2. Mosebog 30:17-38
2. Mosebog 30:17-38 Danske Bibel 1871/1907 (DA1871)
Og Herren talede til Mose og sagde: Du skal og gøre en Kedel af Kobber og dens Fod af Kobber, at man kan to sig; og du skal sætte den imellem Forsamlingens Paulun og imellem Alteret og komme Vand derudi. Og Aron og hans Sønner skulle to deres Hænder og deres Fødder deraf. Naar de gaa ind i Forsamlingens Paulun, skulle de to sig med Vand, at de ikke skulle dø; eller naar de nærme sig til Alteret for at tjene og at antænde Ildoffer for Herren. Og de skulle to deres Hænder og deres Fødder, at de ikke skulle dø; og det skal være dem en evig Skik, ham og hans Sæd, hos deres Efterkommere. Og Herren talede til Mose og sagde: Tag du dig ogsaa de bedste Urter, af den ædleste Myrra fem Hundrede Sekel, og halvt saa meget vellugtende Kanelbark, to Hundrede og halvtredsindstyve Sekel, og vellugtende Kalmus, to Hundrede og halvtredsindstyve Sekel, og Kasia fem Hundrede Sekel, efter Helligdommens Sekel, og een Hin Olivenolie. Og du skal lave det til en hellig Salveolie, en Salveblanding efter Salvekogerens Kunst; det skal være en hellig Salveolie. Og dermed skal du salve Forsamlingens Paulun og Vidnesbyrdets Ark og Bordet med alt dets Redskab og Lysestagen med dens Redskab og Røgelsealteret og Brændofferets Alter med alt dets Redskab og Kedelen med dens Fod. Og du skal hellige dem, at de blive højhellige; hver den som rører ved dem, skal være hellig. Du skal og salve Aron og hans Sønner og hellige dem til at gøre Præstetjeneste for mig. Og du skal tale til Israels Børn og sige: Denne skal være mig den hellige Salvelsesolie hos eders Efterkommere. Den skal ikke udgydes paa andre Menneskers Legeme, og I skulle ikke berede nogen anden efter dens Maade; den er hellig, den skal være eder hellig. Hvo som laver en Salveblanding som den, eller som lader komme deraf paa en uvedkommende, han skal udryddes af sit Folk. Og Herren sagde til Mose: Tag dig vellugtende Urter, Stakten og Onyks og Galbane, disse vellugtende Urter og ren Virak; der skal være lige meget af hvert. Og du skal lave en Røgelse deraf, en Blanding efter Kunstens Regler; den skal være saltet, ren og hellig. Og du skal støde noget deraf smaat og lægge deraf foran Vidnesbyrdet i Forsamlingens Paulun, hvor jeg vil tale med dig; det skal være eder højhelligt. Og I skulle ikke gøre eder Røgelse, som du kunde gøre efter dennes Maade; det skal være dig helligt for Herren. Hvo som gør en lignende for at røge dermed, han skal udryddes af sit Folk.
2. Mosebog 30:17-38 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)
Herren fortsatte sin tale til Moses: „Lav et bronzefad med tilhørende stativ af bronze. Placer fadet mellem åbenbaringsteltet og brændofferalteret og fyld vand i det. Der skal Aron og hans sønner vaske deres hænder og fødder, før de går ind i åbenbaringsteltet, og før de ofrer brændofre til Herren. De skal altid vaske sig inden, og hvis ikke de gør det, skal de dø. Det er en vedvarende ordning, der skal gælde fra slægt til slægt for præsterne, der nedstammer fra Aron.” Derpå sagde Herren til Moses: „Du skal samle de mest udsøgte aromatiske stoffer: seks kilo flydende myrra, tre kilo vellugtende kanel, tre kilo citrongræs, seks kilo kassia (alt sammen afvejet efter officiel tempelvægt) samt fire liter olivenolie. Deraf skal du lave den aromatiske salveolie til brug i helligdommen. Med den skal du salve åbenbaringsteltet, pagtens ark, bordet og alle genstandene på det, lysestagen og de redskaber, der hører til betjeningen af lamperne, røgelsesalteret, brændofferalteret og alle de redskaber, der bruges ved ofringerne, samt bronzefadet og stativet. Derved bliver alle tingene indviet til Herren, og kun de indviede personer må røre ved dem. Også Aron og hans sønner skal salves med den særlige olie og på den måde indvies til præstetjenesten. Salveolien er særlig indviet og skal bruges fra slægt til slægt. Den må kun bruges af præsterne, og I må ikke fremstille salveolie efter samme opskrift til privat brug. Olien er særlig indviet. Hvis nogen tilbereder en lignende olie eller bruger en sådan olie på personer, der ikke er præsteviet, skal han udstødes af samfundet.” Så sagde Herren til Moses: „Tag lige dele af aromatiske ekstrakter fra myrra, mollusk, gummiharpiks og virak, og lav en krydret røgelse efter røgelsesblandernes metode, saltet og indviet til helligt brug. Noget af røgelsen skal du støde til fint pulver og lægge det foran arken i åbenbaringsteltet, dér, hvor jeg vil vise mig for dig. Denne røgelse er højhellig. Lav aldrig en lignende røgelse efter samme opskrift til eget brug, for denne røgelse er udelukkende til brug for Herren. Hvis nogen laver en sådan røgelse for selv at nyde duften af den, skal han udstødes af samfundet.”