2. Mosebog 20:1-23

2. Mosebog 20:1-23 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

Derefter gav Gud sit folk følgende budskab: „Jeg er Herren, jeres Gud, som reddede jer fra slaveriet i Egypten. Du må ikke tilbede andre end mig. Du må ikke lave afgudsbilleder af nogen art ud fra det, du ser i himmelrummet, på jorden eller i vandet under jorden. Du må ikke bøje dig for et afgudsbillede eller tilbede det, for jeg er Herren, din Gud, og jeg vil ikke dele din hengivenhed med nogen anden gud. Hvis nogen tager afstand fra mig, har det konsekvenser indtil tredje eller fjerde slægtled. Men jeg er også den, der er trofast gennem tusind generationer. Jeg gør godt mod dem, der elsker mig og holder mine befalinger. Du må ikke misbruge Herren, din Guds, navn. Jeg straffer den, der viser foragt for mig. Husk på sabbatsdagen og hold den adskilt fra andre dage. Du har seks dage om ugen til at udføre dit arbejde og dine daglige gøremål, men den syvende dag er en hviledag, som er indviet til Herren, din Gud. Den dag må du ikke udføre nogen form for arbejde. Det gælder også dine sønner, dine døtre, dine slaver, dine husdyr og eventuelle fremmede, som bor hos dig. Jeg brugte seks dage til at skabe jorden, himlen, havet og alt hvad der findes i dem, men jeg hvilede på den syvende dag. Derfor velsignede jeg hviledagen og gjorde den til en særlig dag. Du skal ære din far og din mor, så du kan få et godt og langt liv i det land, Herren, din Gud, vil give dig. Du må ikke begå drab. Du må ikke bryde ægteskabet. Du må ikke stjæle. Du må ikke anklage nogen på falsk grundlag. Du må ikke begære andre menneskers hus, ægtefælle, slaver, køer, æsler eller andet, der tilhører dem.” Mens folket hørte larmen af tordenen og den frygtindgydende lyd af vædderhornet og så lynglimtene og røgen, der bølgede til vejrs fra bjerget, rystede de af skræk og holdt sig på afstand. Da sagde de til Moses: „Det er bedre, at du fortæller os, hvad Gud siger. Vi skal nok handle derefter! Men lad ikke Gud tale direkte til os mere, for så dør vi!” „I skal ikke være bange,” svarede Moses. „Når Gud kom til jer på denne frygtindgydende måde, var det, for at I skulle se hans vældige magt og lære at have ærefrygt for ham. Det skal hjælpe jer til ikke at synde imod ham.” Mens folket stod på afstand og så til, gik Moses ind i den tykke mørke sky, hvor Gud var. Herren sagde nu til Moses: „Du skal sige til folket: Nu har I selv hørt, at jeg har talt til jer fra himlen. Husk, at I ikke må lave eller tilbede afguder af sølv eller guld.

2. Mosebog 20:1-23 Danske Bibel 1871/1907 (DA1871)

Og Gud talede alle disse Ord og sagde: Jeg er Herren din Gud, som udførte dig af Ægyptens Land, af Trælles Hus. Du skal ikke have andre Guder for mig. Du skal ikke gøre dig udskaaret Billede eller nogen Lignelse efter det, som er i Himmelen oventil, eller det paa Jorden nedentil, eller det, som er i Vandet under Jorden. Du skal ikke tilbede dem og ikke tjene dem; thi jeg, Herren din Gud, er en nidkær Gud, som hjemsøger Fædres Misgerning paa Børn, paa dem i tredje og paa dem i fjerde Led, paa dem, som hade mig; og den, som gør Miskundhed i tusinde Led mod dem, som elske mig, og mod dem, som holde mine Bud. Du skal ikke tage Herren din Guds Navn forfængelig; thi Herren skal ikke lade den være uskyldig, som tager hans Navn forfængelig. Kom Sabbatens Dag ihu, at du holder den hellig. Seks Dage skal du arbejde og gøre al din Gerning. Men den syvende Dag er Sabbat for Herren din Gud; da skal du ingen Gerning gøre, hverken du eller din Søn eller din Datter, din Svend eller din Pige eller dit Dyr eller din fremmede, som er inden dine Porte. Thi i seks Dage gjorde Herren Himmelen og Jorden, Havet og alt det, som er i dem, og hvilede paa den syvende Dag; derfor velsignede Herren Sabbatsdagen og helligede den. Ær din Fader og din Moder, paa det dine Dage kunne forlænges i Landet, som Herren din Gud giver dig. Du skal ikke ihjelslaa. Du skal ikke bedrive Hor. Du skal ikke stjæle. Du skal ikke svare mod din Næste som et falsk Vidne. Du skal ikke begære din Næstes Hus. Du skal ikke begære din Næstes Hustru eller hans Svend eller hans Pige eller hans Okse eller hans Asen eller noget, som hører din Næste til. Og alt Folket saa Tordenen og Blussene og Basunens Lyd og Bjerget ryge; Folket saa det, og de flyede og stode langt borte. Og de sagde til Mose: Tal du med os, og vi ville være lydige; og lad Gud ikke tale med os, at vi ikke dø. Og Mose sagde til Folket: Frygter ikke, thi Gud er kommen for at forsøge eder, og for at hans Frygt skal være over eders Ansigt, at I ikke skulle synde. Og Folket stod langt borte; og Mose gik nær til Mørket, hvor Gud var. Og Herren sagde til Mose: Saa skal du sige til Israels Børn: I have set, at jeg har talet af Himmelen med eder. I skulle ikke gøre noget til at sætte ved Siden af mig; Sølvguder eller Guldguder skulle I ikke gøre eder.