Ezekiels Bog 36:16-38

Ezekiels Bog 36:16-38 Danske Bibel 1871/1907 (DA1871)

Og Herrens Ord kom til mig saaledes: Du Menneskesøn! Israels Hus boede i deres Land, og de besmittede det ved deres Vej og ved deres Gerninger; som Urenheds Besmittelse var deres Vej for mit Ansigt. Og jeg udøste min Vrede over dem for det Blods Skyld, som de havde udøst i Landet, og fordi de havde besmittet det ved deres Afguder. Og jeg adspredte dem iblandt Hedningerne, og de bleve udstrøede i Landene; jeg dømte dem efter deres Vej og efter deres Gerninger. Og der de vare komne til Hedningerne, hvorhen de kom, da vanhelligede de mit hellige Navn, at man sagde om dem: Disse ere Herrens Folk, og de ere uddragne af hans Land. Men det gjorde mig ondt for mit hellige Navns Skyld, hvilket Israels Hus vanhelligede iblandt Hedningerne, hvor de kom hen. Derfor sig til Israels Hus: Saa siger den Herre, Herre: Jeg gør det ikke for eders Skyld, Israels Hus! men for mit hellige Navns Skyld, hvilket I have vanhelliget iblandt Hedningerne, hvor I kom hen. Og jeg vil helliggøre mit store Navn, som er vanhelliget iblandt Hedningerne, hvilket I have vanhelliget midt iblandt dem; og Hedningerne skulle fornemme, at jeg er Herren, siger den Herre, Herre, naar jeg helliggør mig paa eder for deres Øjne. Og jeg vil tage eder fra Hedningerne og samle eder ud fra alle Landene og lade eder komme til eders Land. Og jeg vil stænke rent Vand over eder, og I skulle blive rene; fra alle eders Urenheder og fra alle eders Afguder vil jeg rense eder. Og jeg vil give eder et nyt Hjerte og give en ny Aand inden i eder, og jeg vil borttage Stenhjertet af eders Kød og give eder et Kødhjerte. Og jeg vil sende min Aand inden i eder og gøre, at I skulle vandre efter mine Skikke og holde mine Bud og gøre efter dem. Og I skulle bo i Landet, som jeg har givet eders Fædre, og I skulle være mit Folk, og jeg vil være eders Gud. Og jeg vil holde eder fri fra alle eders Urenheder, og jeg vil kalde paa Kornet og gøre det mangfoldigt og ikke sende Hunger over eder. Og jeg vil gøre Frugten paa Træerne og Grøden paa Marken mangfoldig, paa det I ikke ydermere skulle tage imod Forhaanelse for Hungers Skyld iblandt Hedningerne. Da skulle I komme eders onde Veje i Hu og eders Idrætter, som ikke vare gode, og I skulle væmmes over eder selv for eders Misgerninger og for eders Vederstyggeligheder. At jeg ikke gør dette for eders Skyld, siger den Herre, Herre, det være eder kundgjort; blues og skammer eder over eders Veje, I af Israels Hus! Saa siger den Herre, Herre: Paa den Dag jeg renser eder fra alle eders Misgerninger, da vil jeg lade Stæderne blive beboede og de øde Steder blive bebyggede. Og Landet, som var lagt øde, skal dyrkes, i Stedet for at det laa øde for hvers Øjne, som gik igennem det. Og man skal sige: Dette Land, som var ødelagt, er blevet som Edens Have, og de øde og de ødelagte og de nedbrudte Stæder ere blevne befæstede og beboede. Og Hedningerne, som blive tilovers trindt omkring eder, skulle fornemme, at jeg Herren, jeg har bygget det nedbrudte, beplantet det ødelagte, jeg Herren, jeg har talt og gjort det. Saa siger den Herre, Herre: Jeg vil endnu i dette Stykke lade mig søges af Israels Hus, at jeg gør dette ved dem: Jeg vil gøre dem mangfoldige med Mennesker, som var det en Faarehjord. Som en hellig Hjord, som en Hjord i Jerusalem paa dens Højtider, saaledes skulle de øde Stæder blive fulde af Menneskehjorde, og de skulle fornemme, at jeg er Herren.

