Ezekiels Bog 17:1-24

Ezekiels Bog 17:1-24 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

Herren sagde til mig: „Du menneske, fortæl følgende gåde til Israels folk. Du skal sige til dem: Hør Herrens ord: En stor ørn med et vældigt vingefang og mange farver i sin fjerdragt kom til Libanon. Den plukkede det øverste skud fra det højeste cedertræ og bragte det til den travle by i den store handelsnation. Derefter tog ørnen et af landets egne frø og plantede det i frugtbar jord, hvor der var rigeligt med vand. Frøet spirede og voksede til en forgrenet, lavstammet vinstok med mange sideskud og blade. Grenene voksede op mod ørnen, og rødderne strakte sig hen imod den. Men så kom der en anden stor ørn med vældigt vingefang og flot fjerdragt, og vinstokken strakte nu både rødder og grene imod den nye ørn, for den ville gerne have endnu mere vand. Men den var allerede plantet i god jord og havde rigeligt med vand, så den kunne skyde grene, sætte frugt og blive en frodig vinstok. Nu spørger Herren, deres Gud: Vil det lykkes? Mon ikke snarere dens rødder bliver rykket op? Mon ikke frugten tørrer ind, og de friske skud visner? Der skal ikke megen styrke til at rykke den op med rode. Vinstokken fik en lovende start, men mon den vil overleve? Vil den ikke visne, hvor den står, når østenvinden blæser imod den?” Derefter sagde Herren til mig: „Sig til mit oprørske folk: Forstår I, hvad gåden betyder? Lad mig forklare den: Nebukadnezar kom til Jerusalem og førte kongen og de øverste ledere i eksil i Babylon. Derefter indsatte han et medlem af den kongelige familie som konge og aftalte med ham, at han skulle være underlagt Babylons herredømme. Resten af Israels ledere tog han med til Babylon, så landet ikke skulle komme til kræfter og gøre oprør, men overholde fredsaftalen og have et vist selvstyre. Men den nye konge brød sit løfte om troskab og gjorde oprør imod Nebukadnezar. Han sendte bud til Egypten og bad om soldater og stridsvogne. Men vil hans planer lykkes? Mon han slipper godt fra at bryde sit troskabsløfte? Nej, så sandt jeg lever, siger Herren, Israels Gud: Han kommer til at dø i Babylon, for han brød fredsaftalen og gjorde oprør mod den, der havde indsat ham som konge. Farao og hele hans mægtige hær kan ikke redde ham, når Nebukadnezar vender tilbage og belejrer Jerusalem og slår en masse mennesker ihjel. Zidkija brød sin ed og løftet om troskab, og det slipper han ikke godt fra. Så sandt jeg lever, siger Herren, skal han bøde for at have brudt den højtidelige ed, han aflagde i mit navn. Jeg kaster mit net over ham, så han bliver fanget i fælden, og derefter fører jeg ham til Babylon, hvor han vil blive straffet for sit oprør imod mig. Alle hans bedste krigere vil falde i kamp, og de som overlever, bliver spredt for alle vinde. Så vil I forstå, at jeg er jeres Gud, og at jeg har talt.” Herren fortsatte: „Jeg vil tage et skud fra cedertræets øverste top og plante det på toppen af Israels vigtigste bjerg. Det vil vokse op og blive et flot cedertræ, der skyder grene og sætter frø. Alverdens fugle vil komme for at bygge rede i dets skyggefulde grene. Da vil alle skovens træer forstå, at jeg, Herren, skærer de høje, stolte træer ned og giver de lave træer ære og værdighed. De vil forstå, at jeg har magt til at få et grønt træ til at visne og et udtørret træ til at blomstre. Jeg, Herren, har talt, og det vil ske, som jeg har sagt.”

