Apostlenes Gerninger 7:51-60
Apostlenes Gerninger 7:51-60 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)
I er akkurat lige så stædige og hårdhjertede som jeres forfædre, og I kæmper altid imod Helligånden. Findes der én eneste profet, som jeres forfædre ikke har forfulgt? Nej, de dræbte alle dem, der forudsagde, at Messias skulle komme, ham, som I nu har forkastet og myrdet. I modtog Guds lov formidlet ved engle, men I overholdt den ikke!” Da rådsmedlemmerne hørte det, skar de tænder af raseri. Stefanus stod helt stille, fyldt med Helligåndens kraft, og stirrede op imod himlen. Han så Guds herlighed, og han så Jesus stående ved Guds højre side. „Himlen er åben,” råbte han, „og jeg ser Menneskesønnen stå ved Guds højre side!” Ved de ord skreg de op alle sammen, holdt sig for ørerne og fór over ham som en bisværm. De slæbte ham uden for bymuren for at stene ham. Alle, der havde hørt, hvad Stefanus havde sagt, begyndte nu at kaste sten på ham, men først tog de deres kapper af og lagde dem ved fødderne af en ung mand, der hed Saul. Mens stenene haglede ned over Stefanus, bad han: „Herre Jesus, tag imod min ånd.” Så faldt han på knæ og råbte: „Herre, tilgiv dem den synd, de nu begår!” Med de ord døde han.
Apostlenes Gerninger 7:51-60 Danske Bibel 1871/1907 (DA1871)
I haarde Halse og uomskaarne paa Hjerter og Øren! I staa altid den Helligaand imod; som eders Fædre, saaledes ogsaa I. Hvem af Profeterne er der, som eders Fædre ikke have forfulgt? og de ihjelsloge dem, som forud forkyndte om den retfærdiges Komme, hvis Forrædere og Mordere I nu ere blevne, I, som modtoge Loven under Engles Besørgelse og have ikke holdt den!“ Men da de hørte dette, skar det dem i deres Hjerter, og de bede Tænderne sammen imod ham. Men som han var fuld af den Helligaand, stirrede han op imod Himmelen og saa Guds Herlighed og Jesus staaende ved Guds højre Haand. Og han sagde: „Se, jeg ser Himlene aabnede og Menneskesønnen staaende ved Guds højre Haand.“ Men de raabte med høj Røst og holdt for deres Øren og stormede endrægtigt ind paa ham. Og de stødte ham ud uden for Staden og stenede ham. Og Vidnerne lagde deres Klæder af ved en ung Mands Fødder, som hed Saulus. Og de stenede Stefanus, som bad og sagde: „Herre Jesus, tag imod min Aand!“ Men han faldt paa Knæ og raabte med høj Røst: „Herre, tilregn dem ikke denne Synd!“ Og som han sagde dette, sov han hen.