Apostlenes Gerninger 28:1-10
Apostlenes Gerninger 28:1-10 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)
Da alle var bjærget op på stranden, fik vi at vide, at øen hed Malta. De indfødte på øen var meget venlige og viste os en usædvanlig omsorg. De tændte et bål på stranden, og vi samlede os om ilden, for det var begyndt at regne, og det var meget koldt. Paulus samlede en bunke kvas, men da han lagde den på bålet, krøb en giftslange frem på grund af varmen og bed sig fast i hans hånd. Da de indfødte så slangen hænge fast i hånden, sagde de til hinanden: „Den mand er sikkert en morder. Selv om han slap godt fra havet, tillader retfærdighedens gudinde ikke, at han får lov at leve.” Men Paulus rystede slangen af over ilden og så ikke ud til at have lidt nogen overlast. De indfødte betragtede ham afventende. De regnede med, at han ret hurtigt ville svulme op eller falde død om. Da de havde iagttaget ham et stykke tid, og der stadig ikke var sket noget, ændrede de holdning og mente nu, at han måtte være en gud. I nærheden af det sted, hvor vi var drevet i land, lå en landejendom, som tilhørte øens fornemmeste mand, Publius. Han tog venligt imod os og beværtede os i tre dage. Nu var det sådan, at Publiusʼ far lå syg med feberanfald og dysenteri. Paulus gik ind til ham, lagde hænderne på ham og bad for ham. Og han blev straks helbredt. Derefter kom resten af de syge på øen og blev helbredt. Folk forærede os mange gaver, og da vi skulle sejle videre, bragte de os alt muligt, som vi kunne få brug for på rejsen.
Apostlenes Gerninger 28:1-10 Danske Bibel 1871/1907 (DA1871)
Og da vi nu vare reddede, saa fik vi at vide, at Øen hed Malta. Og Barbarerne viste os en usædvanlig Menneskekærlighed; thi de tændte et Baal og toge sig af os alle for den frembrydende Regns og Kuldens Skyld. Men da Paulus samlede en Bunke Ris og lagde paa Baalet, krøb der en Øgle ud paa Grund af Varmen og hængte sig fast ved hans Haand. Da nu Barbarerne saa Dyret hænge ved hans Haand, sagde de til hverandre: „Sikkert er denne Mand en Morder, hvem Gengældelsen ikke har tilstedt at leve, skønt han er reddet fra Havet.“ Men han rystede Dyret af i Ilden, og der skete ham intet ondt. Men de ventede, at han skulde hovne op eller pludseligt falde død om. Men da de havde ventet længe og saa, at der ikke skete ham noget usædvanligt, kom de paa andre Tanker og sagde, at han var en Gud. Men i Omegnen af dette Sted havde Øens fornemste Mand, ved Navn Publius, nogle Landejendomme. Han tog imod os og laante os venligt Herberge i tre Dage. Men det traf sig, at Publius's Fader laa syg af Feber og Blodgang. Til ham gik Paulus ind og bad og lagde Hænderne paa ham og helbredte ham. Da dette var sket, kom ogsaa de andre paa Øen, som havde Sygdomme, til ham og bleve helbredede. De viste os ogsaa megen Ære, og da vi sejlede bort, bragte de om Bord i Skibet, hvad vi trængte til.