Ezekiels Bog 17:1-24 Danske Bibel 1871/1907 (DA1871)

Og Herrens Ord kom til mig saaledes: Du Menneskesøn! fremsæt en mørk Tale, og fremfør en Lignelse for Israels Hus, og sig: Saa siger den Herre, Herre: En stor Ørn med to store Vinger, med lange Slagfjer, fuld af Fjer med brogede Farver, kom til Libanon og tog Toppen af Cederen; den afbrød den øverste af dens Kviste og førte den til Købmandsland og satte den i Kræmmernes Stad. Og den tog af Landets Sæd en Plante og satte den i en Sædemark, den bragte den hen, hvor der var meget Vand, den satte den som en Pilekvist. Og denne voksede og blev til et sig udbredende Vintræ, lavt af Vækst, for at dets Grene skulde vende sig til den og dets Rødder være under den; og det blev til et Vintræ og fik Kviste og udskød Grene. Og der var en anden stor Ørn med store Vinger og mange Fjer; og se, dette Vintræ bøjede sine Rødder til den og udskød sine Grene til den ud fra det Bed, hvor det var plantet, at den skulde vande det. Det var plantet paa en god Ager ved meget Vand, at det kunde have faaet Grene og baaret Frugt, at det kunde blevet til et herligt Vintræ. Sig: Saa siger den Herre, Herre: Skal det lykkes? skal man ikke oprykke dets Rødder og afslaa dets Frugt, saa at det bliver tørt? Alle dets fremskudte Blade skulle hentørres, og det skal ikke ske ved en stærk Arm eller meget Folk, at man skal bringe det op fra sine Rødder. Og se, det var plantet, men mon det skal lykkes? skal det ikke blive tørt, saa snart Østenvejr rører ved det? det skal visselig blive tørt i det Bed, hvori det voksede. Og Herrens Ord kom til mig saaledes: Sig dog til det genstridige Hus: Vide I ikke, hvad disse Ting betyde? sig: Se, Kongen af Babel kom til Jerusalem og tog dens Konge og dens Fyrster og førte dem til sig til Babel. Og han tog een af den kongelige Sæd og gjorde en Pagt med ham, og han tog ham i Ed; men de vældige i Landet tog han bort, at Riget skulde holde sig nede og ikke hæve sig op, for at det skulde holde hans Pagt, at det maatte bestaa. Men han affaldt fra ham, saa han sendte sine Bud til Ægypten, at de skulde give ham Heste og meget Folk. Mon det skal lykkes? skal den, som gør disse Ting, slippe derfra? han brød Pagten, og han skulde slippe derfra? Saa sandt jeg lever, siger den Herre, Herre, forvist! paa det Sted, hvor den Konge er, som gjorde ham til Konge, hvis Ed han har foragtet, og hvis Pagt han har brudt, hos ham skal han dø midt i Babel. Og Farao skal ikke yde ham Bistand i Krigen, med en stor Hær og med en talrig Skare, naar man opkaster Belejringsvold, og naar man bygger Vagttaarn til at udrydde mange Sjæle. Han foragtede Ed, saa at han brød Pagten; og se, han havde givet sin Haand og har dog gjort alle disse Ting, han skal ikke slippe derfra. Derfor, saa siger den Herre, Herre: Saa sandt jeg lever, forvist! min Ed, som han foragtede, og min Pagt, som han brød, vil jeg lade falde tilbage paa hans Hoved. Og jeg vil udbrede mit Garn over ham, og han skal fanges i mit Net, og jeg vil føre ham til Babel og der gaa i Rette med ham for hans Troløshed, som han har begaaet imod mig. Og alle de, som fly med ham iblandt alle hans Hære, skulle falde for Sværdet og de overblevne adspredes for alle Vinde, og I skulle fornemme, at jeg Herren, jeg har talt. Saa siger den Herre, Herre: Men jeg vil tage af det høje Cedertræs Top og plante; af dets øverste Kviste vil jeg afbryde et spædt Skud og plante det paa et højt og fremragende Bjerg. Paa Israels høje Bjerg vil jeg plante det, og det skal faa Grene og bære Frugt og blive til et herligt Cedertræ; og alle Haande Fugle iblandt alt det bevingede skulle bo under det, de skulle bo under dets Grenes Skygge. Og alle Træer paa Marken skulle fornemme, at jeg, Herren, har fornedret et højt Træ, ophøjet et lavt Træ, gjort et grønt Træ tørt og gjort et tørt Træ grønt; jeg Herren, jeg har talt det og gjort det.