2. Mosebog 15:1-19
2. Mosebog 15:1-19 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)
Da sang Moses og israelitterne denne sang for Herren: Jeg vil synge for Herren, ophøje ham for hans herlige sejr. Han fældede hest og rytter, kastede dem i havets dyb. Herren er min styrke og glæde, han er den, som frelser mig. Han er min Gud, og jeg vil prise ham, mine forfædres Gud, jeg vil ophøje ham. Herren er en vældig kriger, Herren er hans navn. Faraos vogne og hære blev opslugt af havet, hans folk forsvandt i Det Røde Hav. Bølgerne slog hen over dem, de sank som sten i havets dyb. Herre, din højre hånd er stærk, du knuser dine fjender. Med din vældige magt vandt du over dem, som var imod dig. Din vrede flammede op og fortærede dem som halmstrå. Ved dit åndepust hobede vandet sig op, de brusende vande stod faste som en mur. Fjenden tænkte: „Jeg forfølger dem, indhenter dem og udrydder dem. Jeg plyndrer dem og uddeler byttet, jeg stiller min hævntørst på dem. Jeg trækker mit sværd af skeden, med magt vil jeg udrydde dem.” Men du pustede, og havet dækkede dem. De sank som bly i de vældige vande. Hvem er som du blandt guder, Herre? Hvem er som du, enestående og herlig? Dine undere er frygtindgydende, dine mirakler utrolige. Du løftede din hånd, og jorden opslugte vores fjender. Du er en trofast leder for dit frikøbte folk. Du har magt til at føre dem til din hellige bolig. Folkeslagene hører om det og skælver, filistrene overvældes af frygt. Edoms høvdinge forfærdes, Moabs fyrster ryster. Kanaʼans beboere taber modet. Rædsel og angst overvælder dem. De står tavse af frygt med forstenede ansigter, indtil dit folk er gået forbi, Herre, til dit frikøbte folk er nået hjem. Du fører dem og planter dem på dit eget bjerg, det sted, som skal blive din bolig, Herre, den helligdom, du selv vil bygge. Herren er konge, evig og altid! Dengang Faraos stridsvogne og ryttere stormede ud i havet, lod Herren vandet styrte hen over dem. Men israelitterne gik tørskoede over.
2. Mosebog 15:1-19 Danske Bibel 1871/1907 (DA1871)
Da sang Mose og Israels Børn denne Sang for Herren og sagde: Jeg vil synge for Herren; thi han er højt ophøjet; Hesten og den, som red derpaa, har han nedstyrtet i Havet. Herren er min Styrke og Lovsang, og han blev mig til Frelse; denne er min Gud, og jeg vil prise ham, min Faders Gud, og jeg vil ophøje ham. Herren er en Krigsmand, „Herre‟ er hans Navn. Han kastede Faraos Vogne og hans Hær i Havet, og hans udvalgte Høvedsmænd bleve druknede i det røde Hav. Afgrundene skjulte dem; de sank ned i de dybe Vande som en Sten. Herre! din højre Haand har vist sig at være herlig med Styrke; Herre! du knuser Fjenden med din højre Haand. Og du nedstøder dine Modstandere med din store Højhed; du udsender din Vrede, den fortærer dem som Straa. Og ved din Vredes Vejr ophobedes Vandene, Strømmene stode som en Dynge; Bølgerne stivnede midt i Havet. Fjenden sagde: Jeg vil forfølge, gribe, dele Rovet; min Sjæl skal stille sin Lyst paa dem, jeg vil uddrage mit Sværd, min Haand skal udrydde dem. Du blæste med dit Vejr, Havet skjulte dem; de sank som Bly i de mægtige Vande. Hvo er som du iblandt Guderne, Herre? hvo er som du, herlig bevist i Hellighed, forfærdelig at berømme, underfuld i Gerning! Du udrakte din højre Haand, Jorden opslugte dem. Du har ved din Miskundhed ført dette Folk, som du har genløst; du ledsagede dem med din Kraft til din Helligheds Bolig. Folkene hørte det, de bævede; Angest betog dem, som bo i Palæstina. Da forfærdedes Edoms Fyrster, Bæven betog de vældige i Moab, alle Indbyggere i Kanaan bleve mistrøstige. Forfærdelse og Frygt skal falde over dem, ved din Arms Magt skulle de blive tavse som en Sten, indtil dit Folk, Herre! kommer over, til det Folk kommer over, som du har forhvervet. Du skal føre dem ind og plante dem paa din Arvs Bjerg; du har gjort en Bolig, hvori du vil bo, o Herre! en Helligdom, Herre! har dine Hænder beredt. Herren skal regere evindelig og altid. Thi Faraos Heste droge ind med hans Vogne og hans Ryttere i Havet, og Herren lod Havets Vande komme tilbage over dem; men Israels Børn gik paa det tørre midt igennem Havet.