2. Mosebog 14:1-30

Del

2. Mosebog 14:1-30 Danske Bibel 1871/1907 (DA1871)

Og Herren talede til Mose og sagde: Tal til Israels Børn, at de drage om og lejre sig for Pi-Hakiroth, imellem Migdol og Havet, tvært over for Baal-Zefon, ret for den skulle I lejre eder ved Havet. Thi Farao skal sige om Israels Børn: De ere farne vild i Landet, Ørken har lukket for dem. Og jeg vil forhærde Faraos Hjerte, at han skal forfølge dem, og jeg vil forherlige mig paa Farao og paa al hans Hær, og Ægypterne skulle fornemme, at jeg er Herren; og de gjorde saa. Og det blev Kongen af Ægypten tilkendegivet, at Folket flyede; da omvendtes Faraos og hans Tjeneres Hjerte imod Folket, og de sagde: Hvi gjorde vi dette, at vi lode Israel fare, at de ikke skulde tjene os? Saa lod han spænde for sin Vogn og tog sit Folk med sig. Og han tog seks Hundrede udvalgte Vogne og alle Vogne i Ægypten og Høvedsmændene over dem alle. Thi Herren forhærdede Ægyptens Konge Faraos Hjerte, saa at han forfulgte Israels Børn; men Israels Børn vare uddragne ved en høj Haand. Saa forfulgte Ægypterne dem og naaede dem, da de havde lejret sig ved Havet, alle Faraos Vognheste og hans Ryttere og hans Hær, ved Pi-Hakiroth, tvært over for Baal-Zefon. Og Farao nærmede sig; og Israels Børn opløftede deres Øjne, og se, Ægypterne droge efter dem; da frygtede de saare, og Israels Børn raabte til Herren. Og de sagde til Mose: Mon der ikke var Grave i Ægypten, siden du tog os ud til at dø i Ørken? hvi gjorde du os dette, at du førte os ud af Ægypten? Er det ej det Ord, som vi talede til dig i Ægypten, sigende: Lad af fra os, vi ville tjene Ægypterne; thi det er os bedre at tjene Ægypterne end at dø i Ørken. Da sagde Mose til Folket: Frygter ikke, bliver staaende og ser Herrens Frelse, som han skal vise eder i Dag; thi disse Ægyptere, som I se i Dag, dem skulle I ikke i al Evighed se mere herefter. Herren skal stride for eder, og I, I skulle tie. Og Herren sagde til Mose: Hvi vil du raabe til mig? sig til Israels Børn, at de skulle drage frem; og opløft du din Stav og udræk din Haand over Havet og skil det ad, og Israels Børn skulle gaa midt igennem Havet paa det tørre. Og jeg, se, jeg vil forhærde Ægypternes Hjerte, at de skulle forfølge eder; saa vil jeg forherlige mig paa Farao og paa al hans Hær, paa hans Vogne og paa hans Ryttere. Og Ægypterne skulle fornemme, at jeg er Herren, naar jeg har forherliget mig paa Farao, paa hans Vogne og paa hans Ryttere. Da drog den Guds Engel, som gik foran Israels Hær, af Sted og drog bag dem; og Skystøtten drog fra deres Ansigt og stod bag dem. Og den kom imellem Ægypternes Hær og imellem Israels Hær, og den var Sky og Mørke [for hine], men oplyste Natten [for disse]; og den ene kom ikke til den anden den ganske Nat. Og Mose udstrakte sin Haand over Havet, og Herren lod Havet fare bort ved et stærkt Østenvejr den ganske Nat og gjorde Havet som det tørre; og Vandene skiltes ad. Og Israels Børn gik midt igennem Havet paa det tørre; og Vandet var dem en Mur paa deres højre og paa deres venstre Side. Og Ægypterne forfulgte dem og droge efter dem, alle Faraos Heste, hans Vogne og hans Ryttere, til midt i Havet. Og det skete, der Morgenvagten kom, da saa Herren i Ildens og Skyens Støtte til Ægypternes Hær og forfærdede Ægypternes Hær. Og han stødte Hjulene af deres Vogne og lod dem rykke frem med Besvær; da sagde Ægypterne: Jeg maa fly for Israel; thi Herren strider for dem imod Ægypterne. Da sagde Herren til Mose: Udræk din Haand over Havet, og Vandene skulle falde tilbage over Ægypterne, over deres Vogne og over deres Ryttere. Saa rakte Mose sin Haand over Havet, og Havet kom igen mod Morgenen i sit sædvanlige Leje, og Ægypterne flyede imod det; saa styrtede Herren Ægypterne midt i Havet. Og Vandet kom igen og skjulte i hele Faraos Hær Vogne og Ryttere, som vare komne efter dem i Havet; der blev end ikke een tilovers af dem. Men Israels Børn vare gangne paa det tørre midt igennem Havet, og Vandet havde været dem en Mur paa deres højre og paa deres venstre Side. Saa frelste Herren Israel den samme Dag af Ægypternes Haand, og Israel saa Ægypterne ligge døde ved Havets Bred.

