Ezekiels Bog 23:22-35

Ezekiels Bog 23:22-35 Danske Bibel 1871/1907 (DA1871)

Derfor, Oholiba! saa siger den Herre, Herre: Se, jeg vil opvække dine Bolere imod dig, dem, fra hvilke din Sjæl har vendt sig bort, og lade dem komme over dig trindt omkring fra: Babels Børn og alle Kaldæer, Pekod og Skoa og Koa , alle Assurs Børn med dem, yndige unge Karle, Fyrster og Befalingsmænd alle sammen, Høvedsmænd og ansete Mænd, som alle sammen ride paa Heste. Og de skulle komme imod dig med Rustvogne, Vogne og Hjul og med en Skare af Folk med store Skjolde og smaa Skjolde og Hjelme; de skulle lejre sig imod dig trindt omkring; og jeg vil overgive dem Dommen, og de skulle dømme dig efter deres Ret. Og jeg vil rette min Nidkærhed imod dig, at de skulle handle med dig i Grumhed, de skulle borttage din Næse og dine Øren, og hvad der bliver tilovers af dig, skal falde for Sværdet; de skulle tage dine Sønner og dine Døtre, og hvad der bliver tilovers af dig, skal fortæres med Ild. Og de skulle trække dine Klæder af dig og tage din Prydelses Tøj. Saa vil jeg bringe din Skændsel til at høre op hos dig og din Bolen fra Ægyptens Land, og du skal ikke opløfte dine Øjne til dem og ikke ydermere komme Ægypten i Hu. Thi saa siger den Herre, Herre: Se, jeg giver dig i deres Haand, som du hader, i deres Haand, som din Sjæl har vendt sig fra. Og de skulle handle med dig i Had og tage alt dit Erhverv og forlade dig nøgen og bar; og din bolerske Blusel og din Skændsel og din Bolen skal blive aabenbar. Dette skal gøres imod dig, fordi du ved din Bolen er gaaet efter Hedningerne, fordi du besmittede dig ved deres Afguder. Du har gaaet paa din Søsters Vej, og jeg vil give hendes Bæger i din Haand. Saa siger den Herre, Herre: Du skal drikke af din Søsters Bæger, som er dybt og vidt; det skal blive til Latter og til Spot, da det holder meget i sig. Du skal fyldes af Beruselse og Bedrøvelse; Forskrækkelses og Ødelæggelses Bæger er din Søsters, Samarias, Bæger. Og du skal drikke og udsuge det, og sønderbryde Skaarene deraf og afrive dine Bryster; thi jeg har talt det, siger den Herre, Herre. Derfor, saa siger den Herre, Herre: Fordi du glemte mig og kastede mig bag din Ryg, saa bær du nu ogsaa din Skændsel og din Bolen.

Ezekiels Bog 23:22-35 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

Men hør nu Herren, din Guds, ord, Oholiba: Alle dine elskere, som du vendte dig fra i afsky, hidser jeg op imod dig. Babylonierne kommer imod dig sammen med alle kaldæerne fra Pekod, Shoa og Koa. Også assyrerne sender jeg mod dig, alle de flotte officerer og stormænd, klædt i purpur og ridende på prægtige heste. Fra nord kommer stridsvogne og forsyningsvogne rumlende imod dig, og deres fodfolk kommer vrimlende fra alle kanter, bevæbnet til tænderne. Fjenden omringer dig fra alle sider, og jeg overlader det til dem at udføre straffen over dig. I jalousi vil jeg hævne mig på dig. Jeg lader dem skære næsen og ørerne af dig og bortføre dine børn som slaver. De, der overlever, vil falde for sværdet eller brændes i ilden. De vil flå tøjet af dig og rive dine juveler til sig. Sådan vil jeg gøre en ende på dine uhæmmede lidenskaber, den skamløse livsstil du tog med dig fra Egypten. Du skal ikke mere tilbede falske guder eller tænke på Egypten. Jeg giver dig i dine fjenders vold, dem du afskyr og har taget afstand fra. I deres raseri vil de frarøve dig alt, hvad du har, og slænge dig bort, nøgen og forladt, så din skandaløse livsstil afsløres. Al den elendighed er du selv skyld i, fordi du dyrkede fremmede folkeslags guder og gjorde dig selv uren ved at tilbede deres afgudsbilleder. Du fulgte i din søsters fodspor, og derfor skal du få en straf, der svarer til hendes. Det er en hård straf, og du bliver genstand for alverdens hån. Du må tømme straffens fyldte bæger til bunds. Du vil blive fuldstændig omtåget og stønne af gru og rædsel. Men du skal tømme det til sidste dråbe og derefter smadre det i tusind stykker og rive dig selv til blods i fortvivlelse. Jeg, Herren, din Gud, har talt. Fordi du glemte mig og vendte mig ryggen, må du tage konsekvensen af din forfærdelige utroskab.”