Johannesevangeliet 10:1-11
Johannesevangeliet 10:1-11 Danske Bibel 1871/1907 (DA1871)
„Sandelig, sandelig, siger jeg eder, den, som ikke gaar ind i Faarefolden gennem Døren, men stiger andensteds over, han er en Tyv og en Røver. Men den, som gaar ind igennem Døren, er Faarenes Hyrde. For ham lukker Dørvogteren op, og Faarene høre hans Røst; og han kalder sine egne Faar ved Navn og fører dem ud. Og naar han har ført alle sine egne Faar ud, gaar han foran dem; og Faarene følge ham, fordi de kende hans Røst. Men en fremmed ville de ikke følge, men de ville fly fra ham, fordi de ikke kende de fremmedes Røst.“ Denne Lignelse sagde Jesus til dem; men de forstode ikke, hvad det var, som han talte til dem. Jesus sagde da atter til dem: „Sandelig, sandelig, siger jeg eder, jeg er Faarenes Dør. Alle de, som ere komne før mig, ere Tyve og Røvere; men Faarene hørte dem ikke. Jeg er Døren; dersom nogen gaar ind igennem mig, han skal frelses; og han skal gaa ind og gaa ud og finde Føde. Tyven kommer ikke uden for at stjæle og slagte og ødelægge; jeg er kommen, for at de skulle have Liv og have Overflod. Jeg er den gode Hyrde; den gode Hyrde sætter sit Liv til for Faarene.
Johannesevangeliet 10:1-11 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)
Jesus fortsatte med at tale til farisæerne: „Det siger jeg jer: Enhver, som ikke går ind ad døren til fårefolden, men sniger sig ind på anden måde, er en tyv eller røver. Fårenes rigtige hyrde kommer altid hen til døren, og det er ham, dørvogteren lukker op for. Fårene kender hans stemme. Han kalder sine får ved navn og fører dem ud på græs. Når han har lukket alle sine får ud, går han foran dem, og fårene følger ham, fordi de kender hans stemme. Men de vil ikke følge efter en fremmed. Tværtimod, de vil flygte fra ham, fordi de ikke kender hans stemme.” Jesus brugte det billede på farisæerne, men de forstod ikke, hvad han mente. Derfor prøvede han at forklare det nærmere: „Det siger jeg jer: Jeg er døren til fårefolden. Fårene har ikke lyttet til de ‚hyrder’, som er kommet før mig, for de er tyve og røvere. Jeg er døren. De, der kommer ind i folden gennem mig, skal få det evige liv. De vil gå ud for at finde føde, og de vil komme hjem igen. Tyven kommer kun for at stjæle, slagte og ødelægge, men jeg er kommet, for at de skal have liv, ja overflod af liv.” Jesus fortsatte: „Jeg er den gode hyrde. Den gode hyrde vover sit liv for at redde fårene.