Jeremiasʼ Bog 38:14-28

Jeremiasʼ Bog 38:14-28 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

En dag sendte kong Zidkija bud efter mig og bad mig komme hen til den tredje indgang til templet. „Jeg har et spørgsmål til dig,” begyndte kongen. „Prøv nu ikke at skjule sandheden for mig.” „Jamen, hvis jeg fortæller dig sandheden, slår du mig bare ihjel,” svarede jeg. „Og for øvrigt følger du aldrig mine råd.” Så svor kong Zidkija ved den levende Gud, at han hverken ville slå mig ihjel eller udlevere mig til dem, der ønskede at få ram på mig. Da sagde jeg til ham: „Herren, den Mægtige, Israels Gud, siger: Hvis du vil overgive dig til de babyloniske officerer, vil du og din familie overleve, og byen vil blive skånet. Men hvis du nægter at overgive dig, vil den babyloniske hær brænde byen ned til grunden, og du har ingen chance for at undslippe.” „Men jeg er bange for at overgive mig,” svarede kongen, „for babylonierne vil sikkert udlevere mig til de judæiske overløbere, og hvem ved, hvad de vil gøre ved mig?” „Hvis du vil adlyde Herren,” svarede jeg, „har du ikke noget at frygte. Du vil redde livet, og du vil få det bedre, end du har det her. Men hvis du nægter at overgive dig, så kan jeg fortælle dig, hvad der vil ske, for det har Herren vist mig i et syn: Alle paladsets kvinder blev udleveret til de babyloniske officerer. Og de sang en smædevise om dig: Hvorfor troede du dine venners ord? De førte dig jo ud på det forkerte spor. Og da du så stod midt i ulykken, vendte de dig bare ryggen. Alle dine koner og børn vil blive udleveret til babylonierne, og du har ingen chance for at undslippe. Du bliver taget til fange, og byen bliver brændt ned til grunden.” Da sagde Zidkija til mig: „Lad det her blive imellem os to. Hvis du røber for nogen, hvad du her har sagt, er du dødsens. Hvis mine hoffolk får nys om vores samtale, og hvis de truer dig med døden, medmindre du fortæller dem, hvad vi har talt om, skal du sige til dem: ‚Jeg bad bare kongen love mig, at han aldrig igen vil kaste mig i fangehullet i Jonatans hus.’ ” Hoffolkene kom da også hen til mig og ville krydsforhøre mig om mit møde med kongen. Jeg gjorde nøjagtigt, som kongen havde sagt. Derefter lod de mig være i fred, for ingen havde hørt, hvad jeg snakkede med kongen om. Således forblev jeg i husarrest på paladsets område, indtil den dag da Jerusalem blev indtaget.

Jeremiasʼ Bog 38:14-28 Danske Bibel 1871/1907 (DA1871)

Og Kong Zedekias sendte Bud og lod Profeten Jeremias hente til sig, hen til den tredje Indgang til Herrens Hus; og Kongen sagde til Jeremias: Jeg vil spørge dig om noget, du maa intet dølge for mig. Og Jeremias sagde til Zedekias: Naar jeg forkynder dig det, mon du da ikke vil lade mig dræbe? og naar jeg giver dig Raad, saa vil du dog ikke høre mig! Da svor Kong Zedekias Jeremias i Løndom og sagde: Saa sandt Herren lever, som har skabt os denne Sjæl, saa vil jeg ikke dræbe dig, ej heller give dig i disse Mænds Haand, som søge efter dit Liv. Og Jeremias sagde til Zedekias: Saa siger den Herre Zebaoths Gud, Israels Gud: Dersom du godvilligt gaar ud til Kongen af Babels Fyrster, da skal du beholde Livet, og denne Stad skal ikke opbrændes med Ild; og du skal leve, du og dit Hus. Men dersom du ikke gaar ud til Kongen af Babels Fyrster, da skal denne Stad gives i Kaldæernes Haand, og de skulle opbrænde den med Ild; og du skal ikke undkomme af deres Haand. Og Kong Zedekias sagde til Jeremias: Jeg frygter for de Jøder, som ere gaaede over til Kaldæerne, at man maaske vil give mig i deres Haand, og at disse ville handle ilde med mig. Og Jeremias sagde: Man vil ikke give dig til Pris; hør dog paa Herrens Røst i det, som jeg taler til dig, og det skal gaa dig vel, og du skal beholde Livet. Men dersom du vægrer dig ved at gaa ud, saa er her det Ord, som Herren har ladet mig se: Se, alle Kvinderne, som ere blevne tilbage i Judas Konges Hus, føres ud til Kongen af Babels Fyrster og sige: Dine gode Venner have forført dig og have faaet Overhaand over dig, dine Fødder ere nedsunkne i Skarnet, medens hine ere vegne tilbage. Og man skal føre alle dine Hustruer og dine Børn ud til Kaldæerne, og du selv skal ikke undkomme fra deres Haand, men gribes ved Kongen af Babels Haand, og denne Stad skal du bringe til at blive opbrændt med Ild. Og Zedekias sagde til Jeremias: Lad ingen vide disse Ord, saa skal du ikke dø. Og naar Fyrsterne høre, at jeg har talt med dig, og de komme til dig og sige til dig: Kære, kundgør os, hvad du har talt til Kongen, dølg det ikke for os, og vi ville ikke dræbe dig; og hvad Kongen har talt til dig: Saa skal du sige til dem: Jeg lod min ydmyge Begæring komme ind for Kongens Ansigt, at man ikke maatte føre mig igen i Jonathans Hus, at dø der. Da kom alle Fyrsterne til Jeremias og spurgte ham, og han svarede dem efter alle disse Ord, som Kongen havde befalet; da tav de og lode ham i Ro; thi Ordet fik de ej at høre. Og Jeremias blev i Fængselets Forgaard indtil den Dag, da Jerusalem blev indtaget. Og det skete, da Jerusalem blev indtaget,