Efeserbrevet 2:11-22
Efeserbrevet 2:11-22 Danske Bibel 1871/1907 (DA1871)
Derfor kommer i Hu, at fordum I Hedninger i Kødet, I, som bleve kaldte Forhud af den saakaldte Omskærelse, der sker i Kødet med Haanden, at I paa den Tid, uden for Kristus, vare udelukkede fra Israels Borgerret og fremmede for Forjættelsens Pagter, uden Haab og uden Gud i Verden. Nu derimod, i Kristus Jesus, ere I, som fordum vare langt borte, komne nær til ved Kristi Blod. Thi han er vor Fred, han, som gjorde begge til eet og nedbrød Gærdets Skillevæg, Fjendskabet, da han i sit Kød afskaffede Budenes Lov med dens Befalinger, for at han i sig kunde skabe de to til eet nyt Menneske ved at stifte Fred og for at forlige dem begge i eet Legeme med Gud ved Korset, idet han ved dette dræbte Fjendskabet. Og han kom og forkyndte Fred for eder, som vare langt borte, og Fred for dem, som vare nær. Thi ved ham have vi begge i een Aand Adgang til Faderen. Saa ere I da ikke mere fremmede og Udlændinge, men I ere de helliges Medborgere og Guds Husfolk, opbyggede paa Apostlenes og Profeternes Grundvold, idet Hovedhjørnestenen er Kristus Jesus selv, i hvem enhver Bygning sammenføjes og vokser til et helligt Tempel i Herren, i hvem ogsaa I blive medopbyggede til en Guds Bolig i Aanden.
Efeserbrevet 2:11-22 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)
I ved, at jøderne altid har betragtet sig selv som Guds særlige folk, og I andre blev ikke regnet for noget, fordi I ikke har det ydre tegn, som omskærelsen er, og derfor ikke hørte med til Guds folk. I levede engang uden kendskab til den Messias, som skulle komme, og havde ikke adgang til de fordele, jøderne havde som Guds folk. I stod som fremmede over for de løfter, Gud havde givet i sine pagter. I levede uden håb og havde ingen Gud, I kunne vende jer til for at få hjælp. Men nu er det anderledes. Nu tilhører I Jesus, som er Messias. I, som engang var langt borte fra Gud, er nu kommet tæt på ham, for Messias døde jo også for jeres skyld. Det er ham, der har skabt fred mellem os. Ved sin lidelse og død gjorde han de to parter til ét og nedbrød den mur af fjendskab, der tidligere adskilte os. Han afskaffede den jødiske lov med dens bud og forskrifter for at kunne gøre de to parter til ét og skabe en helt ny menneskehed, der ved tro på ham har fundet fred. Hans mål var at forsone begge parter med Gud gennem sin død på korset, fjerne det gamle fjendskab mellem os og gøre os til ét. Han kom med budskabet om fred både til os jøder, der kendte Gud i forvejen, og til jer, som var langt borte fra Gud. I kraft af at høre Kristus til har begge parter nu adgang til Faderen gennem én og samme Helligånd. Altså er I ikke længere fremmede og udenforstående, men hører med til Guds nye folk. Guds menighed er ligesom en bygning, der bliver opført på et solidt fundament, som lægges af apostlene og profeterne med Jesus Kristus som den altafgørende hjørnesten. I kraft af at Jesus er menighedens Herre, sammenføjes de forskellige dele af bygningen og opbygges til et helligt Guds tempel. Og i kraft af ham er I også blevet en del af den bygning, der er en ny, åndelig bolig for Gud.