Hoseasʼ Bog 11:1-11
Hoseasʼ Bog 11:1-11 Danske Bibel 1871/1907 (DA1871)
Der Israel var ung, da havde jeg ham kær, og fra Ægypten kaldte jeg min Søn. Som de kaldte paa dem, saa gik de bort fra deres Ansigt, og til Baalerne ofre de, og for de udskaarne Billeder gøre de Røgelse. Og jeg, jeg lærte Efraim at gaa, tog dem paa Arm; men de vilde ikke vide, at jeg havde lægt dem. Med Menneskesnore, med Kærligheds Baand drog jeg dem, og jeg var dem som de, der skyde Aaget over deres Kæver op; og jeg rakte ham Føde. Han skal ikke vende tilbage til Ægyptens Land; men Assur, han skal være hans Konge, thi de vægrede sig ved at vende om. Og Sværdet skal hvirvle om i hans Stæder og tilintetgøre hans Portstænger og fortære, og det for deres Raads Skyld. Mit Folk hælder til Frafald fra mig; og kalder man dem opad, saa stræber ingen af dem opad. Dog, hvorledes skal jeg kunne hengive dig, Efraim? og lade dig fare, Israel? hvorledes skal jeg kunne gøre ved dig som ved Adma, behandle dig som Zeboim? mit Hjerte har vendt sig i mig, og min Medlidenhed er i heftig Bevægelse. Jeg vil ikke fuldbyrde min brændende Vrede, jeg vil ikke komme igen og ødelægge Efraim; thi jeg er Gud og ikke et Menneske, den Hellige midt iblandt dig, og jeg vil ikke komme med glødende Harme. Efter Herren skulle de vandre, som en Løve skal han brøle; thi han skal brøle, og Børn skulle komme skælvende fra Havet af. De skulle komme skælvende som en Fugl fra Ægypten og som en Due fra Assurs Land; og jeg vil lade dem bo i deres Huse, siger Herren.
Hoseasʼ Bog 11:1-11 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)
Da Israel var barn, elskede jeg ham. Jeg kaldte min søn ud af Egypten. Men jo mere der derefter blev kaldt på dem, jo længere gik de væk fra mig. De ofrede til Baʼal og brændte røgelse for afguderne. Jeg lærte Israel at gå og tog ham op i mine arme. Men han forstod ikke, at det var mig, som hjalp ham. Jeg styrede ham med min kærligheds tømme. Jeg tog bidslet ud af munden på ham. Jeg bøjede mig ned for at give ham mad. Mit folk bliver ikke sendt tilbage til Egypten, men de bliver underlagt Assyriens konge, for de ville ikke vende om til mig. Krigen vil hærge i deres byer og gøre ende på deres hovmod. Det er ude med dem på grund af deres ondskab. Mit folk hænger fast i deres frafald. Selvom de råber til himlen om hjælp, nytter det intet. Efraim, er jeg nødt til at opgive dig? Israel, er jeg nødt til at give slip på dig? Er jeg nødt til at ødelægge dig som Adma og Sebojim? Jeg kan ikke holde det ud! Jeg er fuld af medynk! Jeg kan ikke give min vrede frit løb og helt udslette Israel! For jeg er Gud og ikke et menneske. Jeg er den Hellige, der bor midt iblandt jer, og jeg kan ikke handle i tankeløs vrede. Når jeg engang brøler som en løve, vil mit folk følge mig. Når jeg kalder på mine børn, vil de komme løbende i ærefrygt fra vest, som i fugleflugt vil de komme fra Egypten, som duer skal de vende hjem fra Assyrien. Ja, jeg vil føre dem tilbage til deres hjemland. Jeg, Herren, har talt.”