Apostlenes Gerninger 8:1-8
Apostlenes Gerninger 8:1-8 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)
Og Saul syntes det var godt, at han blev dræbt. Samme dag blev der iværksat en voldsom forfølgelse mod de troende i Jerusalem. De fleste disciple af Jesus forlod byen og spredtes over hele Judæa og Samaria. Apostlene blev dog i Jerusalem. Nogle gudfrygtige jøder begravede Stefanus og sørgede dybt over ham. Men Saul søgte at komme de Jesus-troende til livs. Han gik fra hus til hus og arresterede både mænd og kvinder og fik dem sat i fængsel. De disciple, som nu var blevet spredt, forkyndte budskabet om Jesus overalt, hvor de kom frem. Filip kom til byen Samaria og fortalte folk dér, at Jesus var Messias. Store menneskemængder lyttede opmærksomt til, hvad han havde at fortælle, for de så de mirakler, han gjorde. Mange onde ånder blev drevet ud og forlod deres ofre med høje skrig. Mange handicappede blev helbredt, og der blev stor glæde i byen.
Apostlenes Gerninger 8:1-8 Danske Bibel 1871/1907 (DA1871)
Og paa den Dag udbrød der en stor Forfølgelse imod Menigheden i Jerusalem, og de adspredtes alle over Judæas og Samarias Egne, undtagen Apostlene. Men gudfrygtige Mænd begravede Stefanus og holdt en stor Veklage over ham. Men Saulus plagede Menigheden og gik ind i Husene og trak baade Mænd og Kvinder frem og lod dem sætte i Fængsel. Imidlertid gik de, som bleve adspredte, omkring og forkyndte Evangeliets Ord. Da kom Filip til Byen Samaria og prædikede Kristus for dem. Og Skarerne gave endrægtigt Agt paa det, som blev sagt af Filip, idet de hørte og saa de Tegn, som han gjorde. Thi der var mange, som havde urene Aander, og af hvem disse fore ud, raabende med høj Røst; og mange værkbrudne og lamme bleve helbredede. Og der blev en stor Glæde i denne By.