Esajasʼ Bog 58:1-10
Esajasʼ Bog 58:1-10 Danske Bibel 1871/1907 (DA1871)
Raab af Struben, spar ikke, opløft din Røst som en Basune, og kundgør mit Folk deres Overtrædelse og Jakobs Hus deres Synder! Mig søge de dagligt, og til at vide mine Veje have de Lyst; som om de vare et Folk, der havde gjort Retfærdighed og ikke forladt sin Guds Lov, spørge de mig om retfærdige Love, de have Lyst at komme nær til Gud. „Hvorfor faste vi, og du ser det ikke? hvorfor spæge vi os, og du vil ikke vide det?‟ Se, paa den Dag I faste, faa I, hvad der er eders Lyst, og I drive paa alle eders Arbejder. Se, I faste til Kiv og Trætte og til at slaa med Ugudeligheds Næve; I faste ikke paa denne Dag, saa at I faa eders Røst hørt i det høje. Skulde jeg finde Behag i en saadan Faste eller i en saadan Dag, paa hvilken et Menneske spæger sig? At hænge med sit Hoved som et Siv, eller at ligge i Sæk og Aske, vil du kalde dette en Faste og en behagelig Dag for Herren? Er dette ikke den Faste, som jeg har Behag i: At I løse Ugudeligheds Lænker, sprænge Aagets Baand, at I give de fortrykte fri, og at I sønderbryde hvert et Aag? Er det ikke den, at du deler dit Brød med den hungrige, og at du lader de elendige og omvankende komme i dit Hus? naar du ser en nøgen, at du da klæder ham, og at du ikke holder dig tilbage fra ham, som er dit eget Kød? Da skal dit Lys frembryde som Morgenrøden, og din Lægedom skal skride frem i Hast, og din Retfærdighed skal gaa frem for dit Ansigt, Herrens Herlighed skal slutte til efter dig. Da skal du paakalde, og Herren skal bønhøre, du skal raabe, og han skal sige: Se, her er jeg; dersom du borttager Aaget fra din Midte og ikke udstrækker Fingrene og ikke taler Uret. Og dersom du rækker til den hungrige, hvad din egen Sjæl har Lyst til, og mætter en vansmægtende Sjæl, da skal dit Lys oprinde i Mørket, og dit Mørke skal vorde som Middagen.
Esajasʼ Bog 58:1-10 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)
Herren siger: „Råb højt, skån ikke din stemme! Giv signal som med en trompet! Sig til mit folk: I har syndet og gjort oprør imod mig. Dag efter dag kommer I til mig og siger, at I ønsker at kende min vilje. Som om I virkelig var et folk, der ønskede at leve ret og adlyde mine bud, spørger I mig til råds om lov og ret og siger, at I ønsker at være Gud nær. ‚Har du ikke set, at vi faster for at ære dig?’ spørger I mig. ‚Kan du ikke se, at vi ydmyger os selv for din skyld?’ Jo, tak! I faster nok, men I tænker kun på, hvad der gavner jer selv, og I tvinger jeres folk til at arbejde for jer. Hvad hjælper faste, hvis I skændes og går løs på hinanden med knytnæver? Når det er på den måde, I faster, vil jeg slet ikke høre på jeres bønner. Tror I virkelig, det er den form for faste, jeg er ude efter: at I sulter jer selv, hænger med hovedet, klæder jer i sæk og dækker jer med aske? Er det, hvad I forstår ved faste? Tror I, jeg kan acceptere den slags? Nej, den slags faste jeg ønsker, er, at I sætter de uretfærdigt anklagede fri, at I fjerner slavernes tunge byrder, at I løser de undertrykte fra deres lænker, at I deler jeres mad med de sultne, at I giver husly til de hjemløse, at I sørger for tøj til dem, som intet har, og i det hele taget gør, hvad I kan for at afhjælpe de behov, der findes lige omkring jer. Hvis I gør det, vil det lysne for jer, som når morgenrøden bryder igennem, og jeres redning vil komme i hast. Jeres godhed vil gå foran jer og min herlighed slutte op om jer bagfra. Så vil jeg høre jer, når I kalder på mig. Så snart I råber om hjælp, griber jeg ind. Hvis I holder op med at undertrykke de svage, standser jeres falske anklager og lader være med at sprede onde rygter, hvis I giver de sultne mad og hjælper dem, der er i vanskeligheder, så skal jeres lys skinne i mørket, og mørket omkring jer skal vige som ved højlys dag.