Esters Bog 5:1-14

Esters Bog 5:1-14 Danske Bibel 1871/1907 (DA1871)

Og det skete paa den tredje Dag, da iførte Esther sig kongelige Klæder og stod i Kongens Hus's inderste Forgaard, lige for Kongens Hus, og Kongen sad paa sin kongelige Trone i det kongelige Hus, lige for Døren paa Huset. Og det skete, der Kongen saa Esther, Dronningen, staa i Forgaarden, da fik hun Naade for hans Øjne, og Kongen udrakte Guldspiret, som var i hans Haand, imod Esther; da kom Esther frem og rørte ved Spidsen paa Spiret. Da sagde Kongen til hende: Hvad fattes dig, Dronning Esther, og hvad, er din Begæring? var det indtil Halvdelen af mit Rige, da skulde det gives dig. Og Esther sagde: Dersom det synes Kongen godt, saa komme Kongen og Haman i Dag til det Gæstebud, som jeg har beredet for ham. Og Kongen sagde: Lader Haman skynde sig at gøre efter Esthers Ord; og Kongen og Haman kom til Gæstebudet, som Esther havde beredet. Da sagde Kongen til Esther under Gæstebudet ved Vinen: Hvad er din Bøn? og det skal gives dig; og hvad er din Begæring? var det indtil Halvdelen af Riget, da skal det ske. Da svarede Esther og sagde: Min Bøn og min Begæring er: Dersom jeg har fundet Naade for Kongens Øjne, og dersom det synes Kongen godt at tilstaa mig min Bøn og at opfylde min Begæring, saa komme Kongen og Haman til det Gæstebud, som jeg vil tillave for dem; saa vil jeg gøre i Morgen efter Kongens Ord. Da gik Haman samme Dag ud, glad og ved et godt Mod, men som Haman saa Mardokaj i Kongens Port, at han ikke stod op, ej heller rørte sig for ham, da blev Haman opfyldt med Vrede imod Mardokaj. Men Haman holdt sig, og han kom til sit Hus; og han sendte Bud og lod sine Venner og Seres, sin Hustru, hente. Og Haman fortalte dem om sin Rigdoms Herlighed og om sine mange Sønner og om alt det, hvorved Kongen havde gjort ham stor og havde ophøjet ham over Fyrsterne og Kongens Tjenere. Og Haman sagde: Ogsaa Dronning Esther lod ingen komme med Kongen til det Gæstebud, som hun havde beredet, uden mig; og jeg er ogsaa indbuden af hende til i Morgen med Kongen. Men alt dette er mig ikke nok, al den Tid jeg ser Jøden Mardokaj sidde i Kongens Port. Da sagde Seres, hans Hustru, og alle hans Venner til ham: Lad dem lave et Træ til, halvtredsindstyve Alen højt, og sig i Morgen til Kongen, at man skal hænge Mardokaj derpaa, og gaa saa glad til Gæstebudet med Kongen; og dette Ord syntes Haman vel om, og han lod Træet lave til.

Esters Bog 5:1-14 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

To dage senere iførte Ester sig sin dronningekåbe og gik ind i den inderste gård og stillede sig foran indgangen til tronsalen. Derinde sad kongen på tronen, og han kunne se dem, der opholdt sig udenfor. Da han fik øje på Ester, rakte han guldscepteret frem imod hende, og hun gik frem mod ham og rørte ved spidsen af scepteret. „Hvad har du på hjerte, dronning Ester?” spurgte han. „Fortæl mig, hvad du ønsker. Jeg vil give dig hvad som helst, du beder om – om det så er det halve kongerige!” Ester svarede: „Hvis det behager kongen, vil jeg bede kongen og Haman om i aften at komme til en lille festmiddag, som jeg har forberedt i dag.” Da sagde kongen til sine tjenere: „Skynd jer at få fat i Haman!” Samme aften indfandt kongen og Haman sig til Esters festmiddag. Mens de sad og drak vin, sagde kongen til Ester: „Sig mig nu, hvad det er, du ønsker! Jeg giver dig det, om det så er det halve kongerige!” Hun svarede: „Hvis det behager kongen at opfylde mit ønske, vil jeg bede kongen om at komme igen i morgen aften sammen med Haman til endnu en lille festmiddag, som jeg vil gøre klar til jer. Så skal jeg nok fortælle, hvad jeg har på hjerte.” Haman var glad og fornøjet, da han gik hjem efter den fine middag. Men da han gik ud af paladsets port, fik han øje på Mordokaj, der hverken rejste sig for ham eller viste det mindste tegn på ærbødighed. Det gjorde ham rasende, men han beherskede sig og skyndte sig hjem. Da han var kommet hjem, tilkaldte han sine nærmeste venner og sin kone Zeresh. Med selvtilfreds mine pralede han af sin store rigdom, sine mange sønner og den ære, kongen havde vist ham ved at forfremme ham til den næstøverste i hele perserriget. „Nu skal I høre!” sagde han. „I dag inviterede dronning Ester mig til en privat festmiddag sammen med hende og kongen. Hun havde selv forberedt det hele til os to! Og i morgen har hun inviteret os igen!” Så tilføjede han: „Men jeg kan ikke rigtig glæde mig over det, så længe den ubehøvlede jøde, Mordokaj, sidder i paladsets portrum.” Hans kone og venner kom straks med et godt forslag: „Du skal få lavet en 22,5 meter høj galge, og i morgen kan du så bede kongen om at få Mordokaj hængt i den! Derefter kan intet forstyrre din glæde ved den kongelige festmiddag.” Det forslag syntes Haman godt om, og han sørgede straks for at få galgen rejst.