2. Timoteusbrev 3:1-9
2. Timoteusbrev 3:1-9 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)
Du skal vide, Timoteus, at den sidste tid, før Herren kommer igen, bliver en meget vanskelig tid. Folk vil kun tænke på sig selv og deres penge. De vil være arrogante og store i munden. De vil håne Gud og gøre oprør mod deres forældre. De vil være utaknemmelige og respektløse, afstumpede og hårdhjertede. De vil være anklagende, hæmningsløse, brutale, uden ønske om at gøre godt, forræderiske, fremfusende og hovmodige. De vil være mere opsat på at søge fornøjelser end på at søge Gud. De vil have en overfladisk religiøsitet, men vil ikke have noget med Guds kraft at gøre. Hold dig fra den slags mennesker. Nogle af dem er falske lærere, der trænger sig ind i hjemmene og får magt over svage kvinder, der går rundt og er tynget af skyldfølelse over deres synder. Sådanne kvinder har et utal af behov og er altid parate til at følge nye lærere. Men de når aldrig frem til at forstå sandheden. Som Jannes og Jambres satte sig op imod Moses, sådan sætter de falske lærere sig op imod sandheden. Deres sind er fordærvet, og deres tro holder ikke under prøvelser. Derfor kan de heller ikke blive ved. En dag vil man indse, hvor tåbelige de er – ligesom det skete for Jannes og Jambres.
2. Timoteusbrev 3:1-9 Danske Bibel 1871/1907 (DA1871)
Men vid dette, at i de sidste Dage skulle vanskelige Tider indtræde. Thi Menneskene skulle være egenkærlige, pengegridske, praleriske, hovmodige, spottelystne, ulydige imod Forældre, utaknemmelige, ryggesløse, ukærlige, uforligelige, bagtaleriske, uafholdne, raa, uden Kærlighed til det gode, forræderske, fremfusende, opblæste, Mennesker, som mere elske Vellyst, end de elske Gud, som have Gudfrygtigheds Skin, men have fornægtet dens Kraft. Og fra disse skal du vende dig bort! Thi til dem høre de, som snige sig ind i Husene og fange Kvindfolk, der ere belæssede med Synder og drives af mange Haande Begæringer og altid lære og aldrig kunne komme til Sandheds Erkendelse. Men ligesom Jannes og Jambres stode Moses imod, saaledes modstaa ogsaa disse Sandheden: Mennesker, fordærvede i Sindet, forkastelige i Troen. Dog, de skulle ikke faa Fremgang ydermere; thi deres Afsind skal blive aabenbart for alle, ligesom ogsaa hines blev.