Johannesevangeliet 10:25-37
Johannesevangeliet 10:25-37 Danske Bibel 1871/1907 (DA1871)
Jesus svarede dem: „Jeg har sagt eder det, og I tro ikke. De Gerninger, som jeg gør i min Faders Navn, de vidne om mig; men I tro ikke, fordi I ikke ere af mine Faar. Mine Faar høre min Røst, og jeg kender dem, og de følge mig, og jeg giver dem et evigt Liv, og de skulle i al Evighed ikke fortabes, og ingen skal rive dem ud af min Haand. Min Fader, som har givet mig dem, er større end alle; og ingen kan rive noget af min Faders Haand. Jeg og Faderen, vi ere eet.“ Da toge Jøderne atter Stene op for at stene ham. Jesus svarede dem: „Mange gode Gerninger har jeg vist eder fra min Fader; for hvilken af disse Gerninger stene I mig?“ Jøderne svarede ham: „For en god Gerning stene vi dig ikke, men for Gudsbespottelse, og fordi du, som er et Menneske, gør dig selv til Gud.“ Jesus svarede dem: „Er der ikke skrevet i eders Lov: Jeg har sagt: I ere Guder? Naar den nu har kaldt dem Guder, til hvem Guds Ord kom (og Skriften kan ikke rokkes), sige I da til den, hvem Faderen har helliget og sendt til Verden: Du taler bespotteligt, fordi jeg sagde: Jeg er Guds Søn? Dersom jeg ikke gør min Faders Gerninger, saa tror mig ikke!
Johannesevangeliet 10:25-37 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)
Jesus svarede: „Det har jeg allerede gjort, men I ville ikke tro mig. De undere, jeg gør i min Fars navn, er bevis nok. Men I tror mig ikke, fordi I ikke hører til blandt mine får. Mine får adlyder min stemme. Jeg kender dem, og de følger mig. Jeg giver dem evigt liv, og de skal aldrig gå fortabt. Ingen kan rive dem ud af min hånd. Min Far, som har givet mig dem, har større magt end nogen anden, og ingen kan rive dem ud af min Fars hånd. Jeg og Faderen, vi er ét.” Da begyndte de igen at samle sten op for at slå ham ihjel. Men han sagde: „Jeg har udført mange gode gerninger, som min Far har bedt mig om at gøre. Hvilken af dem er det, I vil stene mig for?” „Du skal ikke stenes for nogen god gerning,” svarede de. „Men du skal dø, fordi du håner Gud. Du er kun et menneske, men du gør dig til ét med Gud!” „Står der ikke i Skriften: ‚Jeg har kaldt jer guder’?” spurgte Jesus. „Hvis altså Skriften, som ikke kan annulleres, kalder de mennesker ‚guder’, som Gud havde indsat til at gøre hans vilje, hvordan kan I så anklage mig, som Faderen har indsat og sendt til verden, og sige, at jeg håner Gud, fordi jeg siger, at jeg er Guds Søn? Hvis det ikke var min Fars gerninger, jeg gjorde, så skulle I ikke tro mig.