Esters Bog 9:20-28
Esters Bog 9:20-28 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)
Mordokaj sørgede for at skrive disse begivenheder ned, hvorefter han sendte et brev ud til alle jøder i rigets provinser – nær og fjern. I brevet opfordrede han dem til hvert år at fejre den 14. og 15. dag i den 12. måned. Det skulle være dage med fest og glæde til minde om dengang, jøderne fik fred for deres fjender, og deres fortvivlelse blev vendt til glæde. De skulle sende madvarer til hinanden og give gaver til de fattige. Jøderne tog Mordokajs forslag til sig og gjorde denne glædesfest til en fast tradition. Hvert år mindedes de hvordan Haman, alle jøders fjende, havde planlagt at få dem udryddet og fastsat dagen for massakren ved at kaste lod, og hvordan kongen, da han blev klar over det, havde udstedt en skriftlig befaling, som forpurrede Hamans onde planer og ladet ham selv og hans sønner dræbe og hænge op på pæle. På grund af alt det, der skete, og på grund af Mordokajs brev, har jøderne hvert år siden fejret denne fest som kaldes purimfesten efter det persiske ord pur , der betyder lod . Alle jøder i hele riget lovede højtideligt at videreføre traditionen til deres børn og de følgende generationer af jøder. De lovede, at de fremover hvert år ville fejre denne fest på de to fastsatte dage og på den måde, det var beskrevet i brevet. Alle jødiske familier ud over hele det persiske rige skulle fejre dagene hvert år, så mindet om det, der skete, aldrig skulle gå i glemmebogen blandt det jødiske folk.
Esters Bog 9:20-28 Danske Bibel 1871/1907 (DA1871)
Og Mardokaj skrev disse Ting og sendte Breve til alle Jøderne, som vare i alle Kong Ahasverus's Landskaber, dem, som vare nær, og dem, som vare langt borte, om at fastsætte for dem, at de skulde gøre den fjortende Dag i Adar Maaned og den femtende Dag i den, Aar for Aar, som de Dage, paa hvilke Jøderne havde faaet Ro for deres Fjender, og den Maaned, som var bleven vendt for dem fra Bedrøvelse til Glæde og fra Sorg til Lystighedsdag: — At de skulde gøre samme til Gæstebuds- og Glædesdage, og at den ene skulde sende den anden Foræringer og Gaver til de fattige. Og Jøderne vedtoge at gøre det, som de havde begyndt, og som Mardokaj havde skrevet dem til. Thi Haman, Ham-Medathas Søn, Agagiten, alle Jøders Fjende, havde optænkt et Anslag imod Jøderne om at udrydde dem og havde ladet kaste Pur, det er Lod, for at ødelægge og udrydde dem. Og da det var kommet for Kongens Ansigt, havde han ladet sige ved Brevet, at hans onde Anslag, som han havde optænkt imod Jøderne, skulde komme tilbage paa hans Hoved; og de hængte ham og hans Sønner paa Træet. Derfor kaldte man de samme Dage Purim, efter Ordet Pur, for den Sags Skyld, for alle dette Brevs Ord, og hvad de derhos havde set, og hvad der var kommet over dem. Jøderne stadfæstede og vedtoge det for sig og for deres Sæd og for alle dem, som sluttede sig til dem, som noget, ingen maatte overtræde, at de skulde holde disse to Dage efter deres Forskrift og deres bestemte Tid, Aar for Aar; og at de Dage skulde blive ihukommede og holdte af enhver Slægt, al enhver Familie, hvert Landskab og hver Stad; og at disse Purims Dage ikke skulde forsømmes iblandt Jøderne, og deres Ihukommelse ikke ophøre for deres Sæd.