Esters Bog 8:1-17
Esters Bog 8:1-17 Danske Bibel 1871/1907 (DA1871)
Paa den samme Dag gav Kong Ahasverus Dronning Esther Hamans, Jødernes Fjendes, Hus; og Mardokaj kom for Kongens Ansigt, thi Esther havde givet til Kende, hvad han var for hende. Og Kongen tog sin Ring af, som han havde taget fra Haman, og gav Mardokaj den; og Esther satte Mardokaj over Hamans Hus. Og Esther blev ved og talte for Kongens Ansigt og faldt ned for hans Fødder, og hun græd og bad ham om den Naade, at han vilde afværge Hamans, Agagitens, Ondskab og hans Anslag, som han havde optænkt imod Jøderne. Saa udrakte Kongen Guldspiret til Esther, og Esther rejste sig og stod for Kongens Ansigt. Og hun sagde: Dersom det saa synes Kongen godt, og dersom jeg har fundet Naade for hans Ansigt, og den Sag er ret for Kongens Ansigt, og jeg er behagelig for hans Øjne: Saa lad der skrives, for at tilbagekalde Brevene, det Anslag af Agagiten Haman, Ham-Medathas Søn, hvilke han har skrevet om at udrydde Jøderne, som ere i alle Kongens Landskaber; thi hvorledes formaar jeg at se paa det onde, som vil ramme mit Folk? og hvorledes formaar jeg at se paa min Slægts Undergang? Da sagde Kong Ahasverus til Dronning Esther og til Jøden Mardokaj: Se, jeg har givet Esther Hamans Hus, og ham have de hængt paa Træet, fordi han udrakte sin Haand imod Jøderne. Saa skriver nu I om Jøderne, saasom eder godt synes, i Kongens Navn, og forsegler det med Kongens Ring; thi den Skrift, som er skreven i Kongens Navn og er bleven forseglet med Kongens Ring, er ikke til at tilbagekalde. Saa bleve Kongens Skrivere kaldte paa den Tid, i den tredje Maaned, det er Sivan Maaned, paa den tre og tyvende Dag i samme, og der blev skrevet aldeles, som Mardokaj befalede, til Jøderne og til Statholderne og Fyrsterne og de Øverste i Landskaberne fra Indien og indtil Morland, hundrede og syv og tyve Landskaber, hvert Landskab efter dets Skrift og hvert Folk efter dets Tungemaal; og til Jøderne efter deres Skrift og efter deres Tungemaal. Og han skrev i Kong Ahasverus's Navn og forseglede det med Kongens Ring, og sendte Brevene ved Ilbud til Hest, som rede paa Travere, Muler, faldne efter Hingste: At Kongen gav Jøderne, som vare i hver Stad, Lov til at samles og at værge for deres Liv, at ødelægge, at ihjelslaa og at udrydde alt Folkets og Landskabernes Magt, som trængte dem, smaa Børn og Kvinder, og at røve Bytte fra dem, paa een Dag i alle Kong Ahasverus's Landskaber, paa den trettende Dag i den tolvte Maaned, det er Adar Maaned. En Genpart af Brevet var, at en Lov skulde gives i hvert Landskab, at det skal være vitterligt for alle Folk, at Jøderne skulde være rede paa denne Dag at hævne sig paa deres Fjender. Ilbudene, som rede paa Travere, paa Muler, droge ud og hastede og skyndte sig efter Kongens Ord; og den Lov blev given i Borgen Susan. Og Mardokaj gik ud fra Kongens Ansigt i et kongeligt Klædebon, blaat og hvidt, og med en stor Guldkrone og en kostelig Kappe af Linned og Purpur, og Staden Susan jublede og glædede sig. Der var kommet Lys og Glæde for Jøderne og Fryd og Ære. Og i ethvert Landskab og i enhver Stad, til hvilket Sted Kongens Ord og hans Lov ankom, var Glæde og Fryd iblandt Jøderne, Gæstebud og gode Dage; og mange af Folkene i Landet bleve Jøder, thi Frygt for Jøderne var falden paa dem.
Esters Bog 8:1-17 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)
Samme dag beslaglagde kong Xerxes alt, hvad der havde tilhørt jødernes fjende, Haman, og overdrog det hele til dronning Ester. Dernæst blev Mordokaj ført frem for kongen, for Ester havde i mellemtiden fortalt ham, at han var hendes plejefar. Kongen havde taget sin signetring fra Haman og gav den nu til Mordokaj og gjorde ham dermed til premierminister. Ester overlod også til sin plejefar at bestyre al den ejendom, som havde tilhørt Haman. Derpå trådte Ester endnu en gang frem for kongen og faldt grædende ned for hans fødder, mens hun bønfaldt ham om at sætte en stopper for Hamans plan mod jøderne. Igen rakte kongen guldscepteret frem mod Ester, hvorefter hun rejste sig og sagde: „Hvis jeg har fundet nåde for kongens øjne, hvis det behager Dem at opfylde mit ønske, og hvis De synes, det er rigtigt at gøre det, beder jeg kongen om at tilbagekalde Hamans befaling om at udrydde jøderne i riget. Jeg kan ikke bære at se mit folks og min slægts undergang!” Kongen svarede Ester og Mordokaj med følgende ord: „Jeg har gjort, hvad jeg kunne: Jeg har henrettet Haman for hans hadefulde angreb på jøderne, og jeg har overdraget hans ejendom til Ester. Men når en lov først er skrevet og har fået det kongelige stempel, kan den ikke trækkes tilbage. I har imidlertid min tilladelse til at sende en skrivelse ud til rigets jøder, og jeg giver jer fuld frihed til i mit navn at skrive, hvad I vil, og ophøje det til lov ved at forsegle brevet med den kongelige signetring.” Den 23. dag i den tredje måned, den, der hedder sivan, dikterede Mordokaj et brev for kongens sekretærer, som skrev det ned på de mange forskellige sprog, der taltes i de 127 provinser lige fra Indien til Nubien. Brevet var adresseret til guvernørerne og til jøderne ud over hele riget. Mordokaj underskrev brevet med kongens navn og stemplede det med det kongelige segl. Derefter udstyrede han sendebudene med de hurtigste heste fra kongens stalde og sendte dem af sted. I lovskrivelsen stod der, at jøderne rundt omkring i rigets byer havde tilladelse til at forene sig og forsvare sig, ja, de havde lov til at dræbe enhver fjende, som angreb dem eller deres kvinder og børn, og de måtte derefter overtage fjendens ejendele. Loven skulle træde i kraft den 13. dag i den 12. måned, den dag Haman havde fastsat for jødemassakren. Desuden stod der, at skrivelsens indhold skulle ophøjes til lov i samtlige rigets provinser, og at denne lov skulle bekendtgøres for alle, så jøderne kunne forberede sig og ruste sig til dagen. På kongens befaling steg rytterne op på de kongelige heste og galoperede af sted, efter at skrivelsen var blevet bekendtgjort i regeringsbyen Susa. Derefter forlod Mordokaj paladset iført guldkronen og den blåhvide kongelige klædning med den tilhørende purpurrøde linnedkappe og begav sig gennem byen, hvor han blev hyldet af folkemængden. Det var indvarslingen af en ny tid med fred og glæde for jøderne. Og hver gang de kongelige kurerer nåede frem til en ny by, blev der stor begejstring blandt jøderne, som fejrede begivenheden med fest og dans. Mange ikke-jøder sluttede sig endda til jøderne, for de blev fyldt med ærefrygt for dem.