Ezekiels Bog 36:16-38 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

Herren sagde til mig: „Du menneske, dengang Israels folk endnu boede i deres eget land, gjorde de det urent ved deres onde handlinger. Rituelt set var deres opførsel lige så uren som menstruationsblod. De forurenede landet med mord og modbydeligt afguderi i en sådan grad, at jeg måtte straffe dem hårdt. Jeg sendte dem i eksil i fjerne lande som straf for deres ondskab og afgudsdyrkelse. Efter at jeg havde sendt dem i landflygtighed, vanærede andre folkeslag mit rygte ved at sige: ‚Israel kalder sig Guds folk, men deres Gud kunne ikke redde dem fra at blive sendt i eksil.’ Men jeg vil ikke have mit gode navn og rygte spoleret rundt omkring i verden. Sig derfor til Israels folk: Hør, hvad jeres Gud siger: Jeg vil føre jer hjem igen, ikke fordi I fortjener det, men for mit eget hellige navns skyld, som har fået et dårligt ry over hele verden på grund af jer. Jeg vil genoprette mit gode navn og rygte, og når folkeslagene ser min magt udfolde sig, vil de erkende, at jeg er Israels Gud. Jeg vil samle jer sammen fra alle de forskellige lande og føre jer tilbage til Israels land, og jeg vil rense jer for jeres afgudsdyrkelse og rituelle urenhed ved at stænke vand på jer. Jeg vil forandre jer indefra ved at give jer et helt nyt hjerte, der længes efter at gøre det rigtige, og en ny ånd i jeres indre, så I lærer at tænke på en helt ny måde. Jeg vil tage jeres gamle og stædige stenhjerte ud og give jer et nyt og lydigt hjerte. Jeg vil give jer min Ånd, så I adlyder mine love og gør, hvad jeg befaler jer. Da skal I bo i det land, jeg gav jeres forfædre. I skal være mit folk, og jeg vil være jeres Gud. Jeg vil rense jer for jeres synd og sørge for, at høsten ikke slår fejl, og at der ikke mere kommer hungersnød i landet. Jeres frugtplantager og kornmarker skal give en rigelig høst, og aldrig mere skal nabofolkene se ned på jer på grund af hungersnød. Da vil I skamme jer, når I tænker tilbage på jeres dårlige opførsel og onde handlinger. Husk, at det ikke er for jeres skyld, at jeg griber ind, det er for mit eget omdømmes skyld. Åh Israel, mit folk, hvor burde I dog skamme jer over al den ondskab, I har begået, siger Herren, jeres Gud. Når jeg har renset jer for jeres synd, vil jeg føre jer hjem til Israel og genopbygge landets ruinbyer. Jorden skal igen opdyrkes, efter at den i mange år har ligget brak. Når jeg fører jer hjem, vil folkeslagene udbryde: ‚Se! Dette gudsforladte land er blevet frugtbart som Edens have. De ødelagte byer, der længe lå som forladte ruiner, er nu genopbygget, befæstet og beboet.’ Så vil de nationer, som endnu er tilbage, erkende, at det er mig, Herren, som står bag genopbygningen af ruinerne og tilplantningen af det hærgede land. Det er et løfte fra mig, Herren, og det vil ske, som jeg har sagt. Herren siger: Jeg vil høre Israels folks bønner og gøre dem så talrige som fåreflokkene, der strømmer gennem Jerusalems gader ved højtiderne. Så talrige vil jeg lade dem blive i byerne, som før lå i ruiner. Når det sker, skal alle indse, at jeg er Israels Gud.”

YouVersion bruger cookies til at personliggøre din oplevelse. Når du bruger vores hjemmeside, accepterer du vores brug af cookies som beskrevet i vores privatlivspolitik