2. Mosebog 33:3-23Del

2. Mosebog 33:3-23 Danske Bibel 1871/1907 (DA1871)

til et Land, som flyder med Mælk og Honning; men jeg vil ikke drage op med dig, thi du er et haardnakket Folk, at jeg ikke skal fortære dig paa Vejen. Der Folket hørte denne svare Tale, da sørgede de, og ingen satte sin Prydelse paa sig. Og Herren sagde til Mose: Sig til Israels Børn: I ere et haardnakket Folk; drog jeg et Øjeblik midt op iblandt dig, saa maatte jeg fortære dig; og læg nu din Prydelse af dig, at jeg kan vide, hvad jeg skal gøre ved dig. Saa aflagde Israels Børn deres Prydelse fra det Bjerg Horeb af. Men Mose tog Teltet og slog sig det ud udenfor Lejren, langt fra Lejren, og kaldte det Forsamlingens Telt; og det skete, at hver som vilde adspørge Herren, maatte gaa ud til Forsamlingens Telt, som var udenfor Lejren. Og det skete, naar Mose gik ud til Teltet, da rejste alt Folket sig, og de stode hver i sit Telts Dør, og de saa efter Mose, indtil han kom til Teltet. Og det skete, naar Mose kom til Teltet, kom Skystøtten ned og stod i Teltets Dør, og han talte med Mose. Og alt Folket saa Skystøtten staa i Teltets Dør, og alt Folket rejste sig, og de bøjede sig, hver i sit Telts Dør. Men Herren talede til Mose, Ansigt til Ansigt, ligesom en Mand taler med sin Næste; og han vendte om til Lejren, men hans Tjener Josva, Nims Søn, den unge Karl, veg ikke fra Teltet. Og Mose sagde til Herren: Se, du siger til mig: Før dette Folk op, og du har ikke ladet mig vide, hvem du vil sende med mig; enddog du har sagt: Jeg kender dig ved Navn, og du har ogsaa fundet Naade for mine Øjne. Og nu, kære, dersom jeg har fundet Naade for dine Øjne, da vis mig, kære, dine Veje, at jeg kan kende dig, paa det jeg maa finde Naade for dine Øjne; og se, dette Folk er dit Folk. Og han sagde: Mit Ansigt skal gaa med, og jeg vil skaffe dig Hvile. Men han sagde til ham: Dersom dit Ansigt ikke gaar med os, da lad os ikke drage op herfra. Og hvorpaa skulde det dog kendes, at jeg har fundet Naade for dine Øjne, jeg og dit Folk? mon ikke derpaa, at du gaar med os? at vi, jeg og dit Folk, udmærkes frem for hvert Folk, som er paa Jorderiges Kreds. Da sagde Herren til Mose: Jeg vil ogsaa gøre dette Ord, som du har talet; thi du har fundet Naade for mine Øjne, og jeg kender dig ved Navn. Men han sagde: Kære, lad mig se din Herlighed! Og han sagde: Jeg vil lade al min Godhed drage forbi for dit Ansigt, og jeg vil ved Navn udraabe: Herren! for dit Ansigt; og jeg vil være den naadig, hvem jeg er naadig, og forbarme mig over den, hvem jeg forbarmer mig over. Og han sagde: Du kan ikke se mit Ansigt; thi Mennesket kan ikke se mig og leve. Og Herren sagde: Se, her er et Sted hos mig, og du skal staa paa Klippen. Og det skal ske, naar min Herlighed gaar forbi, da vil jeg lade dig staa i Kløften paa Klippen, og jeg vil dække med min Haand over dig, indtil jeg er gaaet forbi. Og naar jeg borttager min Haand, da skal du se mig bagfra; men mit Ansigt kan ikke ses.

2. Mosebog 33:1-23 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

Herren sagde til Moses: „Det er tid at drage bort herfra med det folk, som du førte ud af Egypten, og gå videre til det land, jeg lovede at give Abrahams, Isaks og Jakobs efterkommere. Det er et rigt og frugtbart land. Jeg vil sende min engel i forvejen, og han skal bortdrive kanaʼanæerne, amoritterne, hittitterne, perizzitterne, hivvitterne og jebusitterne. Men selv vil jeg ikke tage med jer, for I er et egenrådigt og oprørsk folk, og hvis jeg er midt iblandt jer, kunne jeg komme til at tilintetgøre jer undervejs.” „Sig til israelitterne, at de er et genstridigt og oprørsk folk,” fortsatte Herren. „Hvis jeg skulle rejse sammen med dem bare en dag, ville de blive tilintetgjort. Sig, at de skal tage deres smykker af, mens jeg overvejer, hvad jeg vil gøre ved dem.” Folket sørgede over de hårde ord, og der ved Horebs bjerg tog de deres smykker af. Moses plejede at rejse et mindre telt, som også blev kaldt åbenbaringsteltet, et stykke uden for lejren. Enhver, som ønskede at søge Herrens vilje i en sag, gik ud til det telt. Hver gang Moses gik derud, rejste folket sig og stillede sig i deres teltdøre og holdt øje med ham, indtil han nåede indgangen. Når han så gik ind i åbenbaringsteltet, sænkede skysøjlen sig og stod ved indgangen, mens Herren talte med Moses. Når alt folket så skysøjlen stå ved indgangen til åbenbaringsteltet, stillede de sig ved deres teltdøre og lagde sig på knæ med ansigtet mod jorden i ærefrygt. Inde i teltet talte Herren med Moses ansigt til ansigt, som når to venner taler sammen. Bagefter vendte Moses tilbage til lejren, men Josva, Nuns søn, den unge mand, som var hans hjælper, forlod ikke åbenbaringsteltet. Moses sagde til Herren: „Du har sagt, at jeg skal føre folket af sted, men du har ikke fortalt mig, hvem du vil sende med mig. Du har også sagt, at du accepterer mig, og at du holder af mig. Hvis det virkelig er sandt, så lær mig mere om dig selv, så jeg bedre kan forstå dig og fortsat leve, som du ønsker. Husk på, at det folk, som jeg skal lede, er dit eget folk.” Da sagde Herren: „Jeg vil være med jer og føre jer til det sted, hvor I kan slå jer ned.” „Hvis du ikke var med os, var der ingen grund til at gå et skridt videre!” svarede Moses. „Hvem vil tro, at du har forkærlighed for mig og Israels folk, hvis ikke du går med? Hvad fortrin har vi ellers frem for jordens øvrige folkeslag?” Herren svarede: „Jeg vil gøre, hvad du beder om, for jeg holder af dig, og du er min ven.” Da sagde Moses: „Lad mig få lov at se dig i din herlighed!” Herren svarede: „Jeg vil lade al min herlighed passere forbi dig og samtidig råbe mit navn ‚Jahve’. Jeg viser godhed imod hvem, jeg vil, og jeg viser barmhjertighed mod hvem, jeg vil. Men du kan ikke få mit ansigt at se, for intet menneske kan se mig i min herlighed og overleve. Stil dig ved klippen her udenfor. Når jeg så går forbi i min herlighed, mens du står i klippespalten, vil jeg dække dig med min hånd, indtil jeg har passeret dig. Så vil jeg tage min hånd til side, og du kan se mig bagfra, men mit ansigt får ingen at se.”