Ezras Bog 6:13-22

Ezras Bog 6:13-22 Danske Bibel 1871/1907 (DA1871)

Thatnaj, Landshøvding paa hin Side Floden, Sthar-Bosnaj og deres Selskab, gjorde derpaa uopholdelig derefter, fordi Kong Darius havde sendt Bud. Og Jødernes Ældste byggede, og det lykkedes for dem efter Profeten Haggajs og Sakarias's, Iddos Søns, Profeti; og de byggede og fuldførte det efter Israels Guds Befaling og efter Kyrus's og Darius's og Artakserkses's, Kongen af Persiens, Befaling. Og det Hus blev fuldt færdigt til den tredje Dag i Adar Maaned, i Kong Darius's Regerings sjette Aar. Og Israels Børn, Præsterne og Leviterne og de andre af de Folk, som havde været bortførte, holdt dette Guds Hus's Indvielse med Glæde. Og de ofrede til dette Guds Hus's Indvielse hundrede Øksne, to Hundrede Vædre, fire Hundrede Lam og tolv Gedebukke til Syndoffer for hele Israel, efter Israels Stammers Tal. Og de beskikkede Præsterne i deres Afdelinger og Leviterne i deres Skifter til Gudstjenesten i Jerusalem, som skrevet er i Mose Bog. Og de Folk, som havde været bortførte, holdt Paaske paa den fjortende Dag i den første Maaned. Thi Præsterne og Leviterne havde renset sig som een Mand, de vare alle rene, og de slagtede Paaskelam for alle de Folk, som havde været bortførte, og for deres Brødre, Præsterne, og for sig selv. Saa aade Israels Børn, de, der vare komne tilbage af dem, som havde været bortførte, samt alle de, som havde sluttet sig til dem og forladt Hedningernes Urenhed, i Landet for at søge Herren Israels Gud. Og de holdt de usyrede Brøds Højtid i syv Dage med Glæde; thi Herren havde glædet dem og vendt Assyriens Konges Hjerte til dem for at styrke deres Hænder til Arbejdet paa Guds, Israels Guds, Hus.

Ezras Bog 6:13-22 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

Guvernør Tattenaj, Shetar-Bozenaj og de øvrige embedsmænd var nødt til at tage kong Dareiosʼ befaling til efterretning og adlyde hvert et ord. Det betød, at de judæiske ledere kunne fortsætte arbejdet, og de fattede nyt mod gennem profeterne Haggajs og Zakariasʼ profetiske ord. Tempelbyggeriet blev efter Guds vilje fuldført, sådan som det var blevet befalet af perserkongerne Kyros, Dareios og Artaxerxes. Den tredje dag i adar måned i kong Dareiosʼ sjette regeringsår stod templet færdigt. Under stor jubel blev templet derefter indviet af præsterne, levitterne og alle dem, som var vendt tilbage fra eksilet. Ved indvielsen blev der ofret 100 unge tyre, 200 væddere og 400 lam foruden 12 gedebukke som forsoningsoffer for Israels 12 stammer. Derpå blev præsterne og levitterne inddelt i skiftehold og sat til at varetage tempeltjenesten for Herren i Jerusalem i overensstemmelse med instrukserne i Toraen. De hjemvendte judæere fejrede påsken den fjortende dag i den første måned. Præsterne og levitterne havde alle gennemgået renselsesritualet, så de var ceremonielt rene. De udvalgte præster slagtede nu påskelammene for alle de hjemvendte og for sig selv og de øvrige præster. De hjemvendte judæere fejrede påsken sammen med de andre i landet, som havde vendt sig fra afguderne for at søge Herren, Israels Gud, og de fejrede de usyrnede brøds fest i syv dage med stor glæde, fordi Herren havde ladet perserkongen vise forståelse for dem og støtte arbejdet på templet, Israels Guds hus.