2. Thessalonikerbrev 2:3-16
2. Thessalonikerbrev 2:3-16 Danske Bibel 1871/1907 (DA1871)
Lad ingen bedrage eder i nogen Maade; thi først maa jo Frafaldet komme og Syndens Menneske aabenbares, Fortabelsens Søn, han, som sætter sig imod og ophøjer sig over alt, hvad der kaldes Gud eller Helligdom, saa at han sætter sig i Guds Tempel og udgiver sig selv for at være Gud. Komme I ikke i Hu, at jeg sagde eder dette, da jeg endnu var hos eder? Og nu vide I, hvad der holder ham tilbage, indtil han aabenbares i sin Tid. Thi Lovløshedens Hemmelighed virker allerede, kun at den, som nu holder tilbage, først maa komme af Vejen, og da skal den lovløse aabenbares, hvem den Herre Jesus skal dræbe med sin Munds Aande og tilintetgøre ved sin Tilkommelses Aabenbarelse, han, hvis Komme sker ifølge Satans Kraft, med al Løgnens Magt og Tegn og Undere og med alt Uretfærdigheds Bedrag for dem, som fortabes, fordi de ikke toge imod Kærligheden til Sandheden, saa de kunde blive frelste. Og derfor sender Gud dem kraftig Vildfarelse, saa at de tro Løgnen, for at de skulle dømmes, alle de, som ikke troede Sandheden, men fandt Behag i Uretfærdigheden. Men vi ere skyldige at takke Gud altid for eder, I af Herren elskede Brødre! fordi Gud har udvalgt eder fra Begyndelsen til Frelse ved Aandens Helligelse og Tro paa Sandheden, hvortil han kaldte eder ved vort Evangelium, for at I skulde vinde vor Herres Jesu Kristi Herlighed. Saa staar da fast, Brødre! og holder fast ved de Overleveringer, hvori I bleve oplærte, være sig ved vor Tale eller vort Brev. Men han selv, vor Herre Jesus Kristus og Gud vor Fader, som har elsket os og givet os en evig Trøst og et godt Haab i Naade
2. Thessalonikerbrev 2:3-16 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)
Lad ikke nogen vildlede jer. Før Herrens Dag kommer, bliver der et stort oprør mod Gud, og Det onde Menneske, som er dømt til fortabelse, vil komme frem af sit skjul. Han vil bekæmpe alt, hvad der har med Gud at gøre, og ophøje sig over alt, hvad der er helligt. Han vil endog tage plads i Guds tempel og bilde folk ind, at han er Gud. Husker I ikke, at jeg talte om det, da jeg var hos jer? Og I ved godt, hvad det er, der holder ham tilbage, indtil det bliver hans tid til at træde frem. Selvom hans ondskab allerede virker i det skjulte, så vil han ikke træde offentligt frem, før det, der holder ham tilbage, er borte. Derefter vil han ikke længere arbejde i det skjulte. Når Herren Jesus kommer for at dømme verden, vil han udslette og fuldstændigt tilintetgøre Det onde Menneske med et åndepust. Når Det onde Menneske træder frem, vil han få magt fra Satan til at forføre mennesker med alle mulige løgne og tegn og undere. Han vil i sin ondskab forføre alle dem, der er på vej til fortabelse, fordi de tog afstand fra den sandhed, som ellers kunne frelse dem. Derfor overgiver Gud dem til at blive forført, så de tror på løgnen. Alle, som ikke troede på sandheden, men besluttede at leve i oprør mod Gud, bliver dømt. Vi har virkelig grund til at takke Gud for jer til hver en tid, venner. Herren elsker jer, og Gud udvalgte jer til at være blandt de første, der blev frelst. I kom til tro på sandheden og blev renset og helliget af hans Ånd. Gennem budskabet om Kristus, som vi bragte til jer, får I del i den herlighed, som kommer fra Jesus Kristus, vores Herre. Stå fast, kære venner, og hold jer til den undervisning, I fik af os, enten det var mundtligt eller gennem et brev. Herren Jesus Kristus og Gud, vores Far, som elsker os og i sin nåde har givet os en evig trøst og et sikkert håb