Ezekiels Bog 28:1-26
Ezekiels Bog 28:1-26 Danske Bibel 1871/1907 (DA1871)
Og Herrens Ord kom til mig saalunde: Du Menneskesøn! sig til Tyrus's Fyrste: Saa siger den Herre, Herre: Fordi dit Hjerte ophøjede sig, og du sagde: Jeg er en Gud, jeg sidder paa Guds Sæde midt i Havet, medens du er et Menneske og ikke Gud og dog agtede dit Hjerte som Guds Hjerte; — se, du er visere end Daniel; intet lønligt er skjult for dig; du har forhvervet dig Formue ved din Visdom og ved din Forstand og bragt Guld og Sølv i dine Skatkamre; du har formeret din Formue ved din megen Visdom i dit Købmandsskab, og dit Hjerte har ophøjet sig for din Formues Skyld: — Derfor, saa siger den Herre, Herre: Efterdi du agtede dit Hjerte som Guds Hjerte, se, derfor vil jeg lade fremmede, de forfærdelige iblandt Folkene, komme over dig, og de skulle uddrage deres Sværd imod din Visdoms skønne Værk og vanhellige din Herlighed. De skulle kaste dig ned i Hulen, og du skal dø, som de gennemstungne dø midt i Havet. Mon du vel kan sige over for den, som ihjelslaar dig: Jeg er en Gud? medens du dog er et Menneske og ikke en Gud i hans Haand, som ihjelslaar dig. Du skal dø, som de uomskaarne dø, ved fremmedes Haand; thi jeg har talt det, siger den Herre, Herre. Og Herrens Ord kom til mig saaledes: Du Menneskesøn! opløft et Klagemaal over Kongen af Tyrus, og sig til ham: Saa siger den Herre, Herre: Du, som paatrykker den afpassede Ordning Seglet, du, som er fuld af Visdom og fuldkommen i Skønhed, du var i Eden, i Guds Have, alle Haande kostbare Stene bedækkede dig: Karneol, Topas og Demant, Krysolith, Onyks og Jaspis, Safir, Karbunkel og Smaragd og Guld; dine Trommer og dine Piber vare til Tjeneste hos dig, de vare beredte paa den Dag, du blev skabt. Du var en salvet Kerub, som skærmede; og jeg havde sat dig dertil, du var paa Guds hellige Bjerg, du vandrede midt imellem gloende Stene. Du var fuldkommen i dine Veje fra den Dag af, du blev skabt, indtil Uretfærdighed blev funden i dig. Formedelst din store Handel fyldtes dit Indre af Uret, og du syndede; derfor fjernede jeg dig som vanhelliget fra Guds Bjerg og lod dig omkomme, du skærmende Kerub, at du ikke forblev imellem de gloende Stene. Dit Hjerte ophøjede sig for din Skønheds Skyld, du ødelagde din Visdom tillige med din Herlighed! jeg henkastede dig paa Jorden, gav dig hen for Kongers Ansigt, at de skulle se paa dig. Ved dine Misgerningers Mangfoldighed under din uretfærdige Handel vanhelligede du dine Helligdomme, og jeg lod en Ild gaa ud fra din Midte, den fortærede dig, og jeg gjorde dig til Aske paa Jorden for alles Øjne, som se dig. Alle som dig kendte iblandt Folkene, forfærdes over dig; du er bleven til Gru og skal i Evighed ikke være mere. Og Herrens Ord kom til mig saaledes: Du Menneskesøn! vend dit Ansigt imod Zidon, og spaa imod den, og sig: Saa siger den Herre, Herre: Se, jeg kommer imod dig, Zidon! og jeg vil herliggøre mig i din Midte; og de skulle fornemme, at jeg er Herren, naar jeg holder Ret over den og helliggør mig ved den. Og jeg vil sende Pest i den og Blod paa dens Gader, og der skal falde ihjelslagne i dens Midte for Sværdet, som skal komme over den trindt omkring fra; og de skulle fornemme, at jeg er Herren. Og for Israels Hus skal der ikke ydermere være en Torn, som stikker, eller en Tidsel, som smerter, af alle dem, som ere trindt omkring dem, som haane dem, og de skulle fornemme, at jeg er den Herre, Herre. Saa siger den Herre, Herre: Naar jeg samler Israels Hus hjem fra Folkene, iblandt hvilke de ere adspredte, da vil jeg helliggøre mig ved dem for Hedningernes Øjne, og de skulle bo i deres Land, som jeg har givet min Tjener Jakob. Og de skulle bo tryggelig derudi og bygge Huse og plante Vingaarde, ja, bo tryggelig; naar jeg holder Ret over alle dem, som haanede dem trindt omkring dem; og de skulle fornemme, at jeg Herren er deres Gud.
