Kolossenserbrevet 3:12-17
Kolossenserbrevet 3:12-17 Danske Bibel 1871/1907 (DA1871)
Saa ifører eder da som Guds udvalgte, hellige og elskede inderlig Barmhjertighed, Godhed, Ydmyghed, Sagtmodighed, Langmodighed, saa I bære over med hverandre og tilgive hverandre, dersom nogen har Klagemaal imod nogen; ligesom Kristus tilgav eder, saaledes ogsaa I! Men over alt dette skulle I iføre eder Kærligheden, hvilket er Fuldkommenhedens Baand. Og Kristi Fred raade i eders Hjerter, til hvilken I ogsaa bleve kaldede i eet Legeme; og vorder taknemmelige! Lad Kristi Ord bo rigeligt iblandt eder, saa I med al Visdom lære og paaminde hverandre med Psalmer, Lovsange og aandelige Viser, idet I synge med Ynde i eders Hjerter for Gud. Og alt, hvad I gøre i Ord eller i Handling, det gører alt i den Herres Jesu Navn, takkende Gud Fader ved ham.
Kolossenserbrevet 3:12-17 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)
Som Guds udvalgte, elskede og hellige børn skal I iklæde jer det liv, han gav jer. Vær barmhjertige, venlige, ydmyge, imødekommende og tålmodige. Bær over med hinanden og tilgiv hinanden, så snart der er noget at tilgive. Som Herren tilgav jer, skal I også tilgive hinanden. Frem for alt skal jeres liv være præget af kærlighed, som er det bedste middel til at knytte os sammen. Lad den fred, som kommer fra Kristus, kontrollere jeres tanker. I blev jo kaldet til at leve i fred som dele på samme legeme. Vær altid taknemmelige. Lad Kristi ord få lov at fylde meget i jeres liv, så I kan undervise og vejlede hinanden med hans visdom. Syng lovsange, salmer og åndelige sange med taknemmelighed i hjertet til Gud. Lad alt, hvad I siger og gør, være motiveret af lydighed mod Kristus og taknemmelighed til Gud, Faderen, for alt, hvad I har fået gennem Kristus.