Hebræerbrevet 3:1-19
Hebræerbrevet 3:1-19 Danske Bibel 1871/1907 (DA1871)
Derfor, hellige Brødre, delagtige i en himmelsk Kaldelse! ser hen til vor Bekendelses Udsending og Ypperstepræst, Jesus, der var tro imod den, som beskikkede ham, ligesom ogsaa Moses var det i hele hans Hus. Thi han er kendt værdig til større Herlighed end Moses, i samme Maal som den, der har indrettet et Hus, har større Ære end Huset selv. Thi hvert Hus indrettes af nogen; men den, som har indrettet alt, er Gud. Og Moses var vel tro i hele hans Hus, som en Tjener, til Vidnesbyrd om, hvad der skulde tales; men Kristus er det som en Søn over hans Hus; og hans Hus ere vi, saafremt vi fastholde Haabets Frimodighed og Ros urokket indtil Enden. Derfor, som den Helligaand siger: „I Dag, naar I høre hans Røst, da forhærder ikke eders Hjerter, som det skete i Forbitrelsen , paa Fristelsens Dag i Ørkenen, hvor eders Fædre fristede mig ved at sætte mig paa Prøve, og de saa dog mine Gerninger i fyrretyve Aar. Derfor harmedes jeg paa denne Slægt og sagde: De fare altid vild i Hjertet; men de kendte ikke mine Veje, saa jeg svor i min Vrede: Sandelig, de skulle ikke gaa ind til min Hvile“ — saa ser til, Brødre! at der ikke nogen Sinde i nogen af eder skal findes et ondt, vantro Hjerte, saa at han falder fra den levende Gud. Men formaner hverandre hver Dag, saa længe det hedder „i Dag“, for at ikke nogen af eder skal forhærdes ved Syndens Bedrag. Thi vi ere blevne delagtige i Kristus, saafremt vi fastholde vor første Fortrøstning urokket indtil Enden. Naar der siges: „I Dag, naar I høre hans Røst, da forhærder ikke eders Hjerter som i Forbitrelsen“: hvem vare da vel de, som hørte og dog voldte Forbitrelse? Mon ikke alle, som gik ud af Ægypten ved Moses? Men paa hvem harmedes han i fyrretyve Aar? Mon ikke paa dem, som syndede, hvis døde Kroppe faldt i Ørkenen? Og over for hvem tilsvor han, at de ikke skulde gaa ind til hans Hvile, uden dem, som vare blevne genstridige? Og vi se, at de ikke kunde gaa ind paa Grund af Vantro.
Hebræerbrevet 3:1-19 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)
Kære venner, I, som har modtaget det himmelske kald, tænk på, hvordan Jesus som apostel og ypperstepræst for vores tro var trofast over for Gud, som gav ham den opgave. Moses var også trofast over for Gud i den opgave, han fik som leder i Guds husholdning. Men ligesom en mand, der bygger et hus, får større ære end selve huset, sådan er Jesu tjeneste langt mere betydningsfuld end Mosesʼ tjeneste. Ligesom ethvert hus har en bygherre, sådan er det Gud, der er den store Bygherre bag alle ting. Moses var Guds tjener, men Kristus er Guds egen Søn. Mosesʼ tjeneste peger profetisk hen på det, der senere skulle ske, og han var trofast i det lederansvar han fik for det Guds folk, han selv var en del af. Men Jesus har som Guds Søn lederansvaret for et nyt Guds folk, og vi tilhører det folk – hvis vi da holder fast ved den frimodighed og glæde, vi oplevede, dengang vi fik vished om at få det evige liv. Hør derfor efter, hvad Helligånden siger: „Gid I ville lytte til, hvad han siger i dag: Lad være med at lukke af for mit ord, som da jeres forfædre gjorde oprør og satte sig op imod mig i ørkenen. De provokerede mig ved at sætte mig på prøve, selv om de havde set mine undere i 40 år. Derfor blev jeg vred på dem og sagde: ‚De går altid deres egne veje i stedet for at følge mine.’ Så svor jeg i min vrede: ‚De skal ikke få lov at opleve min hvile.’ ” Pas derfor på, kære venner, at ingen af jer gemmer på ondskab og vantro i jeres hjerter, så I glider væk fra den levende Gud. I stedet bør I hver dag opmuntre hinanden, så længe verden står, så ingen af jer på grund af syndens snedige forførelse lukker af over for Gud. For hvis vi indtil det sidste holder fast ved den overbevisning, vi havde i begyndelsen, skal vi få del i alt det, som tilhører Kristus. Da synden er så snedig, må I ikke glemme advarslen fra før: „Gid I ville lytte til, hvad han siger i dag: Lad være med at lukke af for mit ord som dengang under oprøret.” Hvem var det, som hørte, hvad Gud sagde, og dog gjorde oprør mod ham? Det var alle dem, der forlod Egypten med Moses som anfører. Og hvem var det, Gud var vred på i 40 år? Det var alle dem, som havde gjort oprør og derfor måtte dø i ørkenen. Hvem var det, Gud talte om, da han svor, at de ikke fik lov at opleve hvilen i det land, han havde lovet dem? Det var alle dem, der var ulydige. Og hvorfor kom de ikke ind i det land, hvor Gud havde lovet at give dem hvile? Fordi de ikke havde tillid til ham.