Ezekiels Bog 28:1-26 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)
Herren sagde til mig: „Du menneske, sig til fyrsten over Tyrus: Du er så stolt og hovmodig, at du tror, du selv er en gud. Du sidder på din høje trone, hersker over havet og praler. Men du er kun et menneske, der bilder sig ind at være en gud. Du tror, du er klogere end Daniel og kender alle hemmeligheder. Du brugte din visdom og forstand til at samle mængder af guld og sølv. Dit handelstalent gjorde dig rig, men din rigdom gjorde dig hovmodig. Derfor siger Herren, Israels Gud: Fordi du tror, at du selv er en gud, sender jeg en grusom fjendehær, der gør ende på din rigdom og pragt. Til dødsriget sender de dig ned, du bliver dræbt og kastet i havet. Vil du mon fortsat hævde, du er en gud, når fjenderne er ved at slå dig ihjel? I hænderne på dem er du ingen gud, men kun et almindeligt menneske. Du skal dø som en hund for de fremmedes hånd. Jeg, Herren, Israels Gud, har talt.” Endvidere sagde Herren til mig: „Du menneske, istem en klagesang over Tyrusʼ fyrste og sig til ham: Engang var du fuldkommen, smuk og fuld af visdom. Du levede som i Paradis, smykket med utallige juveler: rubin, topas og diamant, krysolit, onyks og jaspis, safir, granat og smaragd. Alle juveler var indsat i guld, de lå klar til dig ved din fødsel. Jeg satte dig som en kerub, der skulle vogte og beskytte det hellige Guds bjerg, Du vandrede blandt funklende ædelsten. Der var intet at udsætte på dig fra den dag, du blev født, indtil din ondskab blev afsløret. Din store rigdom gjorde dig korrupt, så vold og synd fyldte dit hjerte. Da jog jeg dig bort fra mit hellige bjerg og de funklende ædelsten, du skulle beskytte. Jeg slog dig ned, du vældige kerub. Din skønhed gjorde dig stolt, din rigdom spændte ben for din visdom. Derfor kastede jeg dig til jorden som en advarsel for andre fyrster. Din uhæderlige handel afsporede din gudsdyrkelse. Derfor lod jeg ild bryde frem og fortære dig, så du blev til aske på jorden for alles øjne. Alle var skrækslagne over din skæbne. Du blev et skræmmende eksempel ved din totale og endelige udslettelse.” Herren sagde til mig: „Du menneske, vend dig mod Sidon og profetér over byen. Sig til den: Sidon, jeg er din fjende, og jeg vil demonstrere min magt på dig. Alle skal få at se, at jeg er den sande Gud, når jeg åbenbarer min hellighed på dig ved at straffe dig for dine synder. Jeg sender epidemier og krig, så blodet flyder i gaderne. Fjenden angriber fra alle sider og slår folk ned til højre og venstre. Da vil du indse, at jeg er Israels Gud. Israels nabofolk skal ikke længere stikke mit folk som tidsler og torne. Alle I, som nu håner mit folk, skal få at se, at jeg er Israels Gud. Hør, hvad Herren siger: Når jeg samler Israels folk fra de folkeslag, de er spredt iblandt, og fører dem tilbage til deres eget land, det land, jeg gav min tjener Jakob, da vil alle folk indse, at jeg er en enestående og mægtig Gud. Derefter skal mit folk bo trygt i deres land, bygge huse og plante vingårde, mens jeg straffer alle dem, som behandlede dem med foragt. Da vil de indse, at jeg er Herren, deres Gud.”