2. Mosebog 14:1-30 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

Derefter sagde Herren til Moses: „Sig til Israels folk, at de skal dreje fra vejen og gå imod Pi-ha-Hirot mellem Migdol og havet. I skal slå lejr langs kysten, over for Baʼal-Zefon, så vil Farao nemlig tro, at I er faret vild og lukket inde i ørkenen. Og så vil jeg endnu en gang gøre Farao stædig, så han sætter efter jer. Sådan vil jeg få ære og herlighed på bekostning af Farao og hele hans hær, og egypterne vil indse, at jeg er Herren, jeres Gud.” Så slog israelitterne lejr, hvor Herren havde sagt. Da Egyptens konge fik at vide, at israelitterne ikke var kommet tilbage til den fastsatte tid, holdt han rådslagning med sine embedsmænd. De fortrød nu, at de havde ladet alle deres slaver rejse bort. Så lod Farao sin stridsvogn gøre klar og satte efter dem i spidsen for et elitekorps på 600 udsøgte stridsvogne. Alle Egyptens øvrige stridsvogne fulgte efter, bemandet med erfarne vognkæmpere. Herren havde gjort Farao så stædig, at han nu satte efter israelitterne, der var taget af sted i triumf. Hele Faraos hær med stridsvogne, ryttere og fodfolk deltog i forfølgelsen, og de indhentede Israels folk, hvor de havde slået lejr ved havet nær Pi-ha-Hirot over for Baʼal-Zefon. Da nu Farao og hans hær kom nærmere, fik Israels folk øje på dem langt borte. De blev skrækslagne og råbte til Herren om hjælp. Så vendte de sig imod Moses og sagde: „Har du ført os her ud i ørkenen, for at vi skal dø? Var der ikke gravpladser nok i Egypten? Hvorfor fik du os i det hele taget til at forlade Egypten? Sagde vi ikke til dig dengang, at du skulle lade os være i fred? Hellere være slaver for egypterne end blive slagtet ned her i ørkenen!” Men Moses svarede folket: „I skal ikke være bange! Bare bliv stående, hvor I står, for nu skal I få at se, hvordan Herren vil frelse jer. De egyptere, I ser komme imod os i dag, vil I aldrig komme til at se mere! Herren selv vil tage kampen op for jer. I skal bare tie stille!” Derpå sagde Herren til Moses: „Der er ikke tid til mere snak. Sig til israelitterne, at de skal bryde op. Løft din stav og ræk den ud over havet, så der bliver en vej midt igennem. Så kan alle israelitterne gå tørskoet igennem havet og over på den anden side. Jeg vil gøre egypterne stædige, så de dumdristigt følger efter jer ud i havet. Sådan vil jeg få ære og herlighed på bekostning af Farao og hans hær, alle hans stridsvogne og ryttere. Når jeg har gjort det af med Farao og hele hans hær, vil egypterne indse, at jeg er Herren, jeres Gud!” Herrens engel, som indtil da havde gået foran israelitterne for at vise vej, gik nu om bag dem. Også skysøjlen flyttede sig fra pladsen foran dem og stillede sig bag ved dem, så den stod mellem israelitterne og egypterne. Om natten var der således lyst på israelitternes side og bælgmørkt på den egyptiske side. På den måde kom de ikke i nærheden af hinanden hele natten. Da Moses rakte sin stav ud over vandet, drev Herren vandet bort. Han lod en voldsom østenvind blæse hele natten, så havet delte sig, og en tør sti kom til syne midt i. Så gik israelitterne gennem havet på den tørre havbund, mens vandet var som en beskyttende mur på begge sider. Men alle Faraos stridsvogne og ryttere fulgte efter dem ud i havet. I den tidlige morgendæmring så Herren fra ild- og skysøjlen ned på egypternes hær og bragte den i uorden. Han fik vognhjulene til at sidde fast, så de havde stort besvær med at komme fremad. Da råbte egypterne: „Lad os se at komme væk! Det er deres gud, Jahve, der kæmper imod os.” Da alle israelitterne var kommet over på den anden side, sagde Herren til Moses: „Ræk din hånd ud over havet igen, så vil vandet vende tilbage og oversvømme de egyptiske vogne og ryttere.” Moses adlød. Da dagen gryede, rakte Moses hånden ud over havet. Vandmasserne drønede tilbage til deres normale leje, og Herren skyllede de skrækslagne egyptere bort med de brusende strømme. Vandet dækkede alle vognene og rytterne – ja, hele Faraos hær. Af alle de egyptere, der havde forfulgt israelitterne ud i havet, var der ikke en eneste, der overlevede. Men israelitterne nåede tørskoede gennem havet, mens vandet stod som en mur på begge sider. Den dag reddede Herren israelitterne fra den egyptiske hær. De stod og betragtede ligene, der blev skyllet op på stranden.