.“ Jesus sagde til hende: „Jeg er Opstandelsen og Livet; den, som tror paa mig, skal leve, om han end dør. Og hver den, som lever og tror paa mig, skal i al Evighed ikke dø. Tror du dette?“ Hun siger til ham: „Ja, Herre! jeg tror, at du er Kristus, Guds Søn, den, som kommer til Verden.“ Og da hun havde sagt dette, gik hun bort og kaldte hemmeligt sin Søster Maria og sagde: „Mesteren er her og kalder ad dig.“ Da hun hørte det, rejste hun sig hastigt og gik til ham. Men Jesus var endnu ikke kommen til Landsbyen, men var paa det Sted, hvor Martha havde mødt ham. Da nu Jøderne, som vare hos hende i Huset og trøstede hende, saa, at Maria stod hastigt op og gik ud, fulgte de hende, idet de mente, at hun gik ud til Graven for at græde der. Da Maria nu kom derhen, hvor Jesus var, og saa ham, faldt hun ned for hans Fødder og sagde til ham: „Herre! havde du været her, da var min Broder ikke død.“ Da nu Jesus saa hende græde og saa Jøderne, som vare komne med hende, græde, harmedes han i Aanden og blev heftigt bevæget i sit Indre; og han sagde: „Hvor have I lagt ham?“ De sige til ham: „Herre! kom og se!“ Jesus græd. Da sagde Jøderne: „Se, hvor han elskede ham!“ Men nogle af dem sagde: „Kunde ikke han, som aabnede den blindes Øjne, have gjort, at ogsaa denne ikke var død?“ Da harmes Jesus atter i sit Indre og gaar hen til Graven. Men det var en Hule, og en Sten laa for den. Jesus siger: „Tager Stenen bort!“ Martha, den dødes Søster, siger til ham: „Herre! han stinker allerede; thi han har ligget der fire Dage.“ Jesus siger til hende: „Sagde jeg ikke, at dersom du tror, skal du se Guds Herlighed?“ Da toge de Stenen bort. Men Jesus opløftede sine Øjne og sagde: „Fader! jeg takker dig, fordi du har hørt mig. Jeg vidste vel, at du altid hører mig; men for Skarens Skyld, som staar omkring, sagde jeg det, for at de skulle tro, at du har udsendt mig.“ Og da han havde sagt dette, raabte han med høj Røst: „Lazarus, kom herud!“ Og den døde kom ud, bunden med Jordeklæder om Fødder og Hænder, og et Tørklæde var bundet om hans Ansigt. Jesus siger til dem: „Løser ham, og lader ham gaa!“ Mange af de Jøder, som vare komne til Maria og havde set, hvad han havde gjort, troede nu paa ham
Johannesevangeliet 11:1-45 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)
Der var en mand ved navn Lazarus, som boede i landsbyen Betania sammen med sine søstre Maria og Marta. (Det var den Maria, der er kendt for at have hældt kostbar olie ud over Jesu fødder og tørret dem med sit hår). Nu skete der det, at Lazarus blev alvorligt syg. De to søstre sendte derfor bud til Jesus om, at hans gode ven Lazarus var meget syg. Da Jesus hørte det, sagde han: „Den sygdom ender ikke med døden, men Gud vil blive æret gennem det, der skal ske, og Guds Søn vil også blive æret derved.” Jesus holdt meget af Marta, Maria og Lazarus. Efter at have fået beskeden, blev han endnu to dage dér, hvor han var, men så sagde han til disciplene: „Kom, lad os gå tilbage til Judæa!” Disciplene protesterede: „Mester! For kort tid siden forsøgte de jødiske ledere at slå dig ihjel. Vil du nu derhen igen?” Men Jesus sagde: „Har dagen ikke 12 timer, hvor vi må gøre Guds gerninger? De, der vandrer i lyset, falder ikke, for de ser verdens Lys. Men de, der vandrer i mørket, falder, for de har ikke lyset i sig.” Så tilføjede han: „Vores