Johannesevangeliet 10:23-42
Johannesevangeliet 10:23-42 Danske Bibel 1871/1907 (DA1871)
og Jesus gik omkring i Helligdommen, i Salomons Søjlegang. Da omringede Jøderne ham og sagde til ham: „Hvor længe holder du vor Sjæl i Uvished? Dersom du er Kristus, da sig os det rent ud!“ Jesus svarede dem: „Jeg har sagt eder det, og I tro ikke. De Gerninger, som jeg gør i min Faders Navn, de vidne om mig; men I tro ikke, fordi I ikke ere af mine Faar. Mine Faar høre min Røst, og jeg kender dem, og de følge mig, og jeg giver dem et evigt Liv, og de skulle i al Evighed ikke fortabes, og ingen skal rive dem ud af min Haand. Min Fader, som har givet mig dem, er større end alle; og ingen kan rive noget af min Faders Haand. Jeg og Faderen, vi ere eet.“ Da toge Jøderne atter Stene op for at stene ham. Jesus svarede dem: „Mange gode Gerninger har jeg vist eder fra min Fader; for hvilken af disse Gerninger stene I mig?“ Jøderne svarede ham: „For en god Gerning stene vi dig ikke, men for Gudsbespottelse, og fordi du, som er et Menneske, gør dig selv til Gud.“ Jesus svarede dem: „Er der ikke skrevet i eders Lov: Jeg har sagt: I ere Guder? Naar den nu har kaldt dem Guder, til hvem Guds Ord kom (og Skriften kan ikke rokkes), sige I da til den, hvem Faderen har helliget og sendt til Verden: Du taler bespotteligt, fordi jeg sagde: Jeg er Guds Søn? Dersom jeg ikke gør min Faders Gerninger, saa tror mig ikke! Men dersom jeg gør dem, saa tror Gerningerne, om I end ikke ville tro mig, for at I kunne indse og erkende, at Faderen er i mig, og jeg i Faderen.“ De søgte da atter at gribe ham; og han undslap af deres Haand. Og han drog atter bort hinsides Jordan til det Sted, hvor Johannes først døbte, og han blev der. Og mange kom til ham, og de sagde: „Johannes gjorde vel intet Tegn; men alt, hvad Johannes sagde om denne, var sandt.“ Og mange troede paa ham der.
Johannesevangeliet 10:22-42 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)
Det blev vinter, og Jesus var igen på besøg i Jerusalem, denne gang under Hanukka festen. Han gik omkring i den del af templet, som kaldes Salomons søjlegang. De jødiske ledere omringede ham og spurgte: „Hvor længe vil du holde os hen i uvished? Er du Messias, så sig det ligeud!” Jesus svarede: „Det har jeg allerede gjort, men I ville ikke tro mig. De undere, jeg gør i min Fars navn, er bevis nok. Men I tror mig ikke, fordi I ikke hører til blandt mine får. Mine får adlyder min stemme. Jeg kender dem, og de følger mig. Jeg giver dem evigt liv, og de skal aldrig gå fortabt. Ingen kan rive dem ud af min hånd. Min Far, som har givet mig dem, har større magt end nogen anden, og ingen kan rive dem ud af min Fars hånd. Jeg og Faderen, vi er ét.” Da begyndte de igen at samle sten op for at slå ham ihjel. Men han sagde: „Jeg har udført mange gode gerninger, som min Far har bedt mig om at gøre. Hvilken af dem er det, I vil stene mig for?” „Du skal ikke stenes for nogen god gerning,” svarede de. „Men du skal dø, fordi du håner Gud. Du er kun et menneske, men du gør dig til ét med Gud!” „Står der ikke i Skriften: ‚Jeg har kaldt jer guder’?” spurgte Jesus. „Hvis altså Skriften, som ikke kan annulleres, kalder de mennesker ‚guder’, som Gud havde indsat til at gøre hans vilje, hvordan kan I så anklage mig, som Faderen har indsat og sendt til verden, og sige, at jeg håner Gud, fordi jeg siger, at jeg er Guds Søn? Hvis det ikke var min Fars gerninger, jeg gjorde, så skulle I ikke tro mig. Men når jeg nu gør hans gerninger, så tro i det mindste for gerningernes skyld, så I må kunne forstå og komme til den erkendelse, at Faderen er i mig og jeg er i ham.” De forsøgte derefter at fange ham, men han slap fra dem. Jesus tog nu igen over til området øst for Jordanfloden, til det sted, hvor Johannes tidligere havde døbt. Der opholdt han sig et godt stykke tid, og mange mennesker flokkedes om ham. De sagde til hinanden: „Johannes udførte ganske vist ingen undere, men alt, hvad han sagde om denne mand, var sandt.” Og mange af dem kom til tro på Jesus.