Amosʼ Bog 1:1-15

Amosʼ Bog 1:1-15 Danske Bibel 1871/1907 (DA1871)

De Ord, som Amos, der var iblandt Hyrderne fra Thekoa, saa over Israel i Judas Konge Ussias's Dage og i Israels Konge Jeroboams, Joas's Søns, Dage to Aar før Jordskælvet. Han sagde da: Herren skal brøle fra Zion og lade sin Røst lyde fra Jerusalem; og Hyrdernes Græsgange skulle sørge og Karmels Top blive tør. Saa siger Herren: For tre Overtrædelser af Damaskus og for fire — jeg tager det ikke tilbage — fordi de have tærsket Gilead med Jerntærskevogne, derfor vil jeg sende en Ild i Hasaels Hus, og den skal fortære Benhadads Paladser. Og jeg vil sønderbryde Portstængerne for Damaskus og udrydde Indbyggerne fra Avens Dal og den, som fører Spiret, fra Beth-Eden; og Syriens Folk skal bortføres til Kir, siger Herren. Saa siger Herren: For tre Overtrædelser af Gaza og for fire — jeg tager det ikke tilbage — fordi de have bortført de fangne alle til Hobe, for at overgive dem til Edom, derfor vil jeg sende en Ild paa Gazas Mur, og den skal fortære dens Paladser. Og jeg vil udrydde Indbyggerne fra Asdod og den, som fører Spiret, fra Askalon; og jeg vil vende min Haand imod Ekron, og de overblevne af Filisterne skulle omkomme, siger den Herre, Herre. Saa siger Herren: For tre Overtrædelser af Tyrus og for fire — jeg tager det ikke tilbage — fordi de overgave de bortførte alle til Hobe til Edom, og de kom ikke Broderpagten i Hu, derfor vil jeg sende en Ild paa Tyrus's Mur, og den skal fortære dens Paladser. Saa siger Herren: For tre Overtrædelser af Edom og for fire — jeg tager det ikke tilbage — fordi han forfulgte sin Broder med Sværdet og kvalte sin Barmhjertighed, saa at hans Vrede altid sønderrev, og han har bevaret sin Harme evindelig, derfor vil jeg sende en Ild i Theman, og den skal fortære Bozras Paladser. Saa siger Herren: For tre Overtrædelser af Ammons Børn og for fire — jeg tager det ikke tilbage — fordi de sønderreve de frugtsommelige i Gilead for at udvide deres Landemærke, derfor vil jeg antænde en Ild paa Rabbas Mur, og den skal fortære dens Paladser under Stormraab paa Krigens Dag, under Storm paa Hvirvelvindens Dag. Og deres Konge skal vandre i Landflygtighed, han og hans Fyrster til Hobe, siger Herren.

Amosʼ Bog 1:1-15 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

Denne bog indeholder de budskaber, som Herren åbenbarede for fårehyrden Amos fra landsbyen Tekoa to år før jordskælvet. Det var mens Uzzija var konge i Juda, og Jeroboam, søn af Joash, var konge i Israel. Amos begyndte: „Når Herren råber fra Jerusalem, når han brøler som en løve fra Zion, da visner græsset på marken, og Karmels regnskove tørrer ud.” Herren siger: „Damaskus har gjort oprør gang på gang, jeg vil ikke holde min straf tilbage. De knuste mit folk i Gilead som under en tærskeslæde med jernpigge. Jeg sætter ild til kong Hazaels palads, ødelægger Ben-Hadads fæstningsværker. Jeg smadrer Damaskusʼ byporte, fjerner dem, der bor på ondskabens slette. Aramæernes konge nyder livet på tronen, men hele hans folk bliver sendt tilbage til Kir.” Gud har talt! Herren siger: „Gaza har gjort oprør gang på gang, jeg vil ikke holde min straf tilbage. De sendte en hel befolkning i eksil, solgte dem som slaver til Edom. Jeg sætter ild til Gazas mure, ødelægger byens fæstningsværker. Jeg dræber kongen af Ashdod, og tilintetgør regenten i Ashkalon. Jeg udrydder Ekrons befolkning, ja, hver eneste filister skal dræbes.” Herren, Israels Gud, har talt! Herren siger: „Tyrus har gjort oprør gang på gang, jeg vil ikke holde min straf tilbage. De solgte en hel befolkning til Edom, selv om de havde sluttet fredspagt med dem. Jeg sætter ild til Tyrusʼ mure, nedbrænder byens fæstningsværker.” Herren siger: „Edom har gjort oprør gang på gang, jeg vil ikke holde min straf tilbage. De angreb deres broderfolk og lod hånt om al barmhjertighed. De rev og flåede uden ophør, der var ingen ende på deres vrede. Jeg sætter ild til Teman, nedbrænder Botzras fæstningsværker.” Herren siger: „Ammon har gjort oprør gang på gang, jeg vil ikke holde min straf tilbage. Under et erobringstogt i Gilead skar de maven op på gravide kvinder. Derfor sætter jeg ild til Rabbas bymure, nedbrænder deres fæstningsværker. Slagmarken vil fyldes med råb og skrig, kampen vil rase som en ødelæggende orkan. Ammons konge bliver sendt i eksil, og landets ledere bliver alle ført bort.” Gud har talt!