Esajasʼ Bog 55:1-13

Esajasʼ Bog 55:1-13 Danske Bibel 1871/1907 (DA1871)

Nu vel! hver den, som tørster, komme hid til Vandene, og I, som ikke have Penge, komme hid, køber og æder; kommer, køber uden Penge og uden Betaling Vin og Mælk! Hvi veje I Penge ud, for hvad der ikke er Brød, og eders Dagløn, for hvad der ikke kan mætte? hører dog paa mig og æder det gode, saa skal eders Sjæl kvæge sig med det fede. Bøjer eders Øre og kommer hid til mig, hører, saa skal eders Sjæl leve; thi jeg vil gøre en evig Pagt med eder, paa de trofaste Forjættelser til David. Se, jeg har sat ham til et Vidne for Folk, til en Fyrste og til en Hersker over Folkeslag. Se, du skal kalde ad et Folk, som du ikke kender, og et Folk, som ikke kender dig, skal ile til dig, for Herren din Guds Skyld og for Israels Helliges Skyld; thi han har herliggjort dig. Søger Herren, medens han findes, kalder paa ham, medens han er nær. Den ugudelige forlade sin Vej og den uretfærdige sine Tanker og omvende sig til Herren, saa skal han forbarme sig over ham, og til vor Gud; thi han er meget rund til at forlade. Thi mine Tanker ere ikke eders Tanker, og eders Veje ere ikke mine Veje, siger Herren. Thi som Himmelen er højere end Jorden, saa ere mine Veje højere end eders Veje og mine Tanker højere end eders Tanker. Thi ligesom Regnen og Sneen nedfalder fra Himmelen og vender ikke tilbage derhen, men vander Jorden og gør den frugtbar og kommer den til at give Grøde og frembringer Sæd til at saa og Brød til at æde: Saa skal mit Ord være, som udgaar af min Mund, det skal ikke komme tomt tilbage til mig; men det skal gøre, hvad mig behager, og det skal have Lykke i, hvad jeg sender det til. Thi I skulle drage ud med Glæde og føres frem i Fred; Bjergene og Højene skulle raabe for eders Ansigt med Frydesang, og alle Træer paa Marken skulle klappe i Haand. I Stedet for Tornebuske skal der opvokse Fyrretræer, i Stedet for Tidsler skal der opvokse Myrtetræer; og det skal være Herren til et Navn, til et evigt Tegn, som ikke skal forgaa.

Esajasʼ Bog 55:1-13 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

Kom til mig, alle I, som tørster, her er vand. Kom og få mad og drikke, selvom I ingen penge har. Kom og tag for jer af retterne. I kan købe vin og mælk uden at betale. Hvorfor bruger I jeres penge på noget, der hverken mætter eller nærer? Lyt til mig, så får I, hvad der er godt, udsøgte retter, som mætter jeres sjæle. Ja, kom til mig og læg mærke til, hvad jeg siger – lyt til mig, så skal I leve! Jeg vil slutte en evig pagt med jer og opfylde de troværdige løfter, jeg i min nåde gav til David. Jeg gjorde ham til en stor leder og hærfører for at vise min magt over for folkeslagene. Engang vil I blive opsøgt af folkeslag, I ikke kender. Folk, som ikke kender jer, vil søge hjælp hos jer, fordi Herren jeres Gud, Israels Gud, vil vise sin herlighed iblandt jer.” Søg Herren, mens han er til at finde. Kald på ham, mens han er nær. De gudløse skal holde op med deres oprørske handlinger og ændre deres onde tanker. De skal vende sig til Herren, så han kan vise dem barmhjertighed. Ja, vend tilbage til jeres Gud – for han er mere end villig til at tilgive. Herren siger: „Jeg tænker ikke, som I gør, og jeg handler ikke, som I gør. Der er himmelvid forskel på mine tanker og jeres, og på min handlemåde og jeres. Ligesom regnen og sneen, der falder fra himlen, har til opgave at trænge ned i jorden og gøre den frugtbar, så kornet spirer og frembringer såsæd og brød til at spise, sådan er det også med det ord, jeg taler. Det vil udføre den opgave, jeg har givet det. I skal tage af sted med glæde og føres frem med fred. Bjerge og bakker vil råbe af fryd foran jer, og alle markens træer vil klappe i hænderne. Hvor der før var tjørnekrat, vil enebær skyde op, og tidsler vil vige pladsen for myrtebuske. Det skal være et eviggyldigt tegn på Herrens nåde, et varigt tegn, som bringer Herren ære.”

Esajasʼ Bog 55:1-13

Esajasʼ Bog 55:1-13 BPHEsajasʼ Bog 55:1-13 BPH