Prædikerens Bog 1:1-18
Prædikerens Bog 1:1-18 Danske Bibel 1871/1907 (DA1871)
Ord af Prædikeren, Davids Søn, Kongen i Jerusalem. Forfængeligheders Forfængelighed! sagde Prædikeren, Forfængeligheders Forfængelighed, alt sammen Forfængelighed. aHvad Fordel har Mennesket af al sin Møje, som han plager sig med under Solen? En Slægt gaar, og en Slægt kommer; men Jorden staar evindelig. Og Solen gaar op, og Solen gaar ned, og den higer hen til sit Sted, hvor den gaar op. Vinden gaar imod Sønden og drejer sig om imod Norden; den gaar frem, idet den vedbliver at dreje sig om, og til sine Kredse kommer Vinden tilbage. Alle Bække løbe i Havet, og Havet bliver ikke fuldt; til det Sted, fra hvilket Floderne løbe, derhen komme de tilbage for at løbe. Alt hvad man kunde nævne herom, vilde blive mat, ingen kunde udsige det; Øjet mættes ej af at se, og Øret fyldes ej af at høre. Hvad som var, det samme skal vorde, og hvad som er sket, det samme skal ske; og der er slet intet nyt under Solen. Er der noget, om hvilket man kan sige: Se, dette er nyt? Det var allerede i de forrige Tider, som have været før os. Der er ingen Ihukommelse om de tidligere; og om de efterfølgende, som skulle komme, om dem skal der heller ikke være nogen Ihukommelse hos dem, som skulle være herefter. Jeg, Prædikeren, jeg var Konge over Israel i Jerusalem. Og jeg gav mit Hjerte hen til at ransage og til med Visdom at udforske alt det, som sker under Himmelen; det er en slem Plage, som Gud har givet Menneskens Børn at plage sig med. Jeg saa alle de Gerninger, som ere gjorte under Solen, og se, det var alt Forfængelighed og Aandsfortærelse. Kroget kan ikke vorde ret, og Brøst kunne ikke tælles. Jeg talte med mit Hjerte og sagde: Jeg, se, jeg er bleven stor og er gaaet frem i Visdom mere end alle de, som have været før mig i Jerusalem; og mit Hjerte har set megen Visdom og Kundskab. Og jeg gav mit Hjerte hen til at forstaa Visdom og til at forstaa Galskab og Daarskab; jeg fornam, at ogsaa dette var Aandsfortærelse. Thi hvor megen Visdom er, der er megen Græmmelse; og den, som forøger sin Kundskab, forøger sin Smerte.
Prædikerens Bog 1:1-18 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)
Denne bog er af Prædikeren, som var søn af David og konge i Jerusalem. Der er ingen mening, livet er uden mening. Det hele er meningsløst. Hvad får man ud af al sin møje? Alt det, man her i livet må døje? Generationer kommer og går, men verden kører videre og består. Solen står op, og solen går ned dag efter dag i uendelighed. Vinden blæser mod syd og skifter om i nord, det hele kører rundt, men ændrer ikke spor. Floder hælder vand i havet uden stop, alligevel bliver havet aldrig fyldt op. Vandet fordamper og kommer tilbage til floden, sådan kører det bare rundt på hele kloden. Alting er så kedsommeligt, fordi det er så forudsigeligt. Det er altid det samme, man ser, altid det samme, man hører. Hvad der før er sket, vil ske igen, Hvad der før er gjort, vil blive gjort igen. Der er intet nyt under solen. Der er intet nyt, der kommer op i nutiden, som ikke også er sket i fortiden. De gamles heltemod huskes ikke mere, i fremtiden vil nutiden ikke eksistere. Jeg, Prædikeren, var konge over Israel og boede i Jerusalem. Jeg besluttede mig for grundigt at udforske alt, hvad der foregår på jorden, og jeg kom til det resultat, at det er et træls og slidsomt liv, Gud har givet menneskene. Jeg så, at alt, hvad folk foretager sig, er omsonst, det er som at bygge luftkasteller. Man kan ikke gøre det falske ægte, og man kan ikke afhjælpe alle mangler. Jeg sagde til mig selv: „Jeg har større viden end nogen anden konge før mig i Jerusalem. Jeg er den klogeste og mest intelligente.” Derfor har jeg tænkt meget over fordelen ved at have visdom og kundskab frem for at være dum og uvidende. Men jeg opdagede, at selv det var formålsløst. Jo mere visdom, des større lidelse, jo mere kundskab, des større smerte.