2. Mosebog 32:15-35

Del

2. Mosebog 32:15-35 Danske Bibel 1871/1907 (DA1871)

Og Mose vendte sig og gik ned ad Bjerget og havde to Vidnesbyrdets Tavler i sin Haand, Tavler beskrevne paa begge Sider, de vare skrevne baade paa den ene og den anden Side. Og Tavlerne vare Guds Arbejde; og Skriften var Guds Skrift, indgravet i Tavlerne. Der Josva I hørte Lyden af Folket, som raabte, da sagde han til Mose: Der er en Krigslyd i Lejren. Men denne sagde: Det er ikke en Lyd af dem, som raabe, naar de sejre, og ikke en Lyd af dem, som raabe, naar de tabe; men jeg hører en Lyd af Sang. Og det skete, der han kom nær til Lejren og saa Kalven og Dansen, da optændtes Mose Vrede, og han kastede Tavlerne af sine Hænder og sønderbrød dem neden for Bjerget. Og han tog Kalven, som de havde gjort, og opbrændte den med Ild og malede den til Støv og strøede det oven paa Vandet og gav Israels Børn det at drikke. Og Mose sagde til Aron: Hvad har dette Folk gjort dig, at du har ført en saa stor Synd over det? Og Aron svarede: Min Herres Vrede forhaste sig ikke; du kender Folket, at det ligger i det onde. Og de sagde til mig: Gør os Guder, som kunne gaa foran os; thi denne Mose, Manden, som førte os op af Ægyptens Land, vide vi ikke, hvad der er vederfaret. Da sagde jeg til dem: Hvo som har Guld, de maa rive det af, og de gave mig det; og jeg kastede det i Ilden, saa kom denne Kalv ud. Der Mose saa Folket, at det var tøjleløst, — thi Aron havde givet det Tøjlen til en Spot for deres Modstandere, — da stillede Mose sig i Lejrens Port og sagde: Hvo der hører Herren til, han komme til mig; da forsamlede alle Levi Børn sig til ham. Og han sagde til dem: Saa siger Herren, Israels Gud: Hver binde sit Sværd ved sin Side; gaar frem og tilbage, fra den ene Port i Lejren til den anden, og ihjelslaar hver sin Broder og hver sin Ven og hver sin Næste. Og Levi Børn gjorde, som Mose havde sagt, og der faldt af Folket paa den samme Dag henved tre Tusinde Mænd. Og Mose sagde: Fylder eders Haand i Dag for Herren, at enhver er imod sin Søn og imod sin Broder, og det for at bringe Velsignelse over eder i Dag. Og det skete den anden Dag, da sagde Mose til Folket: I have syndet en stor Synd, dog nu vil jeg opstige til Herren, om jeg maaske kan gøre Forligelse for eders Synd. Der Mose kom igen til Herren, sagde han: Ak! dette Folk har syndet en stor Synd, og de have gjort sig Guder af Guld. Og nu, gid du vilde forlade dem deres Synd; men hvis ikke, da udslet mig nu af din Bog, som du har skrevet! Og Herren sagde til Mose: Hver den som synder imod mig, den vil jeg udslette af min Bog. Og nu gaa, før Folket didhen, som jeg sagde dig: Se, min Engel skal gaa for dit Ansigt; men paa min Hjemsøgelses Dag vil jeg hjemsøge deres Synd over dem. Og Herren slog Folket, fordi de havde gjort Kalven, som Aron havde gjort.

2. Mosebog 32:15-35 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

Så vendte Moses sig og gik ned ad bjerget med de to stentavler, hvor pagtens bud var indskrevet på begge sider. Tavlerne var Guds værk, og skriften var Guds egen skrift. Da Moses og Josva var kommet et godt stykke ned af bjerget, kunne de høre råben og skrigen nede fra lejren. Forundret udbrød Josva: „Det lyder, som om der er krig i lejren!” Men Moses svarede: „Nej, det er hverken sejrsråb eller klageskrig over et nederlag. De synger lystige viser!” Da de var kommet endnu tættere på, og Moses så, hvordan folk dansede om tyrekalven, blev han så overvældet af vrede, at han slyngede stentavlerne mod jorden, så de knustes ved foden af bjerget. Så tog han den tyrekalv, de havde lavet, og brændte den. Da metallet var afkølet, knuste han det til støv og smed det ud i bækken, som folket fik deres drikkevand fra. Så vendte han sig mod Aron og sagde: „Hvad har folket gjort dig, siden du har ført dem ud i så stor en synd?” „Bliv ikke vred, Moses!” svarede Aron. „Du ved selv, hvordan folket griber enhver anledning til at gøre oprør. De sagde til mig: ‚Moses førte os ud af Egypten, men nu er han åbenbart forsvundet. Kom og lav en gud til os, som kan føre os videre frem på vejen!’ ‚Godt,’ svarede jeg, ‚så bring mig jeres guldsmykker!’ Det gjorde de, og jeg kastede smykkerne ind i ilden, og så kom der en guldkalv ud af det!” Da Moses så, at Aron fuldstændig havde mistet kontrollen over folket, og at deres fjender ville ryste på hovedet af dem, hvis de så det, stillede han sig ved indgangen til lejren og råbte: „Alle dem af jer, som er på Herrens side, kom her over til mig!” Og alle levitterne kom over til ham. Da sagde han til dem: „Herren, Israels Gud, siger: Tag jeres sværd og gå igennem lejren og dræb jeres landsmænd, som har gjort oprør.” Det gjorde de, og den dag døde der omkring 3000 mand. Moses sagde derefter til levitterne: „I dag har I indviet jer til tjeneste for Herren, fordi I adlød ham, også selv om det betød, at I måtte slå nogle af jeres egne brødre og sønner ihjel. Derfor skal I opleve stor velsignelse.” Næste dag sagde Moses til folket: „I har begået en frygtelig synd, men jeg vil gå tilbage til Herren på bjerget. Måske jeg kan opnå tilgivelse for jeres synd.” Så gik Moses tilbage til Herren og sagde: „Ak, Herre! Israels folk har begået en stor synd ved at lave sig en afgud af guld. Men vil du ikke nok alligevel tilgive dem deres store synd? Hvis ikke du vil, så slet mit navn fra den bog, du fører!” „Den, som har syndet imod mig, vil jeg slette af min bog,” svarede Herren. „Men gå du nu tilbage til folket og før dem til det sted, jeg har befalet. Min engel skal gå foran dig. Men når tiden er inde, vil jeg straffe folket for dets synd.” Og Herren sendte en plage over folket, fordi det havde fået Aron til at lave en tyrekalv.