2. Mosebog 15:1-12
2. Mosebog 15:1-12 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)
Da sang Moses og israelitterne denne sang for Herren: Jeg vil synge for Herren, ophøje ham for hans herlige sejr. Han fældede hest og rytter, kastede dem i havets dyb. Herren er min styrke og glæde, han er den, som frelser mig. Han er min Gud, og jeg vil prise ham, mine forfædres Gud, jeg vil ophøje ham. Herren er en vældig kriger, Herren er hans navn. Faraos vogne og hære blev opslugt af havet, hans folk forsvandt i Det Røde Hav. Bølgerne slog hen over dem, de sank som sten i havets dyb. Herre, din højre hånd er stærk, du knuser dine fjender. Med din vældige magt vandt du over dem, som var imod dig. Din vrede flammede op og fortærede dem som halmstrå. Ved dit åndepust hobede vandet sig op, de brusende vande stod faste som en mur. Fjenden tænkte: „Jeg forfølger dem, indhenter dem og udrydder dem. Jeg plyndrer dem og uddeler byttet, jeg stiller min hævntørst på dem. Jeg trækker mit sværd af skeden, med magt vil jeg udrydde dem.” Men du pustede, og havet dækkede dem. De sank som bly i de vældige vande. Hvem er som du blandt guder, Herre? Hvem er som du, enestående og herlig? Dine undere er frygtindgydende, dine mirakler utrolige. Du løftede din hånd, og jorden opslugte vores fjender.
2. Mosebog 15:1-12 Danske Bibel 1871/1907 (DA1871)
Da sang Mose og Israels Børn denne Sang for Herren og sagde: Jeg vil synge for Herren; thi han er højt ophøjet; Hesten og den, som red derpaa, har han nedstyrtet i Havet. Herren er min Styrke og Lovsang, og han blev mig til Frelse; denne er min Gud, og jeg vil prise ham, min Faders Gud, og jeg vil ophøje ham. Herren er en Krigsmand, „Herre‟ er hans Navn. Han kastede Faraos Vogne og hans Hær i Havet, og hans udvalgte Høvedsmænd bleve druknede i det røde Hav. Afgrundene skjulte dem; de sank ned i de dybe Vande som en Sten. Herre! din højre Haand har vist sig at være herlig med Styrke; Herre! du knuser Fjenden med din højre Haand. Og du nedstøder dine Modstandere med din store Højhed; du udsender din Vrede, den fortærer dem som Straa. Og ved din Vredes Vejr ophobedes Vandene, Strømmene stode som en Dynge; Bølgerne stivnede midt i Havet. Fjenden sagde: Jeg vil forfølge, gribe, dele Rovet; min Sjæl skal stille sin Lyst paa dem, jeg vil uddrage mit Sværd, min Haand skal udrydde dem. Du blæste med dit Vejr, Havet skjulte dem; de sank som Bly i de mægtige Vande. Hvo er som du iblandt Guderne, Herre? hvo er som du, herlig bevist i Hellighed, forfærdelig at berømme, underfuld i Gerning! Du udrakte din højre Haand, Jorden opslugte dem.