1. Mosebog 39:1-23
1. Mosebog 39:1-23 Danske Bibel 1871/1907 (DA1871)
Og Josef var ført ned til Ægypten, og Potifar, Faraos Hofsinde, Øverste for Livvagten, en ægyptisk Mand, købte ham af Ismaeliterne, som havde ført ham did ned. Og Herren var med Josef, at han blev en lykkelig Mand, og han var i sin Herres, den Ægypters Hus. Og hans Herre saa, at Herren var med ham; thi alt det, han gjorde, lod Herren lykkes ved hans Haand. Og Josef fandt Naade for hans Øjne og tjente ham, og han satte ham over sit Hus, og alt det, han havde, gav han i hans Haand. Og det skete, fra den Tid han havde sat ham over sit Hus og over alt, hvad han havde, da velsignede Herren Ægypterens Hus for Josefs Skyld; og der var Herrens Velsignelse i alt det, han havde i Huset og paa Marken. Og han overlod alting, som han havde, i Josefs Haand, og saa ikke til med ham i noget uden den Mad, som han selv aad. Og Josef var smuk af Skikkelse og smuk af Udseende. Og det hændte sig derefter, at hans Herres Hustru kastede sine Øjne paa Josef og sagde: Lig hos mig! Men han vægrede sig og sagde til sin Herres Hustru: Se, min Herre ser ikke til med mig i noget af, hvad der er i Huset, og alt, hvad han har, har han givet i min Haand. Han selv er ikke større i dette Hus end jeg, og han formener intet for mig uden dig, fordi du er hans Hustru; og hvorledes skal jeg gøre denne store Ondskab og synde imod Gud. Og det skete, som hun talede til Josef Dag efter Dag, adlød han hende dog ikke med at ligge hos hende eller at være med hende. Og det hændte sig en Dag, der han kom i Huset at gøre sin Gerning, og der var ingen af Husets Mænd der i Huset, da tog hun ham fat ved hans Klædebon og sagde: Lig hos mig; men han efterlod sit Klædebon i hendes Haand og flyede og gik udenfor. Og det skete, som hun saa, at han efterlod sit Klædebon i hendes Haand og flyede udenfor, da kaldte hun ad sine Husfolk og sagde til dem, sigende: Ser, han har ført os en hebraisk Mand paa, at drive Spot med os; han kom ind til mig at ligge hos mig, men jeg kaldte med høj Røst. Og det skete, der han hørte, at jeg opløftede min Røst og kaldte, da efterlod han sit Klædebon hos mig og flyede og gik udenfor. Og hun lod hans Klædebon ligge hos sig, indtil hans Herre kom hjem. Og hun talte til ham lige de samme Ord og sagde: Den hebraiske Tjener, som du har ført os paa, kom til mig at drive Spot med mig. Og det skete, der jeg opløftede min Røst og kaldte, da efterlod han sit Klædebon hos mig og flyede udenfor. Og det skete, der hans Herre hørte sin Hustrus Ord, som hun talede til ham, sigende: Paa den Maade har din Tjener gjort imod mig, da blev han meget vred. Da tog Josefs Herre ham og kastede ham i Fængslets Hus, et Sted, hvor Kongens Fanger holdtes bundne, og han var der i Fængslets Hus. Men Herren var med Josef og bøjede Miskundhed til ham og gav ham Naade hos Fængselhusets Forstander, at Fængselhusets Forstander gav alle Fanger, som vare i Fængslets Hus, i Josefs Haand; og alt det, som skulde gøres der, det gjorde denne. Forstanderen for Fængselhuset gav ikke Agt paa nogen Ting, som var i hans Haand, fordi Herren var med ham, og det, som han gjorde, gav Herren Lykke til.
1. Mosebog 39:1-23 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)
Efter at Josef var bragt til Egypten af ishmaelitterne, blev han som nævnt købt af Potifar, der var chef for egypterkongens livvagt. Herren velsignede Josef og hans arbejde i hans egyptiske herres hus. Alting lykkedes for ham. Selv Potifar indså, at Josef var under Herrens særlige velsignelse, da alting åbenbart lykkedes for ham. Derfor valgte Potifar hurtigt Josef som sin personlige tjener, lod ham bestyre hele sin ejendom og gav ham ansvaret for alle sine forretningsforetagender. Straks begyndte Herren for Josefs skyld at velsigne Potifar og alt, hvad han ejede, både hans landbrug og hans husholdning. Til sidst overlod Potifar hele ansvaret for sin ejendom til Josef og bekymrede sig ikke om noget som helst – udover den mad, han spiste. Josef var velbygget og så godt ud, og det varede ikke længe, før hans herres kone sendte ham lange blikke. En dag sagde hun: „Kom og gå i seng med mig!” Men Josef afviste hendes tilnærmelser. „Min herre har fuld tillid til mig og har givet mig ansvar for alt, hvad han ejer, og samme autoritet, som han selv har,” sagde han til hende. „Jeg har adgang til alt, hvad han har – bortset fra dig, for du er hans kone. Hvordan skulle jeg da kunne gøre noget så usselt? Det ville være en stor synd mod Gud!” Dag efter dag blev hun ved med at friste ham, men han nægtede at gå i seng med hende og i det hele taget at have noget med hende at gøre. Men en dag, da han som sædvanlig kom ind i huset for at arbejde, og der ingen andre tjenestefolk var i nærheden, greb hun fat i hans kappe. „Kom i seng med mig!” beordrede hun. Men Josef rev sig løs og flygtede ud af huset, og hun stod tilbage med hans kappe i hånden. Da hun så, at hun havde hans kappe, fik hun en idé: Hun begyndte at skrige! Og tjenestefolkene kom straks løbende for at se, hvad der var på færde. „Har min mand bragt den elendige hebræer hertil for at vanære mig?” hulkede hun. „Han forsøgte at voldtage mig – men da jeg begyndte at skrige, flygtede han. Se, her er hans kappe!” Hun beholdt kappen, og da hendes mand om aftenen kom hjem, fortalte hun ham samme historie. „Den hebræiske slave, som du har bragt hertil, trængte ind til mig og forsøgte at voldtage mig! Men jeg skreg, og han flygtede så hurtigt, at han ikke nåede at få sin kappe med.” Da Potifar hørte, hvad hun fortalte, blev han rasende. Han arresterede Josef og kastede ham i det fængsel, hvor kongens fanger sad. Men også der var Herren med Josef, så han hurtigt blev ven med fængselsinspektøren. Inden længe fik han ansvaret for de andre fanger og for alle aktiviteterne i fængslet. Fængselsinspektøren havde ikke længere noget at bekymre sig om, for Josef tog sig af det hele. Herren var med Josef, og alting lykkedes for ham.