Jeremiasʼ Bog 17:5-9
Jeremiasʼ Bog 17:5-9 Danske Bibel 1871/1907 (DA1871)
Saa siger Herren: Forbandet er den Mand, som forlader sig paa Mennesket og holder Kød for sin Arm, og hvis Hjerte viger fra Herren. Og han skal være som den enlige paa den øde Mark og skal ikke se, at der kommer godt; men han skal bo paa de forbrændte Steder i Ørken, i et Saltland, som ikke kan bebos. Velsignet den Mand, som forlader sig paa Herren, og hvis Tillid Herren er! Thi han skal være ligesom et Træ, plantet ved Vand, og som udskyder sine Rødder ved Bækken, og som ikke frygter, naar der kommer Hede, og hvis Blad skal være grønt, og som ikke hænger mat, naar et tørt Aar kommer, og ikke lader af at bære Frugt. Hjertet er bedrageligt, mere end alle Ting, og det er sygt; hvo kan kende det?
Jeremiasʼ Bog 17:5-9 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)
Herren fortsatte: „Min dom vil ramme dem, der sætter deres lid til mennesker, stoler på deres egen styrke og i hjertet gør oprør mod mig. De er uden håb og uden fremtid som en forkrøblet enebærbusk i den glødende ørken, på den saltholdige og golde jord, hvor ingen ville drømme om at bosætte sig. Men velsignede er de mennesker, som har tillid til mig og søger hjælp hos mig. De er som et træ, der er plantet ved floden, og som strækker sine rødder mod vandet. Det er ikke bange for den brændende sol, men har altid friske og grønne blade. Det visner ikke i tørketider, men fortsætter med at bære frugt. Hvem forstår et menneskes hjerte? Det er forræderisk og ondt helt igennem.