Apostlenes Gerninger 4:1-22
Apostlenes Gerninger 4:1-22 Danske Bibel 1871/1907 (DA1871)
Men medens de talte til Folket, kom Præsterne og Høvedsmanden for Helligdommen og Saddukæerne over dem, da de harmedes over, at de lærte Folket og i Jesus forkyndte Opstandelsen fra de døde. Og de lagde Haand paa dem og satte dem i Forvaring til den følgende Dag; thi det var allerede Aften. Men mange af dem, som havde hørt Ordet, troede, og Tallet paa Mændene blev omtrent fem Tusinde. Men det skete Dagen derefter, at deres Raadsherrer og Ældste og skriftkloge forsamlede sig i Jerusalem, ligesaa Ypperstepræsten Annas og Kajfas og Johannes og Alexander og alle, som vare af ypperstepræstelig Slægt. Og de stillede dem midt iblandt sig og spurgte: „Af hvad Magt eller i hvilket Navn have I gjort dette?“ Da sagde Peter, fyldt med den Helligaand, til dem: „I Folkets Raadsherrer og Ældste! Naar vi i Dag forhøres angaaende en Velgerning imod en vanfør Mand, om hvorved han er bleven helbredet, da skal det være eder alle og hele Israels Folk vitterligt, at ved Jesu Kristi Nazaræerens Navn, hvem I have korsfæstet, hvem Gud har oprejst fra de døde, ved dette Navn er det, at denne staar rask her for eders Øjne. Han er den Sten, som blev agtet for intet af eder, I Bygningsmænd, men som er bleven til en Hovedhjørnesten. Og der er ikke Frelse i nogen anden; thi der er ikke noget andet Navn under Himmelen, givet iblandt Mennesker, ved hvilket vi skulle blive frelste.“ Men da de saa Peters og Johannes's Frimodighed og kunde mærke, at de vare ulærde Mænd og Lægfolk, forundrede de sig, og de kendte dem, at de havde været med Jesus. Og da de saa Manden, som var helbredet, staa hos dem, havde de intet at sige derimod. Men de bøde dem at træde ud fra Raadet og raadførte sig med hverandre og sagde: „Hvad skulle vi gøre med disse Mennesker? thi at et vitterligt Tegn er sket ved dem, det er aabenbart for alle dem, som bo i Jerusalem, og vi kunne ikke nægte det. Men for at det ikke skal komme videre ud iblandt Folket, da lader os true dem til ikke mere at tale til noget Menneske i dette Navn.“ Og de kaldte dem ind og forbøde dem aldeles at tale eller lære i Jesu Navn. Men Peter og Johannes svarede og sagde til dem: „Dømmer selv, om det er ret for Gud at lyde eder mere end Gud. Thi vi kunne ikke lade være at tale om det, som vi have set og hørt.“ Men de truede dem end mere og løslode dem, da de ikke kunde udfinde, hvorledes de skulde straffe dem, for Folkets Skyld; thi alle priste Gud for det, som var sket. Thi den Mand, paa hvem dette Helbredelsestegn var sket, var mere end fyrretyve Aar gammel.
Apostlenes Gerninger 4:1-22 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)
Mens Peter stod sammen med Johannes og talte til folkemængden, kom de ledende præster derhen sammen med kommandanten for tempelvagten og nogle af saddukæerne. De var oprørte over, at Peter og Johannes stod og underviste folket og oven i købet påstod, at Jesus var genopstået fra de døde. De to mænd blev pågrebet og sat i arresten til næste dag, for det var for sent til, at Det jødiske Råd kunne samles den dag. Men mange af dem, der havde hørt Peters tale, kom til tro, og der var nu omtrent 5000 mænd i menigheden. Næste dag blev Rådet kaldt sammen. Det bestod af de jødiske ledere og de skriftlærde i Jerusalem. Ypperstepræsten Annas var til stede sammen med Kajfas, Johannes, Alexander og andre fra ypperstepræstens familie. De to disciple blev ført frem, og forhøret begyndte. „Hvem har givet jer ret til at gøre det, I gjorde her i går?” lød det første spørgsmål. Fyldt med Helligåndens kraft svarede Peter: „Ærede ledere og rådsmedlemmer! Hvis årsagen til forhøret her er den gode gerning, som fandt sted i går, hvor en lam mand blev helbredt, så lad mig sige ligeud til både jer og hele Israels folk, at når denne mand kan stå sund og rask foran jer, så skyldes det den kraft og autoritet, vi har fået fra nazaræeren Jesus. Det er ham, der er Messias, og det var jer, der korsfæstede ham, men Gud oprejste ham fra de døde. Han er den sten, som I bygmestre kasserede, men som nu er blevet selve hjørnestenen. Der findes ikke frelse andre steder end hos Jesus, for der er ingen andre i hele verden, som kan frelse os mennesker.” Rådsmedlemmerne undrede sig over, at Peter og Johannes talte med så stor frimodighed, for de var godt klar over, at de var jævne folk uden nogen særlig uddannelse. Men så forstod de, at det var, fordi de havde været sammen med Jesus. Og den mirakuløse helbredelse kunne de ikke komme udenom, for manden, der var blevet rask, stod selv ved siden af dem. Derfor sendte de alle ud af retssalen, så de kunne drøfte sagen uforstyrret. „Hvad skal vi stille op med dem?” spurgte de hinanden. „Det går ikke at benægte, at der er sket et mirakel. Hele byen taler jo om det. Men det må være muligt at lukke munden på dem. Det her må ikke have lov til at brede sig. Vi må forbyde dem at tale til folk om Jesus.” Så blev de to mænd kaldt ind for Rådet igen og fik besked på, at de fra nu af aldrig mere måtte tale om Jesus eller viderebringe hans lære. „I mener altså, at vi skal adlyde jer i stedet for Gud?” sagde Peter og Johannes. „Nej, vi kan ikke holde op med at tale om det, vi har set og hørt.” Så lod Rådet disciplene gå, efter at de havde givet dem endnu en advarsel. De turde ikke straffe dem af frygt for, hvordan folkemængden ville reagere. Alle lovpriste jo Gud for det mirakel, der var sket: En lam mand på over 40 år var blevet fuldstændig helbredt.