ven Lazarus sover, men jeg vil gå hen og vække ham.” „Hvis han sover, kommer han sig nok,” sagde disciplene. De troede nemlig, at Jesus havde talt om almindelig søvn, men han havde talt om Lazarusʼ død. Så sagde han rent ud: „Lazarus er død, og for jeres skyld er jeg glad for, at jeg ikke var der, for hans død vil hjælpe jer til at tro. Men lad os nu komme af sted!” Thomas, der også blev kaldt „Tvillingen”, sagde til de andre disciple: „Lad os bare gå med Jesus! Så dør vi i det mindste sammen!” Da Jesus nåede frem til Betania, fik han at vide, at Lazarus var blevet begravet tre dage forinden. Betania lå knap tre kilometer fra Jerusalem, og mange venner fra hovedstaden var kommet for at trøste Marta og Maria i sorgen over deres bror. Da nu Marta hørte, at Jesus var på vej, gik hun ham i møde. Maria derimod blev hjemme. Da Marta nåede hen til ham, sagde hun: „Herre, hvis du havde været her, så var min bror ikke død. Men selv nu ved jeg, at hvad du end beder Gud om, det vil han gøre for dig.” „Din bror skal vende tilbage til livet,” sagde Jesus. „Jeg ved, at han skal vende tilbage til livet på opstandelsens morgen,” svarede Marta. Jesus fortsatte: „ Jeg er opstandelsen og livet. De, der tror på mig, skal leve, selv om de dør; og de, der lever i troen på mig, skal aldrig i evighed dø. Tror du på det, Marta?” „Ja, Herre,” sagde hun, „jeg tror, at du er Messias, Guds Søn, som vi så længe har ventet skulle komme.” Derefter løb Marta hjem til Maria og hviskede til hende: „Mesteren er kommet, og han vil gerne tale med dig.” Maria rejste sig med det samme og gik ud for at møde ham. Jesus var endnu ikke kommet ind i landsbyen, men var stadig på det sted, hvor Marta havde mødt ham. Da de, der var i huset for at trøste Maria, lagde mærke til, at hun pludselig rejste sig og gik, troede de, hun ville ud til Lazarusʼ grav for at græde. Derfor fulgte de efter hende. Maria kom nu ud til det sted, hvor Jesus var, og hun faldt ned for hans fødder og udbrød: „Herre, hvis du havde været her, var min bror ikke død.” Da Jesus så hende græde og hørte de andres gråd, blev han heftigt oprørt i sin ånd og spurgte: „Hvor har I lagt ham?” „Herre, kom og se!” lød svaret. Jesus brast i gråd. „Se, hvor meget han holdt af Lazarus,” var der nogle, der sagde. Men andre sagde: „Når han kunne helbrede en blind, kunne han så ikke også have forhindret denne mands død?” Da blev Jesus igen oprørt i sit indre, og han gik hen mod gravstedet, som var en klippehule med en stor sten rullet for indgangen. „Tag stenen bort!” beordrede han. „Herre,” sagde Marta, „det lugter ikke godt, for det er nu den fjerde dag, han ligger der.” Jesus svarede: „Har jeg ikke sagt til dig, at hvis du tror, vil du få Guds forunderlige magt at se?” Så fjernede de stenen fra indgangen. Jesus så op mod himlen og sagde: „Jeg takker dig, Far, fordi du har bønhørt mig. Jeg ved godt, at du altid hører mig, men jeg siger det for de menneskers skyld, der står her omkring mig, for at de kan komme til tro på, at det er dig, som har sendt mig.” Så råbte han med høj røst: „Lazarus, kom herud!” Den døde kom ud – med hænder og fødder viklet ind i ligklæder og med et tørklæde om ansigtet. „Hjælp ham af med de ligklæder!” sagde Jesus. Mange af dem, der var kommet for at trøste Maria og havde set, hvad Jesus gjorde, kom nu til tro på ham.