Esters Bog 4:10-17
Esters Bog 4:10-17 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)
hvorefter hun sendte ham ud til Mordokaj med følgende besked: „Hvordan skulle jeg kunne gå i forbøn hos kongen? Alle og enhver ved, at hvis nogen vover sig ind på kongens private område uden at være tilkaldt, er de dødsens, medmindre kongen rækker sit guldscepter frem og benåder dem. Og det er nu over en måned siden, at jeg sidst blev kaldt ind til kongen!” Efter at Mordokaj havde fået den besked, bad han Hatak overbringe Ester følgende svar: „Du skal ikke tro, at du undslipper, bare fordi du er i kongens hus! Du kommer til at dele skæbne med dine landsmænd. Hvis du ikke taler med kongen, vil der komme hjælp og redning til jøderne fra anden side, men du og dine nærmeste skal dø! Hvem ved, om du ikke netop blev dronning for at kunne gøre noget i denne alvorlige situation!” Ester sendte da følgende svar tilbage til Mordokaj: „Kald alle jøder i Susa sammen, så de kan bede og holde total faste for mig i tre dage, dag og nat. Imens vil jeg og mine hofdamer gøre det samme. Derefter vil jeg gå ind til kongen, selvom det er forbudt. Jeg er parat til at dø, hvis det skal være!” Så gik Mordokaj sin vej og gjorde, som Ester havde sagt.
Esters Bog 4:10-17 Danske Bibel 1871/1907 (DA1871)
Da sagde Esther til Hathak og gav ham Befaling til Mardokaj: Alle Kongens Tjenere og Folket i Kongens Landskaber vide, at for hver Mand eller Kvinde, som gaar til Kongen i den inderste Forgaard uden at være kaldet, er der en Lov, at man skal slaa ham ihjel, uden saa er, at Kongen udrækker Guldspiret imod ham, at han maa leve; jeg er ikke kaldet at komme til Kongen nu i tredive Dage. Og de forkyndte Mardokaj Esthers Ord. Da sagde Mardokaj, at de skulde give dette Svar tilbage til Esther: Tænk ikke i din Sjæl, at du vil redde dig i Kongens Hus ene af alle Jøderne. Thi dersom du tier paa denne Tid, da skal en Vederkvægelse og Redning beskikkes for Jøderne fra et andet Sted, men du og din Faders Hus, I skulle omkomme; og hvo ved, om du, for en Tids Skyld som denne, er kommen til kongelig Værdighed? Da sagde Esther, at man skulde give dette Svar tilbage til Mardokaj: Gak, samler alle Jøderne, som findes i Susan, og faster for mig, og I skulle ikke æde, ej heller drikke i tre Dage, Nat og Dag, ogsaa jeg og mine unge Piger ville ligeledes faste; og saaledes vil jeg gaa ind til Kongen, hvilket ikke er efter Loven, og omkommer jeg saa, saa faar jeg at omkomme. Og Mardokaj gik bort og gjorde efter alt det, som Esther havde befalet ham.