2. Mosebog 31:12-17
2. Mosebog 31:12-17 Danske Bibel 1871/1907 (DA1871)
Og Herren talede til Mose og sagde: Og du, tal til Israels Børn og sig: I skulle visselig holde mine Sabbater; thi det er et Tegn imellem mig og imellem eder hos eders Efterkommere, at I skulle vide, at jeg er Herren, som helliger eder. Derfor skulle I holde Sabbaten, thi den skal være eder hellig; den der vanhelliger den, skal visselig dødes; thi hver som gør Arbejde paa den, den Sjæl skal udryddes af sit Folks Midte. Seks Dage skal al Gerning gøres, men paa den syvende Dag er Sabbatshvile, en Hellighed for Herren; hver den, som gør Arbejde paa Sabbatsdagen, skal visselig dødes. Derfor skulle Israels Børn tage Vare paa Sabbaten, saa at de holde Sabbaten, hos deres Efterkommere til en evig Pagt. Den er et evigt Tegn imellem mig og imellem Israels Børn; thi i seks Dage gjorde Herren Himmelen og Jorden, og paa den syvende Dag hvilede han og vederkvægede sig.
2. Mosebog 31:12-17 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)
Herren sagde endvidere til Moses: „Sig til Israels folk: I skal være omhyggelige med at overholde sabbatten. Den er et pagtstegn mellem jer og jeres Gud fra slægt til slægt, for at I skal huske, at jeg er Herren, og at I tilhører mig. Lad jeres eget arbejde hvile på sabbatsdagen, for det skal være en særlig dag for jer. Den der vanhelliger sabbatten, skal dø. Den, der gør sit eget arbejde på sabbatten, skal fjernes fra mit folk. I seks dage kan I arbejde, men den syvende dag skal være en total hviledag, indviet til mig. Den, som arbejder på den dag, skal dø. Israels folk skal fra slægt til slægt holde fri på sabbatsdagen. Det skal for altid være et tegn på min pagt med israelitterne. For på seks dage fuldendte jeg arbejdet med at skabe himlen og jorden. Men på den syvende dag hvilede jeg mig efter det fuldførte værk.”