Hebræerbrevet 6:9-20
Hebræerbrevet 6:9-20 Danske Bibel 1871/1907 (DA1871)
Dog, i Henseende til eder, I elskede! ere vi overbeviste om det bedre og det, som bringer Frelse, selv om vi tale saaledes. Thi Gud er ikke uretfærdig, saa at han skulde glemme eders Gerning og den Kærlighed, som I have udvist imod hans Navn, idet I have tjent og tjene de hellige. Men vi ønske, at enhver af eder maa udvise den samme Iver efter den fulde Vished i Haabet indtil Enden, for at I ikke skulle blive sløve, men efterfølge dem, som ved Tro og Taalmodighed arve Forjættelserne. Thi da Gud gav Abraham Forjættelsen, svor han ved sig selv, fordi han ingen større havde at sværge ved, og sagde: „Sandelig, jeg vil rigeligt velsigne dig og rigeligt mangfoldiggøre dig.“ Og saaledes opnaaede han Forjættelsen ved at vente taalmodigt. Mennesker sværge jo ved en større, og Eden er dem en Ende paa al Modsigelse til Stadfæstelse. Derfor, da Gud ydermere vilde vise Forjættelsens Arvinger sit Raads Uforanderlighed, føjede han en Ed dertil, for at vi ved to uforanderlige Ting, i hvilke det var umuligt, at Gud kunde lyve, skulde have en kraftig Opmuntring, vi, som ere flyede hen for at holde fast ved det Haab, som ligger foran os, hvilket vi have som et Sjælens Anker, der er sikkert og fast og gaar ind inden for Forhænget, hvor Jesus som Forløber gik ind for os, idet han efter Melkisedeks Vis blev Ypperstepræst til evig Tid.
Hebræerbrevet 6:9-20 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)
Selvom jeg skriver sådan, kære venner, er jeg overbevist om, at det står bedre til med jer, og at I er på frelsens vej. Gud er ikke uretfærdig. Han vil huske jeres arbejde og den kærlighed til ham, som I har vist ved, at I har hjulpet og stadig hjælper jeres medkristne. Vi ønsker inderligt, at hver eneste af jer lige til det sidste må fortsætte med begejstret at holde fast ved visheden om den herlighed, der venter jer. Så bliver I ikke sløve, men bliver som dem, der ved tro og udholdenhed oplever opfyldelsen af alt, hvad Gud har lovet sine børn. I ved, at da Gud lovede Abraham en søn, svor han ved sit eget navn – han havde jo ikke noget større at sværge ved – og sagde til Abraham, at han ville velsigne ham og gøre hans efterkommere talrige. Og efter at have ventet med stor tålmodighed fik Abraham til sidst løftet opfyldt. Når mennesker sværger på, at de vil gøre et eller andet, sværger de i Guds navn og påkalder Guds straf over sig selv, hvis de bryder deres løfte. At sværge på den måde gør al diskussion overflødig. Således garanterede Gud også sit løfte ved at sværge på det, for han ønskede at slå det helt fast over for dem, som løftet gælder, at det er et urokkeligt løfte. Der er altså to ting, som slår fast, at løftet vil blive opfyldt: For det første, at det var Gud, der lovede det, og for det andet, at han garanterede løftet ved at sværge på det. Og Gud kan ikke lyve. Det hjælper os, som har søgt tilflugt hos ham, til at holde fast ved visheden om den lovede frelse. Visheden om frelse er som et anker for sjælen, et anker, der når helt ind i Guds nærvær, bag forhænget ind til det inderste rum i den himmelske helligdom, hvor det er gjort urokkeligt fast. Jesus gik jo forud for os ind i Guds nærvær for dér at tjene som vores evige ypperstepræst efter Melkizedeks forbillede.
