Apostlenes Gerninger 14:9-18
Apostlenes Gerninger 14:8-18 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)
Imens Paulus talte i Lystra, var der blandt tilhørerne en mand, der havde været lam fra fødslen. Han havde aldrig kunnet stå eller gå. Han lyttede meget opmærksomt til, hvad Paulus sagde. Paulus kiggede nøje på ham og forstod, at manden havde tro til at blive helbredt. Derfor sagde han til ham med høj røst: „Rejs dig og stå på dine ben!” Straks sprang manden op og begyndte at gå omkring. Da folkemængden så, hvad Paulus havde gjort, råbte de på deres eget lokale sprog: „Guderne er kommet ned til os i menneskeskikkelse.” De mente, at Barnabas var den græske gud Zeus, og at Paulus var Hermes, fordi det var ham, der førte ordet. Præsten ved Zeustemplet, som lå uden for byen, kom med nogle tyre draperet med blomsterkranse. Han gjorde sig klar til at ofre tyrene til deres ære på den offentlige plads ved byporten under deltagelse af en stor folkemængde. Da det gik op for Barnabas og Paulus, hvad der var ved at ske, blev de forfærdede. De rev en flænge i deres kjortler og sprang ind blandt folkemængden, mens de råbte: „Hvad er det dog, I gør? Lad være med det! Vi er ikke guder! Vi er ganske almindelige mennesker som I selv. Vi er her for at fortælle jer, at I skal vende om fra det nytteløse afguderi og komme til den levende Gud, som har skabt himlen og jorden og havet og alt, hvad der findes i dem. Han har indtil nu ladet de forskellige folkeslag passe sig selv, men der har altid været nogle ting, der har vidnet om hans godhed mod alle mennesker: Han har sendt regnen fra himlen og givet vækst til jeres afgrøder, så I har kunnet glæde jer over at have mad at spise.” Selv efter den forklaring var det kun med nød og næppe, at de to apostle fik folkemængden til at lade være med at ofre til dem.
Apostlenes Gerninger 14:9-18 Danske Bibel 1871/1907 (DA1871)
Han hørte Paulus tale; og da denne fæstede Øjet paa ham og saa, at han havde Tro til at frelses, sagde han med høj Røst: „Staa ret op paa dine Fødder!“ Og han sprang op og gik omkring. Men da Skarerne saa, hvad Paulus havde gjort, opløftede de deres Røst og sagde paa Lykaonisk: „Guderne ere i menneskelig Skikkelse stegne ned til os.“ Og de kaldte Barnabas Zeus, men Paulus Hermes, fordi han var den, som førte Ordet. Men Præsten ved Zeustemplet, som var uden for Byen, bragte Tyre og Kranse hen til Portene og vilde ofre tillige med Skarerne. Men da Apostlene, Barnabas og Paulus, hørte dette, sønderreve de deres Klæder og sprang ind i Skaren, raabte og sagde: „I Mænd! hvorfor gøre I dette? Vi ere ogsaa Mennesker, lige Kaar undergivne med eder, og vi forkynde eder Evangeliet om at vende om fra disse tomme Ting til den levende Gud, som har gjort Himmelen og Jorden og Havet og alt, hvad der er i dem; han, som i de forbigangne Tider lod alle Hedningerne vandre deres egne Veje, ihvorvel han ikke lod sig selv være uden Vidnesbyrd, idet han gjorde godt og gav eder Regn og frugtbare Tider fra Himmelen og mættede eders Hjerter med Føde og Glæde.“ Og det var med Nød og næppe, at de ved at sige dette afholdt Skarerne fra at ofre til dem.
Apostlenes Gerninger 14:8-18 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)
Imens Paulus talte i Lystra, var der blandt tilhørerne en mand, der havde været lam fra fødslen. Han havde aldrig kunnet stå eller gå. Han lyttede meget opmærksomt til, hvad Paulus sagde. Paulus kiggede nøje på ham og forstod, at manden havde tro til at blive helbredt. Derfor sagde han til ham med høj røst: „Rejs dig og stå på dine ben!” Straks sprang manden op og begyndte at gå omkring. Da folkemængden så, hvad Paulus havde gjort, råbte de på deres eget lokale sprog: „Guderne er kommet ned til os i menneskeskikkelse.” De mente, at Barnabas var den græske gud Zeus, og at Paulus var Hermes, fordi det var ham, der førte ordet. Præsten ved Zeustemplet, som lå uden for byen, kom med nogle tyre draperet med blomsterkranse. Han gjorde sig klar til at ofre tyrene til deres ære på den offentlige plads ved byporten under deltagelse af en stor folkemængde. Da det gik op for Barnabas og Paulus, hvad der var ved at ske, blev de forfærdede. De rev en flænge i deres kjortler og sprang ind blandt folkemængden, mens de råbte: „Hvad er det dog, I gør? Lad være med det! Vi er ikke guder! Vi er ganske almindelige mennesker som I selv. Vi er her for at fortælle jer, at I skal vende om fra det nytteløse afguderi og komme til den levende Gud, som har skabt himlen og jorden og havet og alt, hvad der findes i dem. Han har indtil nu ladet de forskellige folkeslag passe sig selv, men der har altid været nogle ting, der har vidnet om hans godhed mod alle mennesker: Han har sendt regnen fra himlen og givet vækst til jeres afgrøder, så I har kunnet glæde jer over at have mad at spise.” Selv efter den forklaring var det kun med nød og næppe, at de to apostle fik folkemængden til at lade være med at ofre til dem.