Efeserbrevet 4:11-16
Efeserbrevet 4:11-16 Danske Bibel 1871/1907 (DA1871)
Og han gav nogle som Apostle, andre som Profeter, andre som Evangelister, andre som Hyrder og Lærere, til de helliges fuldkomne Beredelse, til en Tjenestegerning, til Kristi Legemes Opbyggelse, indtil vi alle naa til Enheden i Troen paa og Erkendelsen af Guds Søn, til Mands Modenhed, til Kristi Fyldes Maal af Vækst, for at vi ikke mere skulle være umyndige, der omtumles og omdrives af enhver Lærdommens Vind, ved Menneskenes Tærningspil, ved Træskhed efter Vildfarelsens Rænkespind; men for at vi, Sandheden tro i Kærlighed, skulle i alle Maader opvokse til ham, som er Hovedet, Kristus, ud fra hvem hele Legemet, idet det sammenføjes og sammenknyttes ved ethvert hjælpende Bindeled i Forhold til hver enkelt Dels tilmaalte Virkekraft, fuldbyrder Legemets Vækst til Opbyggelse af sig selv i Kærlighed.
Efeserbrevet 4:11-16 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)
Kristus gav os apostle, profeter, evangelister, hyrder og lærere. Deres opgave er at træne de kristne til at udføre hver deres tjeneste, så Kristi legeme kan styrkes og udvikles, indtil vi alle når frem til enhed i troen på og forståelsen af Guds Søn, til en sådan grad af åndelig modenhed, at vi fuldt ud kan repræsentere Kristus. Målet er, at vi ikke længere skal være ustabile som en båd, der kastes hid og did af vinden, eller være som godtroende børn. Lad os ikke blive vildledt af menneskers snedige påhit og falske lærdomme. Nej, i trofasthed overfor sandheden og i kærlighed til hinanden skal vi vokse op til at ligne Kristus på enhver måde. Det er jo ham, der er hovedet for legemet, og under hans ledelse sammenføjes det og vokser i kærlighed, idet hver enkelt del udfører sin specielle opgave og derved hjælper til at knytte det hele sammen til